DIIS Comment
Hvor er debatten? Hvorfor har vi et forsvar?
Debatten om forsvarets fremtid er fuld i gang. Besparelsen er fastsat, og diskussionen fokuserer på kasernelukninger, værnepligt, indkøb osv. Kun en sjælden gang høres tanker om hvad forsvaret skal bruges til, og når dette endelig sker, er det oftest i meget brede vendinger. For hvorfor har vi et forsvar? Det er det vi burde diskutere
10. oktober 2012
Dagens forsvarsdebat tager udgangspunkt i, hvordan forsvaret skal være organiseret, ikke i hvad en moderne stat som Danmark skal bruge et forsvar til i dag. Den debat er vigtigere end nogensinde, for med en debat fokuseret på hvordan forsvaret skal se ud i stedet for hvilke opgaver, det skal løse, efterlades indtrykket af et forsvar, som lever sit eget liv.
Et forsvar eller et militær er blot et af flere virkemidler, som staten kan anvende i sin udenrigspolitik på lige fod med diplomati, forhandling, støtte, osv. Forsvaret er tæt knyttet til og direkte kontrolleret af det politiske niveau: ingen politiske beslutninger, ingen militære opgaver. Alle forsvarets opgaver er således udpeget af politikere, hvad enten det er søredning i Arktis, beskyttelse af civile i Libyen eller bekæmpelse af oprørere i Afghanistan. Forsvaret er en udmøntning af en politisk vilje. Om staten bidrager meget eller lidt, afhænger ikke af størrelsen, men af det mål man som stat ønsker at opnå.
Men hvad vil staten og dermed Danmark anvende sit forsvar til? Hvad er det for en sikkerhedsstrategi, Danmark vil følge? Hvilke trusler vil vi modgå, hvilke normer og værdier vil vi støtte og med hvilke virkemidler? Den debat mangler. Hvis den danske sikkerhedsforståelse er tæt knyttet til NATO-alliancen, hvilken strategi vil Danmark så gennemføre? Skal den udmøntes i bidrag til NATO-operationer, såsom til Ballistic Missile Defence eller mere til at honorere og støtte enkelte NATO-lande i forventningen om, at en sådan støtte senere kan veksles til politisk indflydelse? Eller er strategien, at Danmark skal kunne bidrage til enhver operation som FN’s sikkerhedsråd beslutter at iværksætte, og hvad betyder det så for de opgaver, vi vil pålægge forsvaret? Eller er forsvarets opgave snarere territoriale med suverænitetshævdelse og med fokus på Arktis? Eller er det det hele?
Hvad er den politiske forventning til forsvaret? At bede om business as usual, er for nemt. Er det politiske ønske, at Danmark skal kunne udsende en bataljon når som helst, havde en fregat kontinuerligt udsendt, have kampfly klar med kort varsel? Eller er ønsket noget andet? Svaret blæser i vinden, for forsvarsdebatten fokuserer på, hvordan forsvaret skal se ud i stedet for på, hvad forsvaret skal være klar til at kunne gennemføre. Hvilke politiske mål skal forsvaret kunne bidrage til at indfri?
Sikkerhedsstrategi, hvor er den?
Andre institutioner som uddannelsessystem og sundhedsvæsen har klare politiske mål: uddannelserne skal være blandt de bedste, behandlingstilbuddene skal være mangfoldige. Når det gælder forsvaret, støder man på så brede begreber som ”hævde suverænitet” eller ”deltage i internationale operationer gennem FN og NATO”, uagtet at disse begreber er så brede, at de nærmest er indholdsløse. For hvad betyder det at hævde suverænitet i Arktis, og er det overhovedet nødvendigt i Danmark? Hvad er internationale operationer? Er det offensive operationer i Afghanistan eller fredsbevarende operationer på Cypern? Der er en verden til forskel på at have kampfly til suverænitetshåndhævdelse og at have et beredskab af kampfly som med kort varsel kan deltage i skarpe offensive operationer. Og hvis den danske sikkerhedsforståelse er knyttet til NATO, hvorfor gennemfører dansk forsvar så kapacitetsopbygning i Østafrika og flådeoperationer uden for NATO-regi?
Skal kunne det hele
Hvis forsvaret var en forsikringspolice, ville der stå ”forsikret mod alt” uden at definere hvad ”alt” er. Ønsker det politiske niveau en sådan police, må man i det mindste gøre de specifikke forventninger til den klart. Når det så er på plads, kan forsvarets økonomi, placering, ansættelsesvilkår osv. diskuteres. Men pt. er man gået uden om der hvor det er sværest, og sagt ”det skal bare være det samme”­– for derefter at kigge på forsvarets struktur. Advarslen herfra skal alene være at man skal passe på hvad man beder om; det kan være man får det.
Et forsvar eller et militær er blot et af flere virkemidler, som staten kan anvende i sin udenrigspolitik på lige fod med diplomati, forhandling, støtte, osv. Forsvaret er tæt knyttet til og direkte kontrolleret af det politiske niveau: ingen politiske beslutninger, ingen militære opgaver. Alle forsvarets opgaver er således udpeget af politikere, hvad enten det er søredning i Arktis, beskyttelse af civile i Libyen eller bekæmpelse af oprørere i Afghanistan. Forsvaret er en udmøntning af en politisk vilje. Om staten bidrager meget eller lidt, afhænger ikke af størrelsen, men af det mål man som stat ønsker at opnå.
Men hvad vil staten og dermed Danmark anvende sit forsvar til? Hvad er det for en sikkerhedsstrategi, Danmark vil følge? Hvilke trusler vil vi modgå, hvilke normer og værdier vil vi støtte og med hvilke virkemidler? Den debat mangler. Hvis den danske sikkerhedsforståelse er tæt knyttet til NATO-alliancen, hvilken strategi vil Danmark så gennemføre? Skal den udmøntes i bidrag til NATO-operationer, såsom til Ballistic Missile Defence eller mere til at honorere og støtte enkelte NATO-lande i forventningen om, at en sådan støtte senere kan veksles til politisk indflydelse? Eller er strategien, at Danmark skal kunne bidrage til enhver operation som FN’s sikkerhedsråd beslutter at iværksætte, og hvad betyder det så for de opgaver, vi vil pålægge forsvaret? Eller er forsvarets opgave snarere territoriale med suverænitetshævdelse og med fokus på Arktis? Eller er det det hele?
Hvad er den politiske forventning til forsvaret? At bede om business as usual, er for nemt. Er det politiske ønske, at Danmark skal kunne udsende en bataljon når som helst, havde en fregat kontinuerligt udsendt, have kampfly klar med kort varsel? Eller er ønsket noget andet? Svaret blæser i vinden, for forsvarsdebatten fokuserer på, hvordan forsvaret skal se ud i stedet for på, hvad forsvaret skal være klar til at kunne gennemføre. Hvilke politiske mål skal forsvaret kunne bidrage til at indfri?
Sikkerhedsstrategi, hvor er den?
Andre institutioner som uddannelsessystem og sundhedsvæsen har klare politiske mål: uddannelserne skal være blandt de bedste, behandlingstilbuddene skal være mangfoldige. Når det gælder forsvaret, støder man på så brede begreber som ”hævde suverænitet” eller ”deltage i internationale operationer gennem FN og NATO”, uagtet at disse begreber er så brede, at de nærmest er indholdsløse. For hvad betyder det at hævde suverænitet i Arktis, og er det overhovedet nødvendigt i Danmark? Hvad er internationale operationer? Er det offensive operationer i Afghanistan eller fredsbevarende operationer på Cypern? Der er en verden til forskel på at have kampfly til suverænitetshåndhævdelse og at have et beredskab af kampfly som med kort varsel kan deltage i skarpe offensive operationer. Og hvis den danske sikkerhedsforståelse er knyttet til NATO, hvorfor gennemfører dansk forsvar så kapacitetsopbygning i Østafrika og flådeoperationer uden for NATO-regi?
Skal kunne det hele
Hvis forsvaret var en forsikringspolice, ville der stå ”forsikret mod alt” uden at definere hvad ”alt” er. Ønsker det politiske niveau en sådan police, må man i det mindste gøre de specifikke forventninger til den klart. Når det så er på plads, kan forsvarets økonomi, placering, ansættelsesvilkår osv. diskuteres. Men pt. er man gået uden om der hvor det er sværest, og sagt ”det skal bare være det samme”­– for derefter at kigge på forsvarets struktur. Advarslen herfra skal alene være at man skal passe på hvad man beder om; det kan være man får det.
Regioner
Danmark
Hvor er debatten?
Hvorfor har vi et forsvar?