Eliten mod folket: Alt er som det plejer i Libanon

Et spøgelse går gennem den vestlige verden – populismens spøgelse, kunne man med en omskrivning fra Marx og Engels Det kommunistiske Manifest sige og samtidig markere Karl Marx’ 200 års fødselsdag 1. maj. Kommentatorer og demokratiforskere taler om, at de vestlige demokratier er i krise, fordi populistiske bevægelser og partier er i fremgang og i stigende omfang sætter den politiske dagsorden. De peger på den politiske situation i Polen og Ungarn, valget af Donald Trump som USA’s præsident og Brexit som eksempler.

I efterkrigstiden har populisme ellers mest gjort sig gældende i andre verdensdele, f.eks. i Mellemøsten, hvor den egyptiske præsident Nassers taler i 1960’erne ikke bare mobiliserede masserne i Nillandet, men i store dele af den arabiske verden. Og grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Mustapha Kemal Atatürk, gjorde ligefrem populisme til en af de fem pile, den nye republik skulle styre efter.

Det er imidlertid ikke populisme, der plager det libanesiske demokrati. Det indtryk kunne man ellers godt få, når man går rundt i de forskellige bydele i Beirut, hvor man sjældent er i tvivl om, hvilke politiske ledere, der styrer dem, for det minder store posters af de pågældende herrer med smilende ansigter alle om.

Plakaterne er ikke bare sat op i anledning af valget, de er der altid: i bydelen Hamra ser man overalt posters med premierministeren Saad al-Hariri og i de sydlige forstæder, Dahiya, hvor Hizbollah dominerer, er det lederen Hassan Nasrallah, som fra store fotostater skuer ud over folkelivet – bortset lige fra den del af de sydlige forstæder, hvor de kristne maronitters hovedkvarter er, hvilket posters af Libanons nuværende præsident Michel Aoun erindrer os om.

Det ligner også populisme, når man samles i Dahiya for at høre en af Nasrallahs mange taler, som er blevet annonceret nogle dage i forvejen. Han taler ikke kun under valgkampen, men kan da godt adressere valgkampstemaer, når der nu er valg: Hizbollahlederen holder jævnligt sine taler, der gjalder ud af højtalere og sendes i radio og på tv, mens han selv holder sig skjult for at undgå at få et israelsk missil i nakken. Han er nemlig højt på den liste over personer, israelerne vil likvidere, hvis de kan komme afsted med det.

Hvis populisme handler om, at karismatiske ledere holder flammende taler om enkle politiske budskaber – gerne noget med, at nogen truer os og det må vi bekæmpe - er det ikke det, det drejer sig om, når Libanon går til valg. Udfaldet af valget er nemlig stort set givet på forhånd gennem aftaler mellem lederne af de forskellige politiske partier. Ikke i parlamentet og ikke i de øvrige statslige institutioner, men i private møder lederne imellem. Det er faktisk den primære årsag til, at der ikke har været afholdt valg til parlamentet i 9 år: først kunne lederne ikke blive enige om en ny valglov og udskød valget i 2013, året efter udskød de igen valget, nu fordi de ikke kunne enes om, hvem der skulle være ny præsident, da den forrige gik af efter udløb af sin embedsperiode. Det tog dem 2 år at lave en studehandel, hvor Hizbollah og de kristne maronitter fik deres kandidat, Michel Aoun, mod at sunnimuslimernes leder, Saad al-Hariri fik premierministerposten. Aoun blev indsat i november 2016 og så genoptog man diskussionen om valgloven, der endelig blev vedtaget i juni 2017 og valgdagen 6. maj 2018 blev fastlagt.

Siden borgerkrigen sluttede i 1990 efter der med den såkaldte Taif-aftale (Taif er en by i Saudi-Arabien) fra 1989 var indgået en aftale om deling af magten mellem de stridende parter, er det de samme tidligere krigsherrer, som styrer libanesisk politik. Der er selvfølgelig undtagelser. Saad al-Hariri, søn af den myrdede karismatiske rigmand, Rafiq al-Hariri, der under borgerkrigen havde tjent milliarder i Saudi-Arabien og som premierminister i flere omgange efter borgerkrigen nærmest var en slags landsfader, ”arvede” således faderens lederskab, da Rafiq blev myrdet af en terrorbombe i 2005. Men det er reglen i libanesisk politik: det er de samme familier, der sidder på magten. Al politik handler om, at sådan skal det fortsætte, at det er de samme partiers ledere (eller deres sønner), som deler kagen. Derfor tog det så lang tid at lave en ny valglov: på den ene side var systemet med, at ”vinderen tager det hele” ikke længere holdbar, på den anden side er lederne enige om at holde nye grupper, partier og personer uden for indflydelse.

Resultatet er en særdeles kompliceret valglov, hvor der både er indført forholdstalsvalg og sat begrænsninger på proportionaliteten, for at processen ikke skal løbe helt ud af ledernes kontrol. Det var forventet, at systemet ville styrke Hizbollah, som er dygtigst til både at mobilisere og holde samme på sine vælgere og svække Hariri og sunnimuslimerne, der i stigende grad er en fragmenteret størrelse. Uanset hvad, ville der være nogenlunde garanti for, at nye, uafhængige kandidater ikke vil få den store indflydelse.

Efter de store demonstrationer i forbindelse med affaldskrisen i 2015, hvor ungdomsbevægelsen You Stink mobiliserede i titusindvis af folk i protest mod det politiske establishment, og efter græsrodsbevægelsen Beirut Madinatis (Mit Beirut) relative succes ved kommunalvalget i 2016 på en dagsorden om at bekæmpe det sekteriske system, korruptionen og arbejde for en grøn politik samt indførelsen af den ny valglov, har forskellige civilsamfundsgrupper fået mod til at gå sammen om en liste, Kollouna Watani (vi er nationen), som stillede op ved valget.

Folkene bag initiativet argumenterer for, at reformer af det politiske system er nødvendige og at vejen frem er at gøre det indefra i det politiske system. På listen over de 66 kandidater ser vi unge og nye navne i politik som f.eks. Assaad Thebian, en af lederne af You Stink bevægelsen og kvinder, bl.a. den kendte forfatter og feminist Joumana Haddad, der i flere år har optrådt på online magasinet Arabian Business’ liste over de 100 mest indflydelsesrige arabiske kvinder i verden. Endnu ved vi ikke, hvordan valget gik for dem, hvor mange fra listen, som faktisk blev valgt ind ved søndagens valg, men alle er – måske undtagen kandidaterne selv – ganske sikre på, at de ingen indflydelse vil få.

Det libanesiske politiske paradoks består i, at vælgerne er ganske enige om, at systemet ikke dur, at det er gennemsyret af korruption og fusk, at alle væsentlige beslutninger tages lederne imellem uden for de politiske institutioner og at det ene og alene handler om, at lederne fastholder deres egen magt og alligevel stemmer de på de selvsamme dubiøse politikere. Hvorfor? Fordi vælgerne forventer, at de uafhængige kandidater næppe får indflydelse og fordi ”deres egne ledere” lover at ville hjælpe dem med deres problemer. ”Deres ledere” afspejler et vælgerkorps inddelt efter deres religiøse tilhørsforhold, altså shiamuslismer, sunnimuslimer, kristne af forskellig observans samt drusere.

Ifølge den ikke nedskrevne forfatning og de ændringer, der blev vedtaget med Taif-aftalen er det på forhånd bestemt, at præsidenten skal være kristen, premiereministeren sunnimuslim og lederen af parlamentet shiamuslim. Denne magtdeling går hele vejen gennem det statslige system. I det 128 personer store parlament er der på forhånd allokeret pladser til 18 officielle konfessionssamfund i Libanon, dvs. halvdelen til muslimer og den anden halvdel til kristne. Hver gruppe er så underinddelt i de forskellige sekter.

Uafhængige kandidater kæmper således om at vinde i en kreds, hvor f.eks. en græskortodoks skal vælges eller en sunnimuslim. Under den gamle valglov var det nærmest umulig for en uafhængig at blive valgt. Det skal blive interessant at se om den nye valglov har ændret mulighederne, men under alle omstændigheder forventes de at blive holdt uden for indflydelse, dersom de vælges. Systemet har den konsekvens, at vælgerne primært stemmer efter konfession – også selv om de måske er sekulære. Grunden er, at ingen har tillid til, at det nationale parlament er i stand til at vedtage noget som helst nyttigt for de forskellige lokalsamfund, hvorfor de vælger de ledere, der lover dem at gøre noget netop for dem og som de kan holde ansvarlige. Der er således ret beset tale om et klientelistisk system.

Den nye valglov har dog skabt en vis usikkerhed og nervøsitet blandt de gamle partier, hvorfor man til valget har set de særeste alliancer blive indgået. Forventningen har dog, som nævnt, hele tiden været, at Hizbollah ville klare sig godt: Hizbollah ses stadig af mange som Libanons bedste forsvar mod Israel – det gælder især de mange shiamuslimer som blev fordrevet af Israel fra Sydlibanon under den israelske besættelse frem til 2000, og som så deres bydel i det sydlige Beirut bombet sønder og sammen af Israel under den såkaldte sommerkrig i 2006. Dertil kommer, at mange bakker op om Hizbollahs indsats i den syriske borgerkrig og tætte samarbejde med Bashar al-Assad og Iran, og endelig fremstår Hizbollah som mindre korrupt og mere social ansvarlig end andre partier. I modsætning hertil er sunnimuslimerne frustrerede og splittede over, at Hariri ikke har formået at stække Hizbollah og støtte den syriske opposition, hvorfor Hariris Fremskridtsbevægelse formentlig har tabt terræn ved valget.

Generelt er libanesiske vælgere stærkt bekymrede over den store tilstedeværelse af syriske flygtninge, som mange ser som den egentlige årsag til den dårlige økonomi, høje arbejdsløshed og dårligt fungerede sundheds- og uddannelsessektor. Denne utilfredshed har næppe fået mange til at stemme på de uafhængige kandidater, så alt forbliver formentlig ved det gamle.

Herunder samlingsregeringen. Selvom Hizbollah bliver styrket og Hariri svækket vil Hizbollah formentlig støtte en ny samlingsregering under Hariris ledelse. Da Hariri i november under et besøg i Saudi-Arabien pludselig trak sig tilbage, var det Hizbollah sammen med den kristne maronittiske præsident Michel Aoun, der førte an i kampen om at få Hariri tilbage på posten og det var Hizbollah, som betalte for de mange nye posters af Hariri i Beiruts gader.

I årevis har Hizbollah arbejdet sammen med Iran om at stå stærkt i Syrien. Det er nu lykkedes, og Hizbollah vil ikke sætte denne sejr over styr gennem sekteriske konflikter i Libanon – og vil samtidig gøre meget for at undgå en ny krig med Israel, som mange ellers er bekymrede for vil komme i nær fremtid. De foreløbige valgresultater tyder på, at Hizbollah sammen med det det andet shiamuslimske parti Amal har vundet en tredjedel af pladserne i parlamentet, hvilket vil gør dem i stand til at blokere al lovgivning, de er er imod.

Dermed har eliten atter engang sikret sig selv på bekostning af demokratiet og det libanesiske samfund. Eliten kan nemlig kun blive enige om at sikre deres del af den libanesiske kage, hvilket de bruger alt deres tid på, alt i mens de nødvendige reformer til løsning af libanesernes problemer ikke bliver til andet end tom snak, og samfundet og folket er overladt til det private initiativ i den evige kamp for at løse deres egne problemer. De eneste sejrherrer ved det netop overståede valg synes derfor at være eliten, herunder den del, som faktisk tabte. Den reelle taber er det libanesiske samfund og folk. Sådan har det været siden slutningen på den libanesiske borgerkrig og sådan bliver det formentlig ved med at være, ny valglov eller ej. Nye ansigter er der dog nok kommet i parlamentet, og forhåbentlig kan de kaste en smule grus i elitens magtmaskine.