En sekulær stat er ikke løsningen på Libanons udfordringer

Den libanesiske stat er et paradoks med en på en gang ekstremt ustabil og samtidig utrolig fastlåst magtstruktur. Nogle argumenterer for, at Libanon nærmest dårligt kan kaldes en stat. Til trods for det har staten eksisteret og været levedygtig siden afslutningen af 1. Verdenskrig.

Den gang blev magten i landet delt mellem de mange forskellige trosretninger i Libanon - der findes i dag 18 anerkendte trossamfund i Libanon.

Alle trosretninger skulle garanteres indflydelse i parlamentet. Indflydelsen skulle svare til, hvor stor en andel af befolkningen en given trosretning udgjorde. Og det skulle igen sikre mod konflikt mellem de mange grupperinger i Libanon.

Fra 1930-32 blev der lavet en folketælling, som viste, at der på det tidspunkt var flest kristne og næstflest sunnimuslimer og tredje flest shiamuslimer osv.

Derfor skulle kristne have flest pladser i parlamentet. Præsidenten skulle altid være kristen, premierministeren sunni, og lederen af parlamentet shia. Siden har befolkningsdemografien ændret sig betragteligt og andelen af kristne er i dag mindre. Siden 1990 har kristne og muslimer haft lige mange pladser i parlamentet.

Politisk system har sikret eliten

Det politiske system har vist sig at være utroligt velfungerende på et punkt: Sikring af magten til de eliter der oprindeligt fik den tildelt som repræsentanter for de forskellige religiøse grupper.

”Når jeg som forsker læser om de forskellige libanesiske ledere i dag, er det de sammen navne eller familienavne, jeg også læste om, da jeg var ung studerende i 1980’erne. Der sidder en rig elite tungt på magten, som godt nok repræsenterer de forskellige grupper, men som samtidig godt er klar over, at de som enkeltgruppe ikke kan tage magten i hele landet. Så på tværs af eliterne er der en stor interesse i at bevare denne her magtstruktur, som er dybt korrupt, og åbenlyst ikke til gavn for befolkningen,” fortæller seniorforsker Lars Erslev Andersen.

Magtdelingen betyder, at repræsentanterne for de 18 religiøse grupper hver især varetager sin gruppes særlige interesser og sin egen interesse i at bevare sin plads som del af eliten.

Resultatet er, at helt almindelige dagligdagsting, som skal fungere i et land, og som skal varetages af staten, ikke fungerer. Simpelthen fordi eliterne i parlamentet ikke kan blive enige om noget af frygt for, at andre grupper, end den de repræsenterer, vil blive forfordelt.

I 2015 udløb for eksempel aftalen med det skraldefirma, som tømte skrald i hovedstaden Beirut. Det tog flere måneder, før der blev lavet en uholdbar lappeløsning, fordi eliterne ikke kunne blive enige om at lave en ny aftale. Så skraldet hobede sig op i sommervarmen og fik folk til at gå på gaden i store demonstrationer mod det korrupte politiske system og de rige eliter, som ikke varetog befolkningens interesser.

På samme måde er der problemer med el- og vandforsyningen i Libanon, fordi eliterne ikke kan blive enige om hvem der skal tjene på det og hvordan det effektivt skal organiseres.

Demonstrationer dør hurtigt ud

Libanon er historisk kendt for store demonstrationer mod det politiske system, som folk vil have erstattet med noget andet.

I 2019 var der protester og senest i 2020 gik folk på gaden, da en gigantisk eksplosion smadrede store dele af hovedstaden. Eksplosionen var sket i et lager på havnen med tusindvis af ton ammoniumnitrit, der blandt andet kan bruges til at lave kunstgødning. Politikerne havde ikke lavet en ordentlig aftale om håndteringen af det sprængfarlige kemikalium, og derfor havde det fået lov at ligge til det eksploderede.

Men på trods af stor utilfredshed med det nuværende system, lader den store omvæltning af systemet stadig vente på sig.

”Det er en kilde til debat og undren, hvorfor den store utilfredshed og demonstrationerne altid dør ud uden at føre til reel forandring,” siger Lars Erslev Andersen.

Op til valget i 2022 var Lars Erslev Andersen i Libanon og talte med en af sine gode venner.

”Han havde været aktiv i protesterne i 2019, og jeg spurgte ham hvem han nu ville stemme på. Og han ville stemme på sin sædvanlige repræsentant for den gruppe, han tilhører, for som han sagde: Hvordan kan jeg ellers sikre, at mine interesser bliver varetaget af politikerne? Ved demonstrationerne er sloganet, at alle politikere skal fjernes, både dem i regering og i opposition, men ved valg er det en anden sag”.

En analyse af de forskellige befolkningsgruppers verdenssyn og følelse af tilhørsforhold og sikkerhed kan give et indblik i, hvorfor forandring i Libanon tilsyneladende har lange udsigter.

”Selv om folk er ekstremt utilfredse med systemet, så ender de alligevel med at bakke op om deres gruppes repræsentanter i parlamentet. De forskellige befolkningsgrupper deler verdenssyn med deres repræsentanter, og de frygter simpelthen, at hvis de ikke støtter dem, så vil deres interesser ikke mere blive varetaget. Samtidig er eliten i Libanon rigtig god til at arbejde sammen, når det politiske system er truet,” forklarer Lars Erslev Andersen.

Utilfredsheden har fået forskellige sekulære grupper til blomstre frem i Libanon. De vil have religionen ud af politik og erstatte systemet med en sekulær forfatning efter europæisk forbillede. Men grupperne har relativt lille opbakning, igen fordi tilhørsforholdet i befolkningen til en af de 18 religiøse grupper er så cementeret.

Ifølge Lars Erslev Andersens analyse i en ny videnskabelig artikel vil sekularisme da heller ikke nødvendigvis være en løsning på problemerne for den libanesiske stat.

”Den tyske filosof Habermas argumenterer for, at den sekulære stat skal være verdensanskuelsesneutral. Men for at en stat kan hænge sammen, må der jo være noget fælles. Så hvad skal være det fælles for eksempel i et land som Libanon, hvis religion bliver udelukket fra det politiske system?”

I den europæiske tradition forstås sekularisering som adskillelse mellem kirke og stat i den betydning, at det religiøse sprog skal gøres privat og dermed fjernes fra den offentlige politiske debat. Arabiske eliter i samarbejde med de europæiske kolonimagter forsøgte at indføre den model med magt og topstyring, der skulle fjerne religionens indflydelse på politik.

Resultatet var sekterisme og skabelse af religiøst baserede partier som for eksempel det Muslimske Broderskab.

Man kan derfor argumentere for, at islamisme i høj grad også er resultatet af en top-down hårdhændet styret sekulariseringsproces, der ville samle statsmagten om arabiske eliter, uden at de havde legitimitet i befolkningen. 

I den videnskabelige artikel diskuteres begrebet radikal sekularisme som en model, hvor flere verdenssyn inklusiv religiøse kan bidrage til den politiske debat. Begrebet er fremsat af den canadiske filosof Charles Taylor i en kritik af blandt andre Habermas’ forståelse af sekularisering.

Taylor og med ham en række arabiske forskere som Talal Asad, Hussein Ali Agrama og Saba Mahmood, der også diskuteres i artiklen, argumenterer for, at det ikke kun er en bestemt type diskurs baseret i et snævert oplysningsfilosofisk rationalitetsbegreb, men alle typer diskurser, der kan tage del i offentlige politiske debat. Der er ingen grund til at forvise det religiøse sprog fra den offentlige politiske debat for det er alene magtudøvelse, der skaber sekterisme. Derimod er det vigtigt, at staten og statens institutioner er verdensanskuelses neutrale.

Artiklen slutter med at opstille en mulig vej frem for oppositionen som begyndende alternativ til det nuværende politiske system i Libanon.

Hvor oppositionen arbejder for en demokratisk stat, der formår at repræsentere både religiøse og ikke-religiøse verdenssyn og bringe både de religiøse og ikke-religiøse synspunkter og verdenssyn i spil i den politiske dialog.