Fra forskning til fiktion

Normalt er der solide akademiske og forskningsfaglige rammer på plads, når Hans Lucht skriver om sit primære forskningsfelt, udokumenteret migration fra Afrika til Europa via Nordafrika. Men når forlaget Turbine i dag, onsdag d. 12. maj, udsender en ny bog, ”Lysene på den anden side”, er det ikke – i hvert fald direkte – statistikker og feltarbejde, der bliver formidlet, det er derimod fiktion.

Den nye roman følger den ghanesiske immigrant Peter på hans vej til Danmark, hans liv på bunden af et let forandret, men ikke så fjernt Fremtidsdanmark, som illegal, og endelig hans pågribelse og tvangsudsendelse til en udrejselejr i Nigeria med alt, hvad det indebærer – her fra romanen og i de udvisningsdømtes egne ord:

"De kan ikke tvinge mig tilbage til Afrika, råbte han. Det ville aldrig ske. Bare vent og se. Han ville dø før han satte sine ben i Lagos. Peter sagde ingenting, men han tænkte, at de kunne gøre hvad de ville, og der var intet, den høje fyr eller andre kunne gøre ved det. Den høje kiggede på ham med foragt. Peter så, at han havde en tåre tatoveret under øjet. Peter drejede hovedet væk og kiggede ud gennem de tonede vinduer. Spørgsmålet er, om du er klar, når det går løs, råbte den høje fyr. Den blonde politimand gentog, at samtaler var forbudt under transporten. Peter kunne ane omridsene af det, de passerede på vejen, træer, høje bygninger, motorvejsbroer. Han spekulerede på, hvad der ventede ham i Nigeria.”

Personerne i udkanten af vores synsfelt

Hans Lucht har tidligere skrevet to romaner, men det er første gang, at forskningsfeltet og fiktionen på den måde overlapper – og nok også første gang, at han lander i så politisk varmt et emne.

– Virkeligheden overhaler fantasien: Hvor sandsynligt tænkte du, det ville være, at et udrejsecenter  for danske immigranter på det afrikanske kontinent kunne blive en realitet, da du skrev den her roman?

”Jeg vidste godt, at det var regeringens ønske – og også den tidligere borgerlige regerings ønske – så det er ikke en stor overraskelse for mig eller for andre, der arbejder med de her ting,” forklarer han.

”Generelt har den såkaldte ’australske model’ med outsourcing og offshoring af flygtninge og grænsekontrol jo været det store dyr i åbenbaringen for strammere på migrationsområdet – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Jeg vidste også, at det nok ikke blev i Nordafrika, da det er svært at se, hvad de stærke nordafrikanske lande kunne bruge Danmark til i den sammenhæng, selvom man aldrig skal sige aldrig i det her felt,« fortsætter han.

”Min antagelse har helt tiden været, at man skulle syd for Sahara og finde et lille land med en stærk leder, som ikke behøver spørge sin befolkning om noget. Rwanda passer meget godt på den profil. I min roman er det Nigeria, men jeg vidste godt, at det ikke ville blive Nigeria, eller i det hele taget Vestafrika – på nær måske Niger – men jeg ville gerne bruge den vestafrikanske region, da det er den, jeg arbejder i”.

– Hvor meget af materialet i bogen har du kunne løfte fra din forskning? Det er selvfølgelig en spændingsroman, og flystyrt, danske politifolk og udrejsecenter har selvfølgelig ikke været en del af din forskning, men kan du spejle din romanfigur og deres dilemmaer direkte i din forskning?

 ”Det er mange passager i bogen, som er taget fra mine feltarbejder med afrikanske migranter i Ghana, Niger, Libyen og Italien. Eksempelvis startsekvensen i Libyen, som er baseret på mit ophold i Libyen i 2014, hvor jeg flere gange besøgte et hus i Abu Salim, Tripoli, hvor der sad en masse folk fra Eritrea i et nedkørt hus og ventede på at komme over til Europa. Jeg har sjældent set så meget elendighed og sygdom, det gjorde et stort indtryk. Særligt, at der var så mange små børn i huset. Og den spontane, uforudsigelige vold, der hele tiden lurede på flygtningene. De hev en fyr frem, som havde en stor læsion i ansigtet. Han havde prøvet at flygte fra de røvere, der jævnligt kom og udplyndrede dem, og så havde de fået fat i ham og banket ham med et bræt. Det værste var, at han nærmest var pinlig over det. At noget så nedværdigende skulle overgå ham.”

– Hvordan kan det være, at du også har haft brug – og lyst til – at udfolde det emne skønlitterært, som du forsker i?

”Jeg skriver mange smalle tekster, som kun bliver læst af nogle få specialister, så jeg tænkte, at det kunne være interessant at formidle lidt bredere til et publikum der måske ikke nødvendigvis følger med i den problematik. Derudover er jeg også skønlitterær forfatter, så det det er ikke fremmed for mig at skrive en roman. Men min tilgang har været, at man skulle kunne læse romanen af lyst, ikke af pligt. Det skulle gerne være en grundlæggende spændende historie, baseret på nogle interessante karakterer, som vi nok ser ud af øjenkrogen, mens de tømmer vores skraldespande, men som vi ikke ved hvem er og hvor kommer fra. Det er også en måde at vise et emne og nogle mennesker respekt på, at gøre deres historier relevante for et bredere publikum,« forklarer han og fortsætter:

”Her rummer temaet om migration en litterær gave. For er der nogen mere dramatisk situation end at ankomme til et fremmed og fjendtligt land, hvor man ikke forstår sproget og kulturen, og man skal kæmpe med næb og klør for at overleve? På den måde er migranten faktisk den fødte protagonist. Og med ham eller hende skulle læseren gerne tænke: Shit, hvad hvis det er var mig? Hvilke valg ville jeg så træffe?”.

 – Er det ikke risikabelt på den måde at bruge et fiktionsgreb, når emnet er det samme som det, du bl.a. forsker i til hverdag? Er du bange for, at det kan få folk til at komme i tvivl om, hvilken hat, du har på, når du udtaler dig, eller om hvilke faglige normer, du anvender i din forskning?

”Generelt bliver der eksperimenteret lige nu i mit fag, antropologien, med at udforske forskellige fremstillingsmåder – kunst, foto, dokumentarisme, radio, lyrik, prosa – og det synes jeg er fedt og på tide. Det er en risiko, jeg gerne tager for at formidle min viden om en vigtig problematik. Der står jo også ret tydeligt ’roman’ uden på bogen, så den skal ikke nødvendigvis bedømmes på sin faktuelle præcision, men på den menneskelige og kunstneriske sandhed, den forhåbentlig fremstiller. Det er heller ikke sådan, at jeg har tænkt mig udelukkende at skrive fiktion fra nu af. Jeg arbejder eksempelvis på en monografi om smuglerruterne hen over Sahara, fra Niger til Libyen, som er et klassisk antropologisk værk baseret på langvarigt feltarbejde i Agadez og Niamey”.

Har allerede hovedet nede i hvepseboet

– Det er også et ret varmt politisk emne lige nu. Kan du komme på et tema, der i højere grad får folk op i det røde felt, end de her asylbehandlingsspørgsmål – udover måske coronarestriktioner? Og hvorfor stikke fingrene ind i det hvepsebo? 

”Jeg har jo allerede hele hovedet nede i det hvepsebo alligevel. Men du har ret, det er en giftig debat. Faktisk var det ikke et felt, jeg valgte, men som på en måde valgte mig. Da jeg lavede mit første etnografiske feltarbejde i Ghana i 2002, var jeg interesseret i lokalt kanofiskeri, og hvordan man fanger fisk, når man ikke har nogle tekniske redskaber at navigere med. Så jeg brugte mange måneder på at være ude at fiske i Guineabugten og registrere, hvordan fiskerne ’læste’ havstrømmene, bølgerne, himlen, fuglene. Nogle havde haft drømme om natten, som man satsede på. Der var også et rigt magisk og rituelt liv omkring fiskeriet. Men det gik hurtigt op for mig, at det lokale fiskeri var i stor krise pga. overfiskeri og de unge mænd flygtede til Libyen og Europa for at finde arbejde. Mange forstod ikke, hvorfor jeg overhovedet var kommet til sådan en lille hensygnende landsby, og der gik et rygte i byen om, at jeg havde fucket op derhjemme og var blevet sendt derned af min professor som straf. Jeg begyndte så at følge med fiskerne til Europa, beskrive deres rejser hen over ørkenen og havet, og sådan blev jeg migrationsforsker”. 

– Verden er fyldt med store litterære immigrationsfortællinger. Kan du nævne en, der især har grebet dig – og hvorfor den har det?

”Så vil jeg nævne en jeg genså for nylig. Francis Ford Coppolas The Godfather 2, hvor man ser lille Vito Corleone ankomme fra Sicilien til Ellis Island i begyndelsen af 1900-tallet. Det er jo ikke tilfældigt, at nogle af de bedste gangsterfilm også er migrationsfilm, fordi migranten som sagt rummer så meget dramatisk potentiale. Men der er nogle smukke og fascinerende scener i den film, der viser ankomsten af migranter til USA og den hektiske stemning og det amerikanske bureaukrati på arbejde. Vito bliver spurgt, hvad han hedder – og han hedder faktisk Andolini – men han forstår ikke engelsk, og så kigger en officer på hans skilt og siger Corleone, som er den by lille Vito kommer fra. Og på den måde får han sin nye amerikanske persona. Derefter føres han til et lille kammer, hvor han skal være i karantæne i tre måneder pga. kopper. I øvrigt en pendant til den situation vi ser i dag på Middelhavet, hvor migranter modtages af folk i beskyttelsesdragter som tjekker dem for fnat og andre sygdomme. Og i en meget fin slutscene ser vi Vito gå hen til vinduet med tremmer for og kigge ud på Frihedsgudinden. På den måde viser instruktøren os, at den lille syge, forældreløse og skrøbelig knægt en dag bliver til den store, magtfulde mand, don Corleone”.

”Lysene på den anden side” udkommer onsdag d. 12. maj på Turbine Forlag og kan købes i en række boghandler og på forlagets hjemmeside.