Forsker: Udenrigskommission skal overlade ansvaret hos politikerne

Da jeg for et års tid siden sammen med professor Martin Marcussen i en kronik i Politiken foreslog, at der skulle nedsættes en udenrigskommission, spurgte en forhenværende ambassadør mig, hvad jeg havde røget?!

Hendes modstand over for ideen om en arbejdsgruppe, der kunne sætte en klar strategisk retning for Danmarks internationale engagement skyldtes ikke, at hun ikke kunne se behovet for grundlæggende at nytænke dansk udenrigspolitik. Som alle andre, der beskæftiger sig professionelt med emnet, var hun smerteligt bevidst om, at det ’at gøre som vi plejer’ i stigende grad førte Danmark ind i en blindgyde. Hendes skepsis gik ikke på målet, men på midlet. En udenrigskommission ville i hendes (og andres) øjne nærmest uundgåeligt blive til først en syltekrukke og dernæst en spændetrøje. Papirer ville blive produceret. Tanker tænkt. Og beslutninger truffet. Men kernen i problemet ville forblive intakt: Udenrigspolitik interesserer ikke længere danske politikere.

Jeg forstår hende for så vidt godt. Ved at oprette en udenrigskommission ville en ikke-alt for udenrigspolitisk engageret regering kunne udvise handlekraft og signalere, at man skam tager det der internationale meget alvorligt, uden for alvor selv at skulle udvise eller blive afkrævet politisk lederskab på området. Og efterfølgende, når kommissionens konklusioner forelå, ville der nok være sat en ny diskursiv ramme for dansk udenrigspolitik, men ellers ville alt være ved det gamle. Nu blot med et fint udenrigskommissiorielt stempel på.

I dette tænkte eksempel ville en udenrigskommission sætte en overskrift for dansk udenrigspolitik. Måske med nye fiffige kombinationer af ord som ’aktiv’ og ’international’, der kunne forbinde fremtidens udenrigspolitik med fortidens tænkning. Eller måske med helt nye ord sat i spil. Hvad med f.eks. ’principiel pragmatisme’, ’europæisk globalisme’ eller ’flerstrenget konnektivitet’? Kun fantasien sætter grænser. Ord er som bekendt gratis.

Men i virkelighedens verden – der hvor danske ministre og diplomater møder kollegaer fra andre lande og skal forsøge at øve indflydelse på beslutninger og samarbejdsrelationer, der sætter de ydre rammer for det danske velfærdssamfund – dér ville den danske profil formentligt stadig mangle retning og fokus. Sandsynligheden for, at en udenrigskommission ville munde ud i en skarpt formuleret vision for, hvordan Danmark skal positionere sig og manøvrere i en stadig mere tumultarisk og uforudsigelig verden, er meget lille. Mens risikoen for, at den ville ende med at pege på en hel masse områder, institutioner og alliancer, der alle er helt afgørende for Danmarks mangeartede interesser, og hvor Danmark derfor ubetinget må styrke sit eksisterende engagement, er meget stor.

Udenrigskommissionen ville formentligt – og mest oplagt – pege på EU naturligvis, men sørme også NATO, der jo er fundamentet for dansk sikkerhed. Og mon ikke også FN kunne fortjene et stærkere dansk engagement i disse år? Ligesom Danmark naturligvis må forholde sig til de mange nye og mere uformelle globale og internationale offentligt/private samarbejdsformer, der vokser frem i disse år. World Economic Forum har vi allerede et godt partnerskab med. Og der er flere på vej. Og så skal Danmark selvfølgelig ikke glemme nærområdet. Østersøen og det nordiske fællesskab. Ligesom selvfølgelig Rigsfællesskabet og Arktis må stå allerøverst på enhver regerings udenrigspolitiske dagsorden. Næsten kun overgået af behovet for at sikre stabilitet i Afrika og fremme gode betingelser for den globale samhandel… Den kvikke læser kan selv fortsætte listen ad nauseam. Hvad f.eks. med kampen for de værdier, det danske samfund er bygget på: menneskerettigheder, demokrati, lighed mellem kønnene? Eller hvad med indsatsen over for den ekstreme ulighed, der i stigende grad præger verden? Og fik jeg sagt klima og grøn omstilling?

Hvis man griber det sådan an, kan en udenrigskommission meget vel føre til et fagligt set interessant forsøg på at først opliste og siden rangordne alle de forhold, der rører sig derude i verden, og som på forskellig vis rammer Danmark og danskerne. En sådan liste ville nok kunne formuleres og sælges som en form for prioritering, der – lidt ligesom Taksøe i sin tid forsøgte det – skelner mellem vitale og ikke-vitale interesser, ’need to do’ og ’nice to do’, men en selv nok så udførlig liste kan ikke gøre det ud for hverken et kompas eller en strategisk retning.

Og så er vi tilbage ved kernen i problemet. Og hovedårsagen til min udenrigsministerielle vens skepsis overfor nytteværdien af en udenrigskommission. Kompasset - den strategisk retning - kan ikke leveres af en arbejdsgruppe, hvor eksperter og andre ’stakeholders’ (interesseorganisationer, erhvervsliv, civilsamfund) kommer med hver sit bud på, hvad der er vigtigt og forsøger at tale sig nogenlunde til rette om en fælles prioritering. Danmarks udenrigspolitiske kurs skal og må sættes af ansvarlige politikere og derfor er det – hvis en udenrigskommission skal kunne nytte - afgørende, at dens arbejde tilrettelægges på en måde, der sparker liv i den politiske debat om Danmarks fremtidige placering i verden og tilrettelæggelsen af vores samlede internationale engagement.

Formålet med kommissionen skal ikke være at finde svarene. At give facit. Den opgave er umulig i en verden, der udvikler sig så tumultarisk og uforudsigeligt, som den gør i disse år. Formålet skal derimod være at stille spørgsmålene – og vel at mærke at gøre dette på en måde, der holder fast i og understreger, at de kræver politiske, ikke tekniske, svar. Der er noget paradoksalt ved, at partierne og Folketingets interesse for udenrigspolitikken har været støt dalende i takt med, at globaliseringen er taget til. Udenrigspolitikken har ikke fyldt meget i de seneste mange valgkampe og endnu mindre imellem dem. Og det til trods for, at det internationales betydning for den danske samfundsudvikling aldrig har været større. Til tider kan man få indtryk af, at danske politikere (og vælgere) interesserer sig mere for amerikansk udenrigspolitik end de gør for dansk.

Udenrigspolitik italesættes ofte som et spørgsmål om nationale interesser og værdier, men i bund og grund handler det om identitet. Ikke på identitetspolitik-måden, hvor mennesker kategoriseres i stadigt snævrere og gensidigt udelukkende kategorier af ’os’ og ’dem’. Udenrigspolitik handler om identitet på den reflekterende måde, hvor fokus er på én selv: hvem er jeg, og hvordan vil jeg gerne have andre ser mig? Det er dette helt store spørgsmål, der presser sig på for Danmark i takt med, at de værdier, strukturer, institutioner og alliancer, der har kendetegnet vores forhold til omverdenen, er kommet under pres både ude og hjemme. En udenrigskommission kan ikke fortælle os, ’hvem’ Danmark er eller skal være i en globaliseret men fragmenteret verden. Den kan heller ikke afklare, hvilke værdier Danmark skal stå på mål for – eller hvordan plus-ord som solidaritet, samarbejde og ansvarlighed konkret skal udmøntes i forholdet til andre lande. Men en udenrigskommission kan – måske – rejse disse spørgsmål på en måde, der placerer ansvaret for at besvare dem, der hvor det hører hjemme i et demokrati: hos de folkevalgte politikere.

Det fordrer en anden konstruktion end den vante. I stedet for at forholde sig til de mange og voksende udfordringer i verden omkring os, kan en udenrigskommissionen med fordel kaste lyset indad og spørge, om den udenrigspolitiske beslutningsproces i Danmark er fulgt med tiden, eller om der er brug for nye mekanismer for at sikre, at Danmark hele tiden – også imellem de store kommissioners arbejde – kan føre en udenrigspolitik, der afspejler dem, vi er og gerne vil være.

Kommentaren er blevet bragt i Altinget 4. juni 2020.