EU kan have noget at vinde med en hårdere kurs over for Tyrkiet

EU’s forhold til Tyrkiet er på dagsordenen, når unionens stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles den 19.-20. oktober. Alt tyder på, at Danmark har en kombination af et ønske om at stoppe Tyrkiets EU-optagelsesforhandlinger og en styrkelse af det økonomiske samarbejde med i mappen til topmødet.

Det er præcist, hvad Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan ønsker sig: at få EU lokket til at være den, der er ansvarlig for de for Erdoğan så besværlige EU-forhandlingers endelige kuldsejling samtidig med, at Tyrkiet kan nyde godt af både handel med Europa og europæiske virksomheders investeringer i Tyrkiet.

EU-forhandlingerne er blevet en klods om benet på Erdoğan, og der er indenrigspolitisk kapital at hente i at pege fingre af EU som den skyldige i bruddet. Der kan være god grund til at læse Erdoğans flirteri med tanken om at genindføre dødsstraf i kølvandet på det fejlslagne kupforsøg 15. juli sidste år som et forsøg på at få lokket EU til at kappe båndet. EU-forhandlingerne kommer også med krav om demokrati, menneskerettigheder og en effektiv tredeling af magten – alle sammen krav, Erdoğan helst var foruden.

Omvendt har den tyrkiske økonomi hårdt brug for både handel med og investeringer fra Europa. En stor del af Erdoğans succes hviler på en markant styrkelse af tyrkernes privatøkonomi og adgang til sundheds- og velfærdsydelser under ham. For Erdoğan handler det nu om at stå stærkt frem mod ikke mindre end tre valg i 2019, og den tyrkiske økonomi virker lige nu til at balancere på en knivsæg mellem nogle sunde elementer og dybe strukturelle problemer som mangel på produktivitet og en dyb afhængighed af internationale svingninger. For eksempel er den tyrkiske lira i løbet af det sidste år faldet til næsten det halve over for den amerikanske dollar.

Tysk-tyrkisk konfrontation
Tyskland vil tage et forslag om en ny og hårdere linje over for Tyrkiet med til Bruxelles. Den tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel støttede i april EU's udenrigschef Federica Mogherinis bløde linje med en henvisning til, at vi i Europa jo også støttede Tyrkiet, da der sad en militærjunta på magten under den kolde krig, og at vi jo nødig skulle skubbe Tyrkiet i favnen på Rusland (argumentet fra den kolde krig).

Men det, der ligner en politisk gidseltagning af tyske statsborgere i Tyrkiet, har givet den tyske pibe en helt anden lyd: Tyskland har på det seneste truet med at stramme tommeskruerne på stort set alle økonomiske og sikkerhedspolitiske områder, og Angela Merkel har endda raslet med sablen i forhold til EU-optagelsesforhandlingerne, selv om hun er kravlet lidt ned af det træ igen.

Det ser ud til at have givet pote. Retorikken fra Ankara er anderledes medgørlig nu. Det meste af inderkredsen omkring Erdoğan taler konflikten ned med håbet om, at Tyskland nok bliver god igen efter valget den 24. september. Men de kan have forregnet sig – ikke mindst hvis Tysklands måske mest Erdoğan-kritiske røst, De Grønnes Cem Özdemir, får posten som udenrigsminister, som nogle af vandrørene melder om.

Russisk og amerikansk pres på Tyrkiet
Der er flere eksempler på, at en hårdere økonomisk og/eller sikkerhedspolitisk linje kan have en effekt. Det kan være svært at sige højt, men her kan vi måske især lære af Ruslands præsident, Vladimir Putin, men også i nogen udstrækning af USA’s præsident, Donald Trump.

Efter Tyrkiet skød et russisk jagerfly ned på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien i november 2015, lagde Putin maksimalt økonomisk, energi- og sikkerhedspolitisk pres på Tyrkiet. Det gav sig hurtigt udslag i den tyrkiske økonomi og hæmmede muligheden for at agere sikkerhedspolitisk i forhold til Syrien. Der var ikke megen hjælp at hente i EU, efter Tyrkiet havde valgt ikke at følge EU’s sanktioner mod Rusland i 2014. Erdoğan endte med at lægge sig fladt ned og undskylde over for Putin i juni 2016, og nu er han gået så langt som til at lade NATO’s næststørste hær købe sit åbenbart hårdt tiltrængte missilforsvar i Rusland.

Trump har også haft nogen succes med en hård primært sikkerhedspolitisk linje over for Tyrkiet. Erdoğan har ellers haft store forhåbninger til Trump. New York Times har blandt andet peget på, at den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, der blev tvunget til at gå af på grund af tvivl om hans forhold til Rusland, fik 500.000 dollars fra en forretningsmand tæt på Erdoğan til støtte for Trumps valgkamp mod Hillary Clinton. Men med nogle få og små indrømmelser har Trump valgt helt at ignorere Tyrkiets højrøstede kritik af, at Trump støtter den syriske gruppe PYD/YPG, der angiveligt er søsterorganisation til den kurdiske terrorgruppe, PKK, som Tyrkiet i dag anser som den suverænt største trussel mod deres interne sikkerhed. Omvendt har Trump både øget og offentliggjort den amerikanske støtte til YPG til nedkæmpelsen af Islamisk Stat i ondskabens øje, Raqqa.

Det amerikanske forhold til Tyrkiet er langtfra ukompliceret i øjeblikket. Og det skal undersøges grundigt, hvilke konsekvenser en hårdere økonomisk og sikkerhedspolitisk linje får for forholdet mellem Tyrkiet og EU. Der er for eksempel flere grunde til, at vi ikke nødvendigvis blindt skal støtte oppositionen, som Europa-Parlamentet ellers har lagt op til. Men der kan være noget at vinde ved en ny og hårdere linje over for Tyrkiet, blot sikkert ikke i den konstellation, Danmark har med i mappen til Bruxelles.