Dragen og bjørnen
Det kinesisk-russiske forhold har siden den kommunistiske magtovertagelse i Kina været præget af store udsving fra ”Det ubrydelige venskab” i begyndelsen af 50’erne, regulær krig ved Ussuri-floden i 1967 til ”strategisk partnerskab” siden midten af 90’erne.
I den netop udkomne bog ”Kinas sikkerhedspolitik - stabilitet og spændinger” har senioranalytiker Karsten Jakob Møller skrevet et kapitel om forholdet mellem Kina og Rusland. Siden Jiang Zemin og Boris Jeltsin i midten af 90’erne lancerede det strategisk partnerskab har begge parter brugt mange store ord på at understrege dets betydning. Senest kom det til udtryk i forbindelse med den nyvalgte kinesiske præsident Xi Jinpings første statsbesøg i udlandet, selvfølgelig i Rusland.
Kina og Rusland har en række fælles overordnede interesser i det internationale system. Man arbejder for mulitpolaritet, imødegår amerikansk ekspansion og indflydelse, især i centralasien, man håndhæver nidkært principperne om staternes suverænitet og ikke-indblanding i staters indre anliggender. Imidlertid er interesserne på væsentlige områder kun delvis sammenfaldende. Kina ønsker ikke et konfrontatorisk forhold til USA eller den vestlige verden – det er jo dem man ”lever” af – men en form for partnerskab. Man har derfor modsat sig det russiske ønske om at udvikle Shanghai Cooperation Organization (SCO) til en militæralliance, der skulle afbalancere NATO.
De to lande har en række fælles økonomiske interesser, men ikke desto mindre frygter Rusland at blive et energi- og råvareappendiks til Kina, mens Kina på den anden side er yderst bevidste om faren ved at blive afhængig af russiske energileverancer. Det kinesisk-russiske forhold kan bedst betegnes som varmt og venskabeligt på det øverste ledelsesniveau, men kølig, skeptisk og pragmatisk på de lavere niveauer.
Kinas sikkerhedspolitik – Stabilitet og spændinger Bertel Heurlin /Red.)
Jurist- og økonomforbundets Forlag, 2013.
