DIIS Policy Brief

Kina, Rusland og krigen i Ukraine: Stresstest af et `grænseløst venskab´

Kinas og Ruslands strategiske partnerskab har gennem en årrække vokset sig stadig stærkere, og selv om Ruslands krig i Ukraine har udfordret partnerskabet, vil deres fælles modvilje mod Vesten sikre fortsat sammenhold parterne imellem. Også for Danmarks vedkommende er der grund til at holde et vågent øje med den autokratiske stormagtsduo.
Xi Jinping og Vladimir Putin

Da Xi Jinping forud for Vinter-OL fik besøg af Wladimir Putin, benyttede de to præsidenter lejligheden til at annoncere et ´grænseløst venskab` mellem Kina og Rusland. Siden de to stormagter indgik et strategisk partnerskab i 1996, har de arbejdet målrettet på at styrke deres samarbejde, som især er blevet uddybet i takt med, at først Rusland (fra 2014) og senere også Kina (fra 2018) er blevet genstand for øget pres og sanktioner fra Vesten. Hvor det russisk-kinesiske partnerskab tidligere blev karakteriseret som instrumentelt og overfladisk, har de senere års gradvise forbrødring mellem Moskva og Beijing – understøttet af et personligt bånd mellem Putin og Xi – tegnet et ganske andet billede. Omfattende fælles militærøvelser, adskillige dobbeltvetoer af vestlige resolutionsforslag i FN’s Sikkerhedsråd, et voksende økonomisk samkvem og en enslydende anti-vestlig retorik har alt sammen styrket indtrykket af en autokratisk stormagtsduo, opsat på at stå op imod Vesten.

Putin har ligefrem betegnet partnerskabet som en ”alliance”, selv om det ikke er baseret på nogen forsvarstraktat med gensidige sikkerhedsgarantier.

Krigen i Ukraine har imidlertid sat det strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland på alvorlig prøve. Det skyldes ikke så meget russernes åbenlyse krænkelser af suverænitetsprincippet, som ellers ifølge Beijing udgør en grundpille i international politik, for den kinesiske regering har valgt at ignorere Ruslands revisionisme på dette punkt (bl.a. invasionen og annekteringen af Krim i 2014). Snarere handler det om Vestens massive pres på Kina for at sikre, at kineserne ikke på nogen måde kommer russerne til undsætning. At Beijing indtil videre reelt har afholdt sig fra at yde andet end retorisk støtte til Rusland er bemærkelsesværdigt – og et udtryk for, at der tilsyneladende er grænser for ´det grænseløse venskab`.

Fælles fremmarch mod en ´ny æra` i international politik

Hvor forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Sovjetunionen under den Kolde Krig var gennemsyret af statuskonflikt, ideologiske sammenstød og sågar militære konfrontationer (i 1969), har Kina og Rusland sidenhen opbygget et langt mere harmonisk forhold. I dag figurerer Rusland allerøverst i Kinas vidtforgrenede partnerskabshierarki, efter at de to stormagter i 2019 opgraderede deres forhold til et såkaldt ”omfattende strategisk partnerskab for samarbejde i den nye æra”. Putin har ligefrem betegnet partnerskabet som en ”alliance”, selv om det ikke er baseret på nogen forsvarstraktat med gensidige sikkerhedsgarantier. Til gengæld har Kina og Rusland de senere år søgt at fremme samarbejdskapaciteten mellem deres respektive militære styrker, mens russerne har skruet op for eksporten af avanceret militærteknologi til Kina såsom SU-35 jagerflyet, det mobile S-400 luftforsvarssystem samt et varslingssystem for interkontinentale ballistiske missiler. Rusland skal også levere en ny generation af atomreaktorer i løbet af 2026-28, og de to partnere har endda annonceret planer om at etablere en fælles forskningsstation i rummet allerede i 2027.

Samhandlen mellem Kina og Rusland er forholdsvis balanceret og har – efter et dyk i forlængelse af sanktionerne imod Rusland i 2014 – oplevet en markant stigning i perioden 2015-2021 (fra 68 til $145 mia.). Væksten skal ses i lyset af en høj grad af økonomisk komplementaritet, hvor russerne eksporterer råstoffer og fødevarer, mens de importerer en bred vifte af kinesiske industriprodukter. Kinas energihungrende industri- og transportsektor har således gjort landet til verdens suverænt største importør af russisk råolie (1,6 mio. tønder/dagen i 2021), og naturgasleverancerne er ligeledes hastigt stigende med nylige aftaler om at næsten tredoble leverancerne frem mod 2025 (fra 16,5 til 48 mia. m3). Sideløbende har de to stormagter formået at forfølge deres respektive regionale samarbejdsprojekter – hhv. Kinas ´Belt and Road Initiative` og Ruslands ´Eurasian Economic Union` – uden at det udadtil har givet anledning til nogen former for rivaliseringsdynamikker, ligesom Kina og Rusland har samarbejdet inden for ´Shanghai Cooperation Council` siden 2001 og BRICS-forummet siden 2009.

Allervigtigst for det russisk-kinesiske parløb er imidlertid deres fælles modvilje mod Vesten. Som det fremgik af den skriftlige erklæring fra topmødet mellem Xi og Putin forud for Vinter-OL, udspringer denne modvilje af især tre forhold. For det første sikkerhedspolitiske bekymringer over Vestens ”geopolitiske inddæmningsstrategi” (i form af NATOs østvendte ekspansion og USA’s koalitionsopbygning i Indo-Pacific) samt de vestlige landes ”indblanding i andre staters interne anliggender”. For det andet en ideologisk funderet modstand mod Vestens ”enstrengede og universalistiske forståelse af demokrati og menneskerettigheder”, som ikke levner plads til, endsige respekt for, Kina og Ruslands ”særskilte civilisatoriske traditioner og politiske systemer”. Og for det tredje en grundlæggende utilfredshed med Vestens dominerende position inden for den globaliserede økonomi, som især USA udnytter til at påføre Kina og Rusland forskellige former for sanktioner.

Ukraine-konflikt udfordrer stormagtsduos sammenhold – men kun midlertidigt!

Spørgsmålet er så, om krigen i Ukraine driver en kile ind mellem Kina og Rusland? For ét er, at Beijing i sin officielle retorik har lagt sig tæt op ad Kremls udlægning af den ”specielle militære operation” i Ukraine samt kritiseret Vestens ”unilaterale” sanktionsregime. Noget andet er, at Kina har undladt at stemme sammen med Rusland i adskillige FN-afstemninger om Ukraine-krigen, og at kineserne (ifølge Washington!) ikke i praksis underminerer de vestlige sanktioner mod Rusland, ej heller aktivt understøtter russernes krigsindsats. I stedet har Kina bestræbt sig på at holde sig ude af konflikten, i øvrigt på linje med en række andre ikke-vestlige G-20 lande såsom Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Sydafrika og Tyrkiet.

Kinas varsomhed er ikke moralsk funderet. I en kinesisk optik er krigen fremprovokeret af Vesten, som ikke tager hensyn til ”Ruslands legitime sikkerheds-interesser”. Forsigtigheden udspringer først og fremmest af kinesernes fortsatte afhængighed af vestlige markeder og teknologi (se faktaboks). I årevis har den kinesiske regering søgt at fremme Kinas strategiske autonomi og uafhængighed af Vesten i teknologisk, økonomisk, finansiel og geopolitisk forstand, men ambitiøse planer såsom ”Made in China 2025”, ”Belt and Road Initiative” og ”Dual Cirkulation Model” er stadig langt fra realiserede. Derfor er Beijing tvunget til at fare frem med lempe for ikke at risikere at rage så meget uklar med Vesten, at Kina også selv bliver omfattet af det nye sanktionsregime.'

Tabel over Kina handel
Tabel over Kina handel

Under alle omstændigheder vil krigen i Ukraine næppe kunne forstyrre de underliggende internationale udviklingstendenser – snarere vil den forstærke dem yderligere. Før invasionen var vi allerede på vej ind i en koldkrigslignende æra præget af stormagtsrivalisering, blokdannelse og afkobling, hvor globaliseringsæraens liberale forestillinger om stormagtssamarbejde, interdependens og økonomisk symbiose gradvis svækkedes. Scenen var således sat for første akt af en ny koldkrigsforestilling med Kina og USA i hoved-rollerne, inden Putin overtog rampelyset. Selv om kineserne, af strategiske årsager, næppe kaster sig hovedkulds ind på scenen igen, har Beijing og Moskva foretaget en strategisk partnerskabssatsning – for sammen bedre at kunne stå op imod Vesten.

Set fra København

Fra officiel dansk side udtrykkes der voksende bekymring over udviklingen i både Kina og Rusland. Regeringens nye udenrigspolitiske strategi (UPS) påpeger, at ”lande som Kina og Rusland og andre autoritære regimer prøver at udhule de værdier, vores fællesskaber bygger på”, mens de seneste FE- og PET-rapporter identificerer Rusland og Kina (i nævnte rækkefølge) som de mest markante trusler mod Danmark i både sikkerheds- og efterretningsmæssig forstand. Til gengæld har man ikke viet særskilt opmærksomhed til de to stormagters strategiske partnerskab, formentlig fordi det endnu ikke synes at have fået den store praktiske udmøntning i Danmarks nærområder såsom Arktis og Østersøområdet. En fælles russisk-kinesisk flådeøvelse i Østersøen i 2017 er det mest konkrete vidnesbyrd. 

Ikke desto mindre kan der være god grund til at holde et vågent øje med den russisk-kinesiske stormagtsduo i lyset af krigen i Ukraine og de underliggende kold-krigslignende udviklingstendenser. I den udstrækning øget afkobling, blokdannelse og stormagtsrivalisering baner vejen for et endnu tættere forsvarspolitisk samarbejde mellem Moskva og Beijing, kan Kina meget vel komme til at spille en mere aktiv rolle i Danmarks nærområde, herunder i Arktis og Østersø-regionen - ganske som den danske regering med sin nylige satsning på Indo-Pacific (jf. UPSen) har bebudet en mere fremtrædende rolle i Kinas nærområde for at støtte op om regionens demokratiske lande. Endelig vil krigen i Ukraine næppe ændre USA’s overordnede strategiske prioriteter – inddæmningen af Kina i Indo-Pacific – hvilket vil kræve en større indsats fra bl.a. Danmark i forhold til at skabe ”sikkerhed i nærområdet”. Det gælder især i Arktis og Østersø-regionen, hvor Rusland, muligvis sekunderet af Kina, vil blive den afgørende sikkerhedspolitiske udfordring i de kommende år.

Regioner
Rusland Kina

DIIS Eksperter

Andreas Bøje Forsby
Udenrigspolitik og diplomati
Seniorforsker
Cover til brief om Kina og Rusland
Kina, Rusland og krigen i Ukraine
Stresstest af et `grænseløst venskab´