Forsker i udenrigspolitik: Regeringen ønsker ikke at boykotte Vinter-OL i Kina

Et meget dristigt skridt. Anderledes kunne fredagens udmelding fra regeringen om en »diplomatisk boykot« af vinter-OL med henvisning til menneskerettighedssituationen i Kina vel næppe udlægges.

Både de danske og de internationale medier rapporterede således, at Danmark – tilsyneladende som det første EU-land – tilslutter sig den diplomatiske boykot, som indtil videre har været anført af USA, Canada, Australien og Storbritannien. Andre EU-lande som Sverige og Holland har ligeledes meldt afbud den forløbne uge, men har begrundet det med coronarestriktionerne, mens Litauens udeblivelse nok så meget afspejler Kinas fortsatte diplomatiske boykot af den baltiske småstat.

Imidlertid viser regeringens diplomatiske boykot sig ved nærmere eftersyn at være knap så entydig. Da Berlingske gik den danske udenrigsminister på klingen, ville han – trods utallige opfordringer – ikke selv bruge udtrykket boykot om regeringens beslutning om at blive væk fra vinter-OL. Tilmed undlod udenrigsministeren at pege på menneskerettighedssituationen som den primære årsag til beslutningen.

»Beslutningen er taget ud fra en samlet vurdering, hvor flere hensyn har vægtet ind«, sagde Kofod, men tilføjede dog:

»Det er klart, at vi er bekymrede for menneskerettighederne«.

Sidenhen har udenrigsministeren selv fjernet et tweet fra sin Twitter-profil fra i fredags, hvor han udtaler sig om den »diplomatiske boykot« til Politiken, og der er ingen officielle udmeldinger at finde fra Udenrigsministeriet side.

At regeringens beslutning om ikke at sende officielle repræsentanter til vinter-OL blev udsendt fredag aften, efterlader da heller ikke indtrykket af, at man fra dansk side ønsker at markere sig i dette kontroversielle spørgsmål. Nyheden druknede nærmest i malstrømmen af reportager om dronningens 50-års jubilæum, sigtelsen af tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og den tilspidsede situation i Ukraine. Måske får vi slet ikke nogen yderligere præcisering af regeringens beslutning, for boykotproblematikken har længe krævet en uhyre vanskelig politisk balancegang af regeringen.

Under alle omstændigheder ville det have været overraskende, hvis Danmark gik europæisk enegang ved entydigt at tilslutte sig de angelsaksiske landes boykot af vinter-OL.

Dels ville et sådant skridt bryde med en mangeårig dansk tradition for at fremsætte offentlig kritik af den kinesiske regering i fællesskab med en bredere koalition af europæiske partnere, herunder især de nordiske lande.

Dels har den danske regering den senere tid lagt sig i selen for at sparke fornyet liv i det strategiske partnerskab med Kina, og Udenrigsministeriet annoncerede i slutningen af november en rammeaftale for et nyt fælles arbejdsprogram i forbindelse med Jeppe Kofods rejse til Kina. Ikke mindst dansk erhvervsliv har store økonomiske interesser på spil i Kina og nyder godt af det strategiske partnerskab.

Når regeringen ikke desto mindre har følt sig nødsaget til at træffe en beslutning om at udeblive fra vinter-OL med henvisning til bl.a. menneskerettighedssituationen, skyldes det et tiltagende pres fra de øvrige partier i Folketinget. Siden 2018 har der nemlig indfundet sig et dramatisk skift i synet på Kina på Christiansborg. Hvor der tidligere var en gruppe midtsøgende partier – primært Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre – som værnede om det strategiske partnerskab med Kina, findes der i dag stærke Kina-kritiske røster i alle Folketingets partier. Under de seneste store forespørgselsdebatter i Folketinget om ’Det stigende pres fra Kina’ (december 2018) og ’Om den politiske situation i Hongkong’ (december 2020) stod ordførerne nærmest i kø for at give udtryk for deres forargelse over udviklingen i Kina.

I takt med stemningsskiftet har den danske regering anlagt en mere kritisk tone over for Kina og er især gået skarpt i rette med de systematiske krænkelser af liberale menneskerettigheder i Hongkong og Xinjiang. Men de mest markante udtalelser – såsom sidste års opfordring til den kinesiske regering om at give det internationale samfund fuld adgang til at undersøge anklagerne om slavelignende interneringslejre i Xinjiang – har været fremsat sammen med Danmarks europæiske samarbejdspartnere.

Spørgsmålet er så, hvordan Kina vil reagere på den tvetydige udmelding fra den danske regering om at udeblive fra vinter-OL? Umiddelbart er der intet, der tyder på en kraftig reaktion fra Beijing, så længe København selv undlader at fremstille udeblivelsen som en dansk tilslutning til den diplomatiske boykot.

Rent faktisk har Global Times, den nationalistiske tabloidavis med tætte bånd til det kinesiske kommunistparti, været hurtigt ude med en melding om, at Danmarks afbud skyldes coronarestriktionerne. Det er nok ikke helt utænkeligt, at regeringen har betonet coronaproblematikken snarere end menneskerettighedsbekymringerne, da den informerede Beijing om beslutningen.

Når det kommer til stykket, er det dansk-kinesiske partnerskab allerede så tyndslidt, at problematikken omkring vinter-OL næppe vil gøre den store forskel. Ud over de værdipolitiske sammenstød har sikkerhedspolitiske bekymringer i stigende grad vanskeliggjort samarbejde bl.a. på forskningsområdet. I den forløbne uge lagde PET ikke fingrene imellem, da afdelingschefen for kontraspionage Anders Henriksen udtalte i Politiken: »Meget af det, Kina gør, befinder sig i gråzonen mellem ulovligt og lovligt«.

Uagtet at den danske regering gerne vil undgå at blive en frontlinjestat på den værdipolitiske kampplads mellem USA og Kina ved at være et af de allerforreste blandt de europæiske lande, synger det strategiske partnerskab med Kina på sidste vers.

Indlægget blev bragt i Politiken 17. januar 2022.