Det Europæiske Råd 19.-20. december: nyt momentum for øget forsvarssamarbejde i Europa?

Hvorfor prioriterer stats- og regeringslederne øget samarbejde inden for netop forsvarsområdet – et område der ligger allertættest på national suverænitet, i en tid hvor EU er i krise og mange medlemslande som resultat af finanskrisen er blevet mere indadskuende?

Først og fremmest findes der et stort potentiale for fælles indsatser i en verden, hvor vi står over for store udenrigspolitiske udfordringer – ikke mindst i vores eget kontinent, og hvor medlemslandenes politiske og økonomiske betydning hver for sig er aftagende, i takt med at den globale konkurrence skærpes. USA vender i stigende grad sine sikkerhedspolitiske prioriteter mod Asien, og opfordrer til, at de europæiske lande i højere grad formår at udvise lederskab – også militært set. Dernæst kan det økonomisk set betale sig, at sammentænke nationale indsatser i en tid præget af besparelser på mange landes forsvarsbudgetter. En række medlemslande har derfor længe været interesseret i at styrke og videreudvikle EU's forsvarsdimension. Selvom der kan nævnes en række successer for det allerede eksisterende samarbejde om forsvar og sikkerhed, er det ofte meget problematisk at få til at fungere i praksis, og der eksisterer stadig meget få permanente strukturer for samarbejdet.

Således er der flere grunde til, at forsvarsdagsordenen er blevet så substantiel en del af mødet i det Europæiske Råd i december.

Det forbedrende arbejde, som danner baggrund for mødets dagsorden, er bl.a. udmøntet i en rapport udgivet af EU’s udenrigstjeneste i oktober 2013. Heri indgår også anbefalinger fra Kommissionen om at arbejde hen imod en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvarsindustri. Ligesådan har de relevante ministerråd diskuteret disse emner forud for det Europæiske Rådsmøde.

Dagsordenen for mødet fokuserer på tre overordnede dele. For det første lægges der op til en styrkelse af effektiviteten, synligheden og gennemslagskraften af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Herunder eksisterer der konsensus om vigtigheden af yderligere at styrke sammentænkningen af EU's eksterne politikker (den såkaldt ’comprehensive approach’). Dernæst er det på dagsordenen, at man skal fremme udviklingen og udnyttelsen af medlemslandenes forsvarskapaciteter med henblik på, hvordan man i højere grad kan sammentænke og harmonisere sådanne på tværs af medlemslande. Det sidste punkt på dagsordenen omhandler, hvordan man kan styrke forsvarsindustrien i EU-landene. Her er kommissionens forslag om at arbejde for en mere konkurrencedygtig og effektiv forsvarsindustri central set i betragtning af, at den europæiske forsvarsindustri er truet af faldende investeringer og et marked hvor der ikke er fuld konkurrence.

Selvom de tre punkter på dagsordenen synes ambitiøse og væsentlige, er de ikke klart definerede, og man kan ikke regne med, at de fører til banebrydende konklusioner. Dertil kommer, at de relevante spillere, såvel medlemslandene som EU's institutioner, ikke nødvendigvis deler samme positioner i forhold til, hvor man vil hen, og hvordan man kommer dertil. Der er derfor en risiko for, at mødet i højere grad vil diskutere de store linjer i forhold til, hvordan en ideel fremtid for forsvarssamarbejdet kunne se ud for at undgå at træffe svære og konkrete beslutninger om nutiden. Omend de overordnede strategiske retningslinjer er nødvendige for et tættere europæisk forsvarssamarbejde, må stats- og regeringslederne også have mere kortsigtede og konkrete mål for øje.

Det er derfor vigtigt, men også ganske sandsynligt, at drøftelserne ved mødet bliver en trædesten, der fremadrettet kan danne baggrund for en længerevarende opfølgningsproces for det videre arbejde med både langvarige strategier, men også konkrete projekter. Som den tyske kansler, Angela Merkel, har udtalt, bør der fremover være jævnlige møder, hvor stats- og regeringslederne diskuterer styrkelsen af forsvarspolitikken, hvis man vil skabe nyt momentum for øget forsvarssamarbejde i EU.

Selvom Danmark generelt set er positivt indstillet over for en videreudvikling af EU’s forsvarsdimension, som der lægges op til forud for mødet, er der en lang række områder, hvor Danmark ikke bliver direkte berørt. Som følge af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i militære EU-operationer og er afskåret fra at deltage i samarbejdet om udvikling af militære kapaciteter i EU-regi. Det betyder også at forsvarsforbeholdet i fremtiden kan få mere vidtrækkende konsekvenser og i stigende grad vil placere Danmark på sidelinjen, mens de øvrige EU-lande går mod mere og stærkere militært samarbejde.