Den europæiske terrorist er dårligt uddannet og socialt marginaliseret

Mens verden fulgte det amerikanske valg, var forskere i terrorisme og ekstremisme samlet til konference i Hollands regeringsby Haag. Society for Terrorism Research havde samlet forskere fra hele verden, især fra europæiske lande som Holland, Belgien og Norge, hvor der i modsætning til Danmark er store offentligt finansierede forskningsprogrammer i terrorisme.

Den forskning, der skabte størst interesse og diskussion, var den norske forsker Thomas Hegghammers præsentation af sine studier af, hvem den jihadistiske terrorist i Europa egentlig er. Efter de store terrorangreb i New York og Washington i september 2001 rejste der sig i akademiske kredse en diskussion om forholdet mellem fattigdom og terrorisme. En række indflydelsesrige resultater viste, at den typiske jihadist faktisk er ressourcestærk med uddannelse og bedre økonomi end gennemsnittet i de samfund, han lever i.

På den baggrund konkluderede man, at der ikke er en sammenhæng mellem fattigdom, social marginalisering og terrorisme: Terrorisme gennemføres som regel af yngre mænd, der både har ressourcer og uddannelse, hed det sig. Dette billede blev bekræftet, når man kiggede nærmere på de terrorister, der udførte 11. september-terrorismen. Der er mange gode grunde til at bekæmpe fattigdom og føre en udviklingspolitik i tredjelande, som satser på sociale rettigheder, uddannelsesforhold og forbedring af adgang til arbejdsmarked – men bekæmpelse af terrorisme synes således ikke at være den oplagte. Den konklusion har i terrorismeforskningen været god latin lige siden.

Men er den rigtig? Billedet synes nemlig ikke umiddelbart at passe på terrorister, der har stået bag angreb i Belgien og Frankrig de senere år og for så vidt heller ikke på den danske Omar El-Hussein, der stod bag københavnerskyderierne i februar sidste år. For at få mere præcise svar har Hegghammer i sin forskning samlet de tilgængelige studier og kigget data nøje igennem. Han hæfter sig ved, at de data, konklusionerne bygger på, er hentet i Mellemøsten eller andre tredjeverdenslande. Han stiller spørgsmålet, om konklusionen herfra kan udbredes til også at gælde forhold i Europa?

Baseret på analyse af en række undersøgelser udført af forskellige forskere er svaret entydigt negativt: Billedet af den ressourcestærke terrorist i Mellemøsten passer på ingen måde på Europa. Her viser det sig med stor tydelighed, at den typiske terrorist er dårligt uddannet, har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er socialt marginaliseret og ofte kommer fra såkaldt socialt belastede områder som f.eks. forstæderne i Paris eller Molenbeek i Bruxelles. I europæisk sammenhæng er der med andre ord en klar sammenhæng mellem fattigdom, social marginalisering og politisk vold. Den findes i de europæiske storbyer, ofte koncentreret i bydele, hvor der tillige bor mange indvandrere.

Der er to klare konklusioner at drage af Hegghammers forskning på dette område: Den ene er, at terrorisme og politisk vold i Europa ofte hænger sammen med fattigdom, social marginalisering, ulighed og manglende integration på grund af denne marginalisering. Socialpolitiske indsatser, der i langt højere grad end i dag søger at løse disse problemer, er en effektiv vej til bedre integration, mindre ulighed, større sikkerhed og dermed mere tryghed for alle.

Den anden er, at indvandring, der fører til dannelse af større ghettolignende bydele præget af sociale problemer, er en udfordring, som det kan være svært socialpolitisk at holde trit med. Det er en begrundelse for at begrænse indvandring til et niveau, der gør det muligt at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, i uddannelsesinstitutioner og undgå for stor ulighed og social marginalisering. Konklusionen er således på engang at begrænse indvandring og samtidig sørge for, at de indvandrere, der faktisk kommer til Europa, hurtigt bliver en del af de europæiske velfærdssamfund.

Den største indvandring til Europa kommer i dag fra konfliktområderne i Mellemøsten. Intet tyder på, at flygtningestrømme bruges af terrororganisationer som dække til at sende terrorister til Europa. Det er omvendt klart, at flygtningestrømme udfordrer de europæiske samfund lige præcis på det socialpolitiske område. Derfor vil europæiske regeringer begrænse indvandringen ved at hjælpe i nærområder, så flygtninge bliver der i stedet for at komme til Europa.

De fleste syriske flygtninge er havnet i Libanon, Tyrkiet og Jordan. Det internationale donorsamfund har mangedoblet den humanitære hjælp, men flygtningene lever stadig under kummerlige forhold: I Libanon befinder de sig i stigende grad uden at være registreret af hverken FN eller staten og lever derfor enten i de fattigste områder eller i de palæstinensiske flygtningelejre. Inden krigen i Syrien boede der fx 20.000 mennesker på én kvadratkilometer i lejren Burg al-Baratneh i Beirut. I dag bor der 42.000. De har ingen sociale rettigheder, ingen adgang til arbejdsmarkedet, og en stor del af børnene går ikke i skole – det skønnes, at op mod 300.000 flygtningebørn i Libanon er uden for uddannelsessystemet. Problemet er voksende, og det er flygtningenes tilskyndelse til at flygte derfor også – og mange vil prøve at komme til Europa.

Hjælpen til nærområder er i dag alt for lille. Samtidig har EU overladt det til Libanon og Tyrkiet at stå for håndtering af flygtninge, hvilket langt hen ad vejen alene består i at kontrollere dem, sætte restriktioner for dem og tillade, at FN og ngo’er kan hjælpe dem med mad og husly. Det er alt for lidt: Kummerligheden vokser og dermed presset på Europa. Risikoen for, at flygtningene dør undervejs er stor. De, der når frem, oplever, at de på ingen måde er velkomne i de europæiske samfund. Det skaber utryghed og usikkerhed.

Vejen til bedre sikkerhed og større tryghed er derfor enkel: Meget mere fokuseret socialpolitik i Europa og meget mere og bedre hjælp til flygtninge i nærområderne.