Demokrati og civilsamfund i flere afrikanske lande knægtes i ly af corona-pandemien

Flere afrikanske regeringer har i de seneste måneder taget drastiske tiltag for at bekæmpe coronasmitten i deres lande.

Mens det ser ud til, at Afrika indtil videre er sluppet for de værste sundhedsmæssige konsekvenser af pandemien, er de mange tiltag både socialt og økonomisk gået hårdt ud over den fattige del af befolkningen, især i byerne.

Flere lande har indført totalt udgangsforbud i byerne, hvor en stor del af befolkningen kun med nød og næppe overlever fra dag til dag ved uformelle job for eksempel på markederne.

Sikkerhedsstyrker går hårdt til værks over for ganske almindelige mennesker, der ofte bliver slået og arresteret, hvis de forbryder sig mod udgangsforbuddet. Bekæmpelse af pandemien synes flere steder at blive gjort til et nationalt sikkerhedsspørgsmål snarere end en dyb sundhedskrise.

Når det kommer til demokrati, menneskerettigheder og civilsamfundet, har de mange tiltag mod coronapandemien haft klart negative konsekvenser. I Rwanda er journalister for eksempel blevet anholdt, fordi de har kritiseret regeringens politik mod pandemien.

I Tanzania er flere medier blevet sat under regeringens kontrol for at sikre, at de følger den officielle linje til punkt og prikke.

I Uganda og Cameroun har regimerne benyttet sig af lejligheden til at angribe oppositionen, og en række oppositionsmedlemmer er her blevet arresteret for at organisere en indsamling til fordel for coronaofre.

Demokratiet har det svært i Afrika
Coronatiltagene synes yderligere at forværre en allerede igangværende udvikling hen imod mere autoritære regimer på kontinentet. Efter Berlinmurens fald og den kolde krigs ophør blomstrede demokratiet, og i mange afrikanske lande blev der for første gang nogensinde afholdt demokratiske flerpartivalg. Mange af de gamle diktatorer blev afsat, og folkevalgte præsidenter tog over. 90'erne og (størstedelen af) 00'erne var demokratiets årtier i Afrika.

I de seneste ti år er udviklingen dog gået den modsatte vej, og den autoritære tendens har taget overhånd mange steder. Selvom der aldrig har været så mange præsident- og parlamentsvalg i Afrika som i de seneste år, ser man i mange tilfælde, at oppositionen bliver voldsomt generet under valgkampagnen, og valgene bliver groft manipuleret. Alle afrikanske præsidenter med respekt for sig selv organiserer regelmæssigt valg, men ikke overraskende vinder den siddende præsident i langt de fleste tilfælde.

Denne mere autoritære udvikling i Afrika kan blandt andet forklares ved magthavernes interesse i at fastholde magten ikke mindst for fortsat at kunne berige sig selv og kredsen omkring dem, hvilket bliver forstærket af de sidste årtiers mange fund af olie og gas og mineraler. Hertil kommer en ændring i kontinentets internationale relationer, hvor Kina, Rusland og andre mindre demokratiske lande er kommet stærkt på banen. Samtidig har Vestens interesse i Afrika efterhånden større vægt på bekæmpelse af migration og fremme af egne økonomiske interesser end på dialog om den politiske udvikling.

Denne udvikling har man kunnet observere i for eksempel flere østafrikanske lande som Uganda og Tanzania, hvor regimerne i de senere år yderligere har vanskeliggjort oppositionens virke. Og i flere lande i det sydlige Afrika - som Mozambique og Zimbabwe - dominerer tidligere befrielsesbevægelse, nu omdannet til etparti-lignende organisationer, der fuldstændig kontrollerer statsapparatet, den politiske scene.

I Sahel-landene er demokratiet under pres ikke mindst grundet den stigende voldelige konflikt og terrorisme, der præger større og større dele af landene. I kystlandene i Vestafrika, som Senegal og Benin, der ellers siden starten af 90'erne har haft relativt velfungerende demokratisk styrer, er oppositionen blevet forhindret i at stille op ved de sidste valg.

Der er dog flere afrikanske lande som Ghana og Botswana, der i mange år har fastholdt et relativt velfungerende demokratisk styre. Og i de senere år har der været flere regimeskifte i demokratisk retning, som har brudt med mange års diktatur eller autoritære regimer. Det var tilfældet i Burkina Faso i 2014 og Gambia et par år senere. I Sudan i 2018-19 skete der et regimeskifte også takket stor folkelig mobilisering.

Pres på civilsamfund
Den autoritære udvikling i Afrika har gjort livet vanskeligere for civilsamfundsorganisationerne. Deres handlerum bliver indskrænket, især hvis de beskæftiger sig med temaer af mere politisk karakter som menneskerettigheder og regeringsførelse. I de sidste par år har man set mange anholdelser og fængslinger, forbud mod forsamlinger og også nedlukninger af lokale civilsamfundsorganisationer, som har været kritiske over for regeringen og præsidenten.

Organisationerne får besked på at holde sig til det rene udviklingsarbejde som sundhed eller uddannelse eller humanitært hjælpearbejde. Det er eksempelvis tilfældet i Tanzania, som fuldstændigt har forbudt organisationerne at beskæftige sig med politiske problemstillinger.

Ofte er det via administrative tiltag, der i første omgang kan forekomme politisk ganske ”uskyldige”, at regimerne begrænser civilsamfundsorganisationernes politiske virke, for eksempel ved at pålægge alle organisationer at genregistrere for at kunne fortsætte som legal organisation. Eller ved at begrænse den udenlandske støtte, organisationerne kan modtage.

Også hvad angår pressefriheden er der voksende udfordringer. Aviser og radiostationer er ofte kontrolleret af staten, og der lægges pres på de private medier for at følge regeringens linje. De sociale medier bliver vigtigere og vigtigere, og her har regeringen ofte grebet ind for at kontrollere de mere kritiske. Især i valgperioder er Facebook og Twitter blevet underlagt strenge regler, og mange gange er de af regeringen blevet lukket ned for en tid.

Online medier er som et tveægget sværd – på den ene side åbner de op for en bred folkelig deltagelse, på den anden side har regeringerne flere og flere muligheder for teknologisk at kontrollere disse medier – ikke mindst takket være import af sofistikeret overvågningsteknologi fra Kina. I Uganda for eksempel er overvågningen af online medier og kommunikation på det seneste blevet klart skærpet.

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 og mange år frem blev der i mange afrikanske lande vedtaget love, som også har begrænset handlerummet for civilsamfundsorganisationer. Det var tilfældet i Kenya, hvor en lang række nationale civilsamfundsorganisationer, selv mere humanitært orienterede, mistede deres legale status som følge af en lov i 2015, der havde til formål at bekæmpe terrorismen.

FNs Specialrapporteur for Counter Terrorism and Human Rights, Fionnuala Ni Aoláin, oplyste for nyligt, at op mod to tredjedele af de klager om brud på menneskerettigheder, hun modtager, henviser man til anti-terror love. Mange af klagerne kommer fra lokale civilsamfundsorganisationer.

Stigende demokratisk modtryk
Den autoritære udvikling møder dog også en voksende opposition især i byerne. Den hurtige urbanisering og de forbedrede uddannelsesmuligheder har i flere lande ført til folkelig mobilisering i opposition mod den siddende regering og præsident. Især de unge fra de hurtigt voksende slumkvarterer i de afrikanske hovedstæder har udgjort en voksende opposition. Reaktionen fra regimernes side har i de fleste tilfælde været ganske voldsom med fængsling og tortur af lederne. Jo stærkere opposition desto mere voldsom har undertrykkelsen været.

Midt i den vanskelige coronatid er der også i Afrika organisationer, der formår at komme på banen og udnytte deres begrænsede råderum. I Zimbabwe har en gruppe af advokater arrangeret en hotline for bistå ofre for overdreven vold forbundet med tiltag mod pandemien. Og i Nigeria offentliggør en lokal organisation analyser af myndighedernes brud på menneskerettigheder forbundet med bekæmpelsen af coronapandemien. For blot at nævne nogle få eksempler.

Tilbage står dog, at kampen mod coronapandemien synes at være en kærkommen lejlighed for mange autoritære regimer i Afrika til at gribe endnu hårdere ind over for opposition og demokratiske kræfter. Om alle de mange restriktioner, som nu er indført på grund af pandemien, for eksempel forsamlings- og foreningsfriheden, rent faktisk bliver ophævet, når pandemien er ovre, er nok tvivlsomt.

De demokratiske frihedsrettigheder og civilsamfundets handlerum risikerer at blive ofre på pandemiens alter – i hvert tilfælde i de mere autoritære lande i Afrika.

Artiklen er blevet bragt i Globalnyt d. 27. juni 2020.