Efter håbet

I BEIRUTS fashionable Gouraud Street roder to børn utålmodigt i en affaldscontainer. De er på jagt efter plastik eller madrester fra de fine caféer lige ved siden af, hvor den privilegerede elite stadig kan nyde en tunsteak og et glas hvidvin i solen til en pris, der er højere end en gennemsnitlig månedsløn. Det er en elite, der er tæt vævet ind i Libanons bundkorrupte politiske klasse, eller som bare er så heldig at arbejde for en international NGO (non-governmental organization), der udbetaler løn i friske dollars. Uligheden i Libanon er en af de allerstørste i verden, og med landets økonomiske kollaps er gabet mellem de få, der har, og de mange, der ikke har, blevet dybere end nogensinde.

Libanon står ikke på, men i afgrunden. Ifølge Verdensbanken er det en af de største økonomiske kriser på globalt plan siden den industrielle revolution! Og krisen er menneskeskabt, formaner de. Det er ikke krigen i Ukraine, COVID eller de mange syriske flygtninge, der har slået bunden ud af Libanons statskasse, men derimod det mafia-lignende kartel af politiske ledere og oligarker, der i årtier har spillet pyramidespil med den libanesiske økonomi. Libanons nationalbank har nemlig i årevis polstret sine valutareserver ved at give eksorbitante renter til kommercielle banker, der ville låne nationalbanken og dermed staten dollars. Den libanesiske regering kunne på den måde blive ved med at overforbruge, alt imens de kommercielle banker blev fede af renterne – lige indtil bunden gik ud af svindelordningen i efteråret 2019.

Siden da har almindelige libanesere ikke kunnet trække de dollars ud, de har stående på bankkontoen. Bankerne vil kun udbetale penge i libanesiske lira og til en vekselkurs, der ligger 70 pct. under den reelle kurs på det sorte marked. Den libanesiske NGO Legal Agenda kalder det for ,simpelt tyveri ved højlys dag’. Læg dertil et hæveloft på omkring 2.500 kr. om måneden, og en regering, der lader seddelpressen køre. Tilsammen betyder det, at libanesere har tabt de fleste af deres sparepenge og ikke længere kan betale for daglige fornødenheder som medicin, elektricitet og uddannelse.

De seneste tre år har det libanesiske pund mistet 90 pct. af sin værdi mod dollaren, 78 pct. af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og arbejdsløsheden hos de unge er steget til godt 50 pct. Så sent som i 2019 var Libanon stadig et ,øvre mellemindkomstland’ på linje med Argentina eller Kina, men er nu rutsjet ned til et lavindkomstland på linje med Zambia. Middelklassen er svundet ind som frugt i den nådesløse sol, og regeringen fortsætter med at forhale de økonomiske reformer, der skal til, for at IMF og internationale donorer igen vil låne Libanon penge. „Vores land brænder ned, og magthaverne kigger bare på bålet”, sukker Suhail, min lokale købmand i Gemmayzeh.

Stjæler sine egne penge

Mange er nu så desperate, at de tyr til desperate metoder. I september tryglede Sali Hafez, en ung indretningsarkitekt, sin bank om at få adgang til sin opsparing, så Sali kunne betale for søsterens kræftbehandling. Banken nægtede. Dagen efter røvede Sali sin lokale bank med en legetøjspistol og fik 13.000 dollars ud fra sin konto. Det sidste år har der været adskillige bankrøverier, hvor ,røverne’ alene beder om at få deres egne penge. En gruppe, der kalder sig Depositors Outcry (Indlånernes Protestråb), tog ansvar både for Sali Hafez’ aktion og en række andre bankrøverier i Beirut, der på gaden blev fulgt af rullende kameraer og opmuntrende tilråb. Libanesere ser ,bankrøverne’ som Robin Hoods arvtagere, mens politikerne og bankerne omtales som de egentlige forbrydere.

Langt de fleste gør imidlertid det, libanesere altid har gjort. De emigrerer. Lige nu er det den største eksodus siden den libanesiske borgerkrig (1975-90). Særligt de unge og veluddannede tager afsted. 60 pct. af alle Libanons læger er forsvundet, 40 pct. af sygeplejerskerne. Layal, der er uddannet skuespiller og har boet i både Paris og London, overvejer stadig, om hun skal blive eller tage afsted. Vi mødes i en mennesketom café i Badaro – et kristent middelklassekvarter i det sydlige Beirut. Området grænser op til de shiitiske forstæder og den gamle ,grønne linje’, der under borgerkrigen delte hovedstaden i øst og vest. Sidste år kom bevæbnede mænd fra Hizbollah-bevægelsen i åben ildkamp med kristne styrker netop her på kanten til Badaro. Det var scener, der mindede om den libanesiske borgerkrig – mødre og børn måtte gemme sig bag bildæk, mens snipers skød fra hustagene.

„Måske er det dumt, at jeg bliver tilbage”, fortæller Layal, „men alle mine søskende er rejst, og der skal også være nogen tilbage og passe på vores forældre. Eller også orker jeg det bare ikke, at starte helt forfra igen”, tilføjer hun.  „Efter eksplosionen ramte jeg en mur, jeg låste mig inde i lejligheden, ville ikke ud”.

Sprængningen i Beiruts havn 5. august 2020 var den største siden atombomberne i Hiroshima og Nagasaki under Anden Verdenskrig. Dødelig gødning blandet med fyrværkeri og olie stod ulovligt lastet i siloer i havnen, og en brand antændte den farlige cocktail, så den sprængte med en kraft, der kunne mærkes til Cypern, 260 kilometer væk. Hele beboelseskvarterer blev ødelagt. De mange smukke osmanniske huse blev knust til glasskår, støv og murbrokker. Over 200 døde, og flere tusinder blev såret. En hel by blev traumatiseret. Selv i et kvarter som Hamra i det vestlige Beirut – langt væk fra havnen – blev vinduerne slået ud. Uden varsel blev folk kastet rundt i deres stuer, mens skårene splintrede omkring dem.

„Da det skete, tænkte jeg, ,de slår os alle sammen ihjel, de dræber os i vores egne hjem’”, siger Layal og løfter hænderne mod himlen. „Eksplosionen installerede en angst og usikkerhed hos os. Hvad kan der ellers ske på grund af myndighedernes uduelighed? Vi kan ikke længere føle os sikre i vores egne hjem”, fortæller hun.

Downtown hænger portrætter af alle de døde i eksplosionen stadig – børn, bedsteforældre, mødre – ligesom under den libanesiske borgerkrig, hvor billeder af de forsvundne og kidnappede også prægede byrummet. „Billederne af de forsvundne er som et spejl, hvori vi ser vores egne ansigter”, skrev Libanons berømte forfatter Elias Khoury dengang.

Og som så ofte før i Libanons historie ser det ud til, at de ansvarlige ministre og myndigheder slipper uden rettergang, uden straf. Undersøgelsen af eksplosionen er gået i stå. Dommeren Tarek Bitar bliver underløbet af de politiske ledere og sikkerhedstjenesterne, og i et absurd politisk komediespil er han selv blevet stævnet i 25 forskellige søgsmål. De efterladte familier, libanesiske NGO’er og internationale menneskerettighedsorganisationer opfordrer til en uvillig international undersøgelse i stedet. Men der er ingen, der rigtig tror på det længere.

Her tre årtier efter borgerkrigen er det stadig de gamle sekteriske militsledere, der sidder på magten. Lederen af det drusiske parti, Walid Jumblatt, lederen af de kristne styrker, Samir Geagea, lederen af det shiitiske Amal-parti, Nabih Berri, der har været parlamentsformand de sidste 30 år. Præcis som nationalbankdirektøren Riad Salemeh, der har siddet på banktronen lige så længe. 

I Libanon er politik og økonomi tæt sammenfiltret – (tidligere) ministre er også bankbestyrere og hovedaktionærer, der får store offentlige kontrakter, licenser og ejendomshandler. Trods massive folkelige protester, Beirut-eksplosionen i 2020 og landets verdenshistorisk store økonomiske kollaps er det lykkedes denne oligarkiske elite at holde sig ved magten og bevare sine egne formuer intakte.

En slidt elsker

Da jeg sidst var i Libanon i 2019, var der et håb om, at den politiske magt kunne rystes. I massivt omfang gik folk på gaden i protest – på tværs af Libanons mange religiøse og etniske skel krævede de, at det politiske system skulle falde. Alle de gamle sekteriske ledere, hvad enten de var kristne, shia eller sunni, skulle gå af. „Killun ya3ni killun!”, gjaldede det i gaderne: „Alle jer betyder alle jer”. Demonstranterne organiserede sig i nye civilsamfundsgrupper, holdt forelæsninger, lavede nye uafhængige medier, samlede studentergrupper og skabte kunst, musik og happenings. Der var en energi og et gåpåmod som til en månedlang gadefest eller forelskelse.

Nu er forelskelsen dødet ud. Alle de libanesere, jeg taler med, lægger afstand til de håbefulde protester i efteråret 2019. Oprøret er blevet som en gammel elsker, som de er lidt pinlige ved at have været forelsket i.

Sibylle Rizk er en af dem. Hun er direktør for offentlig politik i den indflydelsesrige NGO Kulluna Iradi. NGO’en arbejder gennem informations- og lobbyarbejde for at forandre det politiske og økonomiske system i Libanon. Jeg møder hende i Iradis moderne kontorlokaler i krom og glas downtown Beirut. På en blanding af formfuldendt fransk og engelsk forklarer hun, hvorfor protesterne ikke lykkedes. „COVID og det totale økonomiske kollaps gjorde det selvfølgelig svært at fortsætte i gaderne, og demonstranterne var ikke organiserede nok, de manglede politisk modenhed”, forklarer hun. Men frem for alt var den gamle sekteriske elite gode til at splitte. De brugte vold, intimidering og del-og-hersk-teknikker. „De truede med borgerkrig og spillede igen Libanons mange sekteriske og etniske grupper ud mod hinanden”. Og nu – i den dybe økonomiske krise – er libaneserne endnu mere afhængige af de sekteriske netværk: „De falder tilbage på de gamle bånd, det er den eneste vej til jobs, sundhed, elektricitet”.

Imens er den libanesiske stat, ifølge Sibylle Rizk, blevet en ,zombiestat’; en omvandrende død, der vakler rundt uden evne til at levere bare et minimum af, hvad en levende stat skal. Der er beretninger om varetægtsfængslede libanesere, der ikke kan få en rettergang, fordi der mangler dommere, og libanesere, der ikke kan få udstedt nyt pas, fordi myndighederne ikke har betalt det papir, passet skal trykkes på. I mange ministerier og offentlige kontorer møder ansatte kun op et par dage om ugen – deres løn er blevet så udhulet, at de selv kompenserer ved at arbejde mindre. Store dele af hæren og politiet får enten ikke udbetalt deres fulde løn, eller den er så lav, at det, som det koster i benzin at komme frem og tilbage til jobbet, overstiger lønnen.

Det er blevet en alles krig mod alle, fortæller Lara Bitar, der er redaktør og stifter af det uafhængige libanesiske onlinemedie The Public Source. Sitet laver dybdeborende og undersøgende journalistik i et medielandskab, der ellers er præget af en farvet partipresse. „Det er et hundeslagsmål, der er ikke længere solidaritet med nogen, når du hver dag skal kæmpe for at finde benzin, el, og medicin, de mest basale ting, så er der ingen overskud tilbage til at kæmpe for radikale politiske forandringer. Vi er alle blevet en slags tiggere og er fuldstændig udmattede”, forklarer Lara Bitar.

Beirut skriger

Fra downtowns skyskrabere går jeg ned mod havnen. På de arrede husmure har Beiruts mange kunstnere lavet nye ekspressive vægmalerier og gadekunst. Et af dem viser en ung mand med hipsterskæg. Munden er vidt åben, øjnene syregrønne, fulde af angst. Nedenunder står der „Beirut skriger”. Tættere mod havnen er en enorm husgavl malet i blodrøde og sorte farver – et ansigt og to hænder er pakket ind i gaze og gips. Såret og ude af stand til at handle.

Havneområdet er stort set jævnet med jorden, kun toppen af siloerne og jernbarrerne står tilbage. Det er franske virksomheder, der skal stå for den lukrative genopbygning og ledelsen af en ny havneterminal, hvor størstedelen af Libanons al for store import modtages. Det er også det franske energiselskab Total, der har fået kontrakt på at udvinde gas fra de nye felter i Middelhavet fra den libanesiske regering.

To dage efter eksplosionen havde Macron ellers, i bedste koloniale stil, triumferet ned ad Gouraud Street. Her lovede han, ,at han ikke var der for at hjælpe dem [de politiske magthavere], men for at hjælpe jer [det libanesiske folk]’. Macron ville, lovede han, presse den libanesiske regering til reformer. Koste hvad det ville. Mange troede på ham. Nu lader det til, at Macron alligevel holder hånden under de libanesiske magthavere for at pleje franske forretningsinteresser i milliardklassen.

Da jeg når bohemekvarteret Mar Mikhael, er mørket faldet på. Den ikoniske benzintank på Armenia Street er knækket sammen på midten efter eksplosionen. Knuste biler ligger i bunker mellem hinanden i krateret. I efteråret genskabte den lille trup af skuespillere, som Layal er med i, ,den gyldne æra’ i Libanon. Her – under benzintankens ødelagte tag – blev der danset og spillet musik fra 1950’erne og 60’erne, dengang hvor internationale filmstjerner, finansmænd og spioner festede på Les Caves du Roy og levede i luksus på Hotel Excelsior. Et nostalgisk tilbageblik, en længsel efter en anden tid.

Men i gyderne omkring Armenia Street er der stadig masser af liv. Barerne er proppet med libanesere, og høj popmusik dunker ud af højtalerne. Min bartender – med langt lilla hår og ultrakort mavebluse – nøjes ikke med servere. Bag bardisken skyller hun røde shots ned, det ene hurtigere end det andet, mens hun danser lidt. Blikket svæver, det er, som om hun ikke er helt til stede. Da Libanons borgerkrig rasede, lukkede det meste af Beiruts berømte natteliv ned. Enkelte barer som Smugglers Inn og Backstreet Cafe holdt dog stadig åbent, når lyden af bomber kom for tæt på, skruede bartenderne bare musikken endnu højere op. Efter borgerkrigen tog libaneserne revanche for de tabte år, et nyt buldrende natteliv blev en slags traumerespons og indvarslede et kollektivt amnesia i befolkningen. Libaneserne og ikke mindst deres nye politiske (milits)ledere ville tilsyneladende bare glemme den brutale borgerkrig og de mange krigsforbrydelser.

Jeg går hjem ad Armenia Street, snor mig forbi de fyldte fortovsbarer, mens jeg tænker: Hvor længe kan Libanons aldrende militsledere gå fri, mens de unge libanesere flygter eller fester håbløsheden væk? ■