Fem ting vi har lært af de sidste 17 års kamp mod terrorisme

Denne DIIS Comment er baseret på Mona Kanwal Sheikhs replik til udenrigsminister Anders Samuelsen, da han holdt oplæg om regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi for 2019-2020 på DIIS den 3. december. Se eller gense hele seminaret nedenfor.

Det er uden tvivl positivt, at regeringen i sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi stadig har fokus på terrortruslen. Selv om den ikke fylder meget i strategien, er der afsat 118 mio. kr. til blandt andet freds- og stabiliseringsindsatser. Regeringen har også øget det budget, der giver Danmark mulighed for at deltage i internationale operationer, med 50 procent.

Udfordringen kommer til at bestå i at forvalte midlerne på en måde, der er i trit med udviklingen og med den erfaring, vi har fra de sidste 17 års kamp mod terrorisme. Så hvad er erfaringen?

1: Stabilitet og udvikling er ikke en forsikring mod terrorisme
I strategien fremstår stabilisering af skrøbelige stater som det væsentligste værktøj til terrorbekæmpelse. Mens ustabilitet ofte er grobund for terrorbevægelser og deres mobilisering, så er stabilitet i sig selv ikke en garant mod terrorisme.

Lande i Mellemøsten med en høj grad af stabilitet er ofte også autoritære og repressive regimer, og tendensen er, at de til gengæld har en høj eksport af jihadistiske fremmedkrigere. Saudi-Arabien er et godt eksempel på et af de mest repressive regimer i verden, der indtil videre har undgået, at al-Qaeda og Islamisk Stat har etableret en stærk base der. At autoritære regimer er gode til at håndtere truslen fra den transnationale jihadisme, siger noget om, at stabilitet (og succesfuld terrorbekæmpelse) nogle gange står i modsætning til retssamfundet og respekten for menneskerettigheder.

På samme måde er udvikling heller ikke en garant mod terrorisme. I Bangladesh har IS/AQ for eksempel heller ikke mobiliseret det fattige segment af befolkningen, men tværtimod blandt overklassens unge, der studerede på landets private universiteter.

2: Det, vi gør, virker ikke – i hvert fald ikke på mellemlangt og langt sigt
Vores interventioner har en kortsigtet virkning, men har store regionale og globale konsekvenser. Afghanistan er et godt eksempel. Vi troede, at problemet med al-Qaeda var løst året efter, vi gik ind i landet, og derfor fandt vi hurtigt ”overskud” til også at intervenere i Irak. Desværre forsvandt AQ aldrig fra Afghanistan, og nu har bevægelsen tilmed fået selskab af Islamisk Stat. I år er oven i købet det år, hvor USA ifølge sine egne optællinger har kastet flest bomber i Afghanistan siden 2001. Det vil sige, at vi bør være mere kritiske ift. de operationer, vi kaster os ud i, og overveje nøje, hvad der skal komme ud af dem.

Vi skal også overveje, hvornår vi sætter ind, da vi også har set, at det også kan forværre konflikter ikke at intervenere i tilfælde af menneskerettighedskrænkelser. Den tidlige fase af konflikten i Syrien er et godt eksempel, menneskerettighedskrænkelser i Myanmar et andet: Både AQ og IS er mestre i at udnytte sådanne situationer til mobilisering og indblanding. Forskningen peger på, at vi er nødt til at sætte ind, inden konflikter blivertransnationaliserede: ved at støtte op omkring lokale fredsprocesser, ved rettidigt at intervenere gennem vores multilaterale organisationer, især når der foregår menneskerettighedskrænkelser.

3: Vi har set en øget og hurtigeretransnationaliseringaf konflikter
Vi kan ikke udøve terrorbekæmpelse via landefokuserede programmer. Ikke engang regional tænkning er nok. Hvordan tager Danmark i sin sikkerhedspolitiske tænkning højde for den tætte forbindelse mellem eskalering på tværs af forskellige konfliktzoner? Det indeholder den nye strategi ikke noget om. Globaliseringen og vores egen aktivistiske udenrigspolitiske linje har betydet, at hverken Danmark eller Europa kan hævde at være koblet af udviklingerne andre steder i verden.

Hvordan indtænker vi det faktum, at over 40.000 mennesker fra 120 forskellige lande rejste til Syrien og Irak efter 2011, eller at IS sidste år opererede i 15 lande? Mens IS i 2014 var aktiv i Syrien og Irak, var bevægelsen allerede året efter aktiv flere steder i Mellemøsten, Asien, Sahel, Nord- og Østafrika.

4: Der er en dynamik mellem militære interventioner og den jihadistiske aktivitet
Historisk går den tilbage til Osama bin Ladens opposition til amerikanernes baser i Saudi-Arabien og deres operationer i Kuwait og Irak I 1990’erne. Ifølge en rapport, der monitorerer udviklingen i den globale terrorisme, gennemførte IS-relaterede grupper angreb i 28 lande i 2015 - året efter USA fornyede sit militære engagement i et kaotisk Irak. Det vil sige, at IS udviklede sig fra at være en regional bevægelse, der opererede fra Syrien og Irak i 2014, til at blive en global bevægelse, der i dag har taget ansvar for angreb i blandt andet Manchester, Paris, Bruxelles og Berlin, for at nævne dem på vores eget kontinent.

Når regeringen har øget det budget, der giver Danmark mulighed for at deltage i internationale operationer, kan vi håbe, at der, inden beslutningerne træffes, foreligger en grundig diskussion af, hvad vi vil opnå med vores deltagelse i operationerne, og at konsekvenserne for danskernes sikkerhed tænkes ind. I de årlige trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste kan vi ikke ligefrem se en bedring/et lavere trusselsniveau i takt med vores militære engagement.

5: Vi ved ikke nok
Vi ved ikke nok om pop up-mekanismerne bag Islamisk Stat og al-Qaeda – det vil sige: hvorfor de opstår nogle steder frem for andre – eller om den tiltrækning, bevægelserne har på enkeltpersoner. Det afspejler sig i en stor uklarhed om, hvordan vi forebygger radikalisering. Vi kan ikke lave virksomme indsatser, hvis vi ikke ved nok, og hvis vi ikke samler de nødvendige erfaringer.

Hvorfor eksisterer al-Qaeda stadigvæk, ikke bare som en regional bevægelse med centrum i Afghanistan-Pakistan, men som en række regionale bevægelser på flere kontinenter? Hvorfor er Islamisk Stat bevæget sig fra at være en regional bevægelse i Syrien og Irak til at sætte spor i Libyen, Afghanistan, Pakistan og Sydøstasien? Hvorfor tiltrækker konflikterne fremmedkrigere fra Europa i den størrelsesorden? Og i forhold til vores indsatser og programmer: Hvordan kan vi sikre en bedre synergi mellem den måde, vi tænker radikaliseringsforebyggelse og den måde, vi tænker konflikthåndtering og deeskalering på?

I dag er det isolerede felter, der repræsenterer hver sin silotænkning. Jeg håber derfor, at regeringen vil være med til at kigge på erfaringerne, så vi kan sikre effektive programmer, der undgår at føde negativt ind i den voldsspiral, der lige nu præger konflikterne med jihadisterne.