FN er i knæ – men er stadig stedet, hvor verdens ledere taler
I morgen og den kommende uge vil stats- og regeringschefer, udenrigsministre og diplomater fra alle verdenshjørner stå i kø for at fremlægge netop deres vision for, hvordan FN skal reformeres, moderniseres, styrkes og revitaliseres for mere effektivt at kunne bidrage til at gøre verden bedre, mere retfærdig, sikker og fredelig for alle.
Isoleret set vil mange af talerne sikkert lyde som noget, man har hørt før, men den vanlige højniveau-åbning af FN’s årlige generalforsamling er ikke desto mindre meget anderledes, end den plejer at være. Mest oplagt fordi den pga. covid-19 er virtuel og vil bestå af en blanding af båndede videooptagelser, zoom-møder og webinarer afholdt på diverse digitale platforme.
Nedadgående spiral
Mere afgørende end formen er dog substansen. Og her er der mere på spil, end der har været længe. FN fejrer sin 75-års fødselsdag på et tidspunkt, hvor det globale samarbejdsklima er i en hastigt nedadgående spiral, og hvor FN selv på en og samme tid fremstår stadigt mere central og stadigt mere ligegyldig. Covid-19 har vist, hvor afgørende nødvendigt det globale samarbejde er, f.eks. i verdenssundhedsorganisationen, WHO, er. Men pandemien har også styrket nationale ønsker om at sætte sit eget land først. Samtidig er stormagtsrivaliseringen taget til på en måde, der ikke kun øger handlingslammelsen i Sikkerhedsrådet, men også betyder, at flere og flere grene af FN-samarbejdet politiseres og derved får vanskeligere ved at fungere som de nødvendige fora for pragmatisk-teknisk samarbejde, der er forudsætningen for at finde fælles løsninger på fælles problemer. Igen er WHO det oplagte, men langt fra eneste, eksempel.
Allerede før covid-19 blotlagde disse svagheder i det eksisterende internationale system, talte FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, dunder om ”de fire apokalyptiske ryttere”, der truer vores fælles fremtid: geopolitiske spændinger, klimakrisen, global mistillid og digitaliseringens mørke sider. Covid-19 har blot fungeret som (endnu) et wake-up call om, at man ikke kan tage det forpligtende internationale samarbejde om global problemløsning for givet. Men selvom ’corona-klokkerne ringer for mere FN’, ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod og udviklingsminister Rasmus Prehn, er det uklart, hvad det betyder i praksis – både for Danmark, og for de mange andre, der med fornyet kraft (og bekymring) sætter deres lid til FN.
Det mest oplagte problem for FN’s venner er, at de– udover retoriske færdigheder og saglige argumenter – ikke har mange instrumenter, de kan sætte ind over for de magtfulde medlemslande, der spænder ben for, at FN på en tidssvarende måde leve op til de løfter og håb, der er knyttet til organisationen. Særligt magtesløse står de over for de fem permanente medlemmer, hvis vetoret også gælder ifht. ændringer i FN-pagten. Uagtet at alle – også de såkaldte P5-lande – længe har været enige om, at det svækker FN’s legitimitet og autoritet, at systemet i sin grundstruktur afspejler verden af 1945, er der ingen, der kan finde en model, der tilfredsstiller lande som Tyskland, Indien, Japan, Brasilien, Sydafrika og Nigeria, der ønsker en fastere plads omkring bordet, og som samtidig vil kunne accepteres af både USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien, der – logisk nok – ikke har megen lyst til at svække deres egne privilegier.
Den hårdknude er velkendt – og uløselig. Et andet og mere åbent spørgsmål, er derfor hvilken form for samarbejdende orden, der - inden for den eksisterende FN-pagt – kan opretholdes i en multipolær, globaliseret verden. Det handler som altid om balancen mellem store, små og mellemstore stater, rige og fattige, og om forholdet mellem suverænitet og menneskerettigheder. Men det handler i stigende grad også om, hvem de centrale aktører er: er det kun staterne, eller skal også internationale embedsmænd have magt? Og hvad med de mange andre, der i det daglige har så stor betydning for, hvordan politiske beslutninger omsættes til virkelighed? Skal private virksomheder og kapitalfonde, store byer og civilsamfundsrepræsentanter mm i højere grad inddrages og ansvarliggøres i den globale problemløsning? Eller er udfordringen tværtimod at få stater mere på banen, så regeringerne igen forpligter hinanden på bindende beslutninger og ikke bare nøjes med at formulere vage, fælles mål?
Bag flosklerne
Det er store spørgsmål som disse, alverdens regeringsrepræsentanter i den kommende uge vil give deres svar på. Orker man at lytte forbi de floskler, der er en indgroet del af talerne ved FN’s årlige generalforsamling, er det ret spændende. Det kan godt være, at FN i øjeblikket ikke har det store at skulle have sagt. Men det er stadig til FN, man kommer, hvis man har noget at sige.
DIIS Eksperter
