Danmark har surret sig fast til den ukrainske skibsmast

Danmark er, hvis ikke en småstat, så en mellemstor magt. Men i hvert fald ikke en stormagt. Den amerikanske forsker i international politik Glenn Snyder har på det almene plan formuleret dilemmaet for små og mellemstore stater i et spændingsfelt mellem de store. Det gælder om på den ene side at undgå abandonment, dvs. at den mest sympatiske stormagt overlader landet til sin egen skæbne. På den anden side vil småstaten også for næsten enhver pris undgå entrapment, dvs. at blive inddraget i de stores konflikt og risikere krigsdeltagelse. Dilemmaet skyldes, at de to hensyn som oftest modvirker hinanden: Alt for tæt alliance med den ene stormagt kan gøre en til fjende med den anden. Samtidig kan en for svag alliance eller neutralitet også være risikabelt.

Dilemmaet under Den Kolde Krig

Der er imidlertid særlige strategiske forhold, der kan mildne dilemmaet. For Finland under Den Kolde Krig var der slet ikke noget dilemma: På grund af landets geopolitiske placering i Ruslands ’bløde indflydelsessfære’ gjaldt det om at sikre NATO-abandonment for enhver pris. Da NATO-medlemskab under alle omstændigheder var urealistisk, kunne enhver NATO-optrapning i Nordnorge – eller blot rygter herom – være farlig; den kunne friste Sovjetunionen til modforholdsregler, herunder en underminering af Finlands skrøbelige neutralitet.

Det lykkedes Finland at slippe igennem over 40 års kold krig med bibeholdelse af et vestligt samfundssystem på østlige længdegrader. Det skyldtes en relativ afspænding i Norden, men også ’is i maven’ hos finske politikere.

Sverige derimod var tæt på Snyders normalbillede med et presserende dilemma mellem abandonment og entrapment. Dilemmaet blev håndteret gennem væbnet neutralitet og en relativt stor forsvarsindustri. Alligevel så man sig nødsaget til at bedrive et avanceret dobbeltspil: udadtil neutralitet, men bag kulisserne var man angiveligt kryptoallieret med USA (via efterretningssamarbejde og fælles krigsplanlægning).

Frontlinjestaterne i NATO under Den Kolde Krig (Norge, Danmark og Vesttyskland) repræsenterede en tredje tilgang til dilemmaet: Abandonment behøvede man ikke at frygte, da USA’s engagement i den europæiske bipolaritet var hugget i sten (musketérparagraffen som udtryk for det). Entrapment-hensynet var derimod vigtigt. Som frontlinjestat ville man være blandt en krigs første ofre; for Norge og Danmark (og Vesttyskland fra cirka 1970) blev ’afspænding’ derfor det konstante mantra. For Norge og Danmark blev nej til fremmede baser (stationering) og kernevåben på deres territorier i fredstid en del af deres ’lave profil’, som der i begge lande var tværpolitisk enighed om. Man ville undgå at blive bombemål, og udadtil kunne det iklædes hensynet til Finland (’den nordiske balance’).

Efter Den Kolde Krig: Danmark og de neokonservative

Efter Sovjetunionens bortfald levede NATO som bekendt videre og blev endda udvidet med en række nye medlemslande. Medlemslandene, inklusive de tidligere frontlinjestater, fik nu en udstrakt handlefrihed. Denne luksus gav sig udslag i vidt forskellige profiler.  

Eftersom USA nu var optaget af andre farer end Sovjetunionen/Rusland, kunne abandonment af Europa ikke afvises de første år efter Berlinmurens fald. Men det blev afværget gennem to udviklinger: transformationen af alliancen til et hovedsagelig værdipolitisk instrument (bl.a. via socialiseringen af nye medlemmer) samt anvendelsen af alliancen uden for Europa, herunder i ’krigen mod terror’. Danmark deltog helhjertet i begge aktiviteter, helt i overensstemmelse med de neokonservatives dagsorden i Washington fra midt-1990’erne (udbredelsen af vestligt demokrati til det meste af verden). Danmark udviklede endda den mest ’amerikanske’ profil i Europa, på linje med Storbritannien.

Optagelsen af nye medlemmer i NATO betød geopolitisk, at Danmark fik både Polen og de baltiske stater som ’buffer’ i forhold til Rusland. Derimod havde deltagelsen i interventionerne i Afghanistan, Irak og Libyen samt beredvilligheden til at være med i bombetogter mod Syrien i 2013 (som dog blev aflyst) næppe nogen dansk egeninteresse, ud over angiveligt at sikre goodwill i Washington. Det samme gjaldt det nu berømte kabelsamarbejde (faciliteringen af amerikansk spionage, bl.a. mod allierede) fra 1990’erne og fremefter.

Alt dette kan med god vilje ses som en forebyggelse af et fremtidigt abandonment. Dén forklaring er dog lettere naiv. USA’s engagement afgøres af andre og vigtigere forhold end Danmarks profil, ikke mindst USA’s egne strategiske interesser på et givet tidspunkt (herunder interessen for rigsfællesskabets territorium). Hvortil kommer indenrigspolitiske fluktuationer, i særlig grad Donald Trumps kritik af de neokonservative (”America first”).

Trumps præsidentperiode (og frygten for hans genkomst) har genoplivet abandonment-frygten, ikke mindst i Danmark. Den har bevirket, at vi forsøgte at knytte os endnu tættere til USA, både under Trumps zigzagkurs (ikke helt let) og under efterfølgeren, Joe Biden. Afskaffelsen af stationeringsforbeholdet er et eksempel på det.

Den nære krig

I forhold til Rusland har Danmark siden 2014 – Ruslands genforening med Krim samt støtte til separatisterne i Donbas – været blandt de europæiske ’høge’ i NATO (sammen med Storbritannien, Polen og Litauen). Vi var lunkne i forhold til Minsk-aftalerne (mellem primært Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland), der kunne have sikret freden i Donbas som en del af Ukraine, men ville have forpurret ukrainsk NATO-medlemskab (den klarest lysende af Ruslands røde linjer ifølge CIA’s chef, William Burns).

Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022 skabte en konvergens mellem forhenværende europæiske høge og duer. Men alligevel har der været nuancer. Danmark fortsætter med at være foregangsland med sin materielle Ukraine-støtte (tanks, F-16-fly) og på det retoriske plan: ”Putins krig i Rusland er grusom. Ufattelig. Og utilgivelig”, erklærede statsminister Mette Frederiksen ved Folketingets åbning 4. oktober 2022. Hun citerede digteren Ole Wivel, der under Den Kolde Krig skrev: ”Der truer os en ond, usynlig magt”.

Men det er angiveligt ikke kun Putin, der er ond. I et interview med statsministeren i JP (24/2-2023) hedder det: ”Intet indikerer, at opbakningen ikke er der til Putin fortsat. Og dermed er det et kollektivt ansvar for Rusland nu”. Hun advarer mod den ’bredere tænkning’ i landet. ”Rusland vil ikke fred … De vil ikke freden. De vil krig”. I efteråret 2023, hvor opbakningen til Ukraine var begyndt at slå sprækker (bl.a. i den amerikanske Kongres), lød det trodsigt fra statsministeren (3/10-2023, ved Folketingets åbning):”’Hvis andre lande måtte begynde at vakle, så står vi danskere kun endnu mere fast. Ukraines kamp er vores kamp […] Når krigen skal kæmpes mellem det onde og det gode. Mellem ret og vrang. For et frit Ukraine. Så står vi danskere sammen”.

Vi kender Frederiksens generelle hang til bombastiske udmeldinger, men disse fremsættes immervæk i et udenrigspolitisk miljø. De er ikke alene danmarksrekord i moraldiplomati (selv forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blegner i sammenligning). De er også rekord inden for NATO-alliancen, med forbehold for en enkelt polsk eller litauisk udtalelse. Formentlig skal vi tilbage til præsident Reagans tale om ’ondskabens imperium’ (Sovjetunionen) i start-1980’erne for at finde noget lignende,­ men her var vel at mærke ingen ansvarsudkrævning i forhold til modpartens befolkning.

Danmarks profil er kort sagt den højest mulige, hvis vi da ikke ligefrem skal erklære Rusland krig. Vi er foxterrieren, der gør af den store hund uden for NATO-stakittet, så herren inde i huset kan høre det: ’Kom ud og se; der er virkelig fare på færde, og jeg kan gøre gavn!’.

At fastholde Danmarks relevans

Men hvad er den dybere årsag til denne selvvalgte spydspidsrolle? En hypotese om dansk egeninteresse i fortsat konflikt har mig bekendt ikke været luftet i debatten. Den kan lyde kynisk, al den stund et andet land (Ukraine) er krigens offer.

Danmark oplevede en diplomatisk guldalder i slut-1990’erne og de tidlige 2000’ere, da landet spillede en nøglerolle ved optagelsen og socialiseringen af de baltiske lande i NATO. Man talte ligefrem om en ’Washington-København-Riga akse’; vi var i centrum som det nyttige mellemled. Danmark kan genoplive denne nøglerolle ved tilsvarende at være et bindeled til Kiev, om end i samarbejde/konkurrence med UK, Polen og Litauen (polakkerne er dog noget ustabile, og litauerne for skingre i den amerikanske optik).

Hypotesen skal forstås på baggrund af den Washington-fiksering, der længe har rådet i den danske regering, specielt i og omkring Statsministeriet. ’Der må ikke komme et A4-ark mellem Europa og USA’ ifølge statsministeren (Berl. 13/7-2023); det handler ifølge hende om at sikre ’amerikansk opmærksomhed på Danmark’ (TV 2 5/6-2023); statsministeren ville ifølge egen beskrivelse ’gerne hver eneste dag gøre amerikanerne en tjeneste’ (JP 24/2-2023).

Da vi har lagt næsten alle æg i den amerikanske kurv, har Danmark forholdsvis mere at miste ved et amerikansk abandonment af Europa end de fleste andre europæiske lande.

USA’s ambition er fornuftigt nok at koncentrere sig om den eller de regioner i verden, hvor der er trusler mod egne interesser. Lige siden Obamas præsidentperioder har der været talt om en amerikansk ’pivot to Asia’ for at konkurrere med og afskrække Kina, den reelle fremtidige udfordrer til USA. Men i forhold hertil er Danmark, af bl.a. geografiske grunde, rimelig irrelevant. Derfor er det vitalt for Danmark 1) at det ’brænder på’ netop i vores nærområde og 2) at overbevise USA og deres Kongres om, at det er tilfældet. Problemet er bare, at Ukraine er strategisk helt uvigtigt for USA; en simpel territorial konflikt mellem Rusland og Ukraine er ikke vital for amerikanske interesser.

Man har så fra både stats- og udenrigsministerens side tyet til dominoteorien (hvis én brik falder, falder de alle). Hvis Ukraine besejres, vil Rusland i sin umættelighed angribe Moldova, Georgien, Balkan-lande, måske de baltiske NATO-medlemmer m.fl. (Løkke Rasmussen 13/2-2023, TV 2). Putin analogiseres kort sagt med Hitler, selvom det sjældent siges direkte (Hitler-kortet har været spillet før i verdenshistorien – over for Nasser (Egyptens præsident), Saddam Hussein (Iraks præsident) m.fl., når argumentet har stået svagt).

Analogien er imidlertid vildledende. Putin har ikke brug for mere Lebensraum (Rusland er i forvejen verdens største land, rigt på råstoffer) og har desuden intet incitament til i fremtiden at skulle styre Rusland-fjendtlige befolkninger. Sidst, men ikke mindst, har han kendskab til NATO’s Artikel 5.

Men regeringen har flere argumenter at byde på. Den folkeretsstridige intervention er angiveligt den dråbe, der får bægeret til at løbe over i forhold til den samlede internationale retsorden (uagtet stormagters tidligere folkeretsbrud). Hertil føjes et demokratisk glansbillede af Ukraine over for de ’onde russere’. Med denne italesættelse af krigen som en folkeretslig og værdimæssig katastrofe bliver det vanskeligere for USA at disengagere sig. Samtidig er den ufarlig for os selv – vi befinder os både bag NATO-stakittet og bufferstaterne. Og for det tredje kan Rusland jo langtfra sammenlignes med gamle dages sovjetiske trussel; det er en mere ’tilpas’ modstander.

Så mens det under Den Kolde Krig gik ud på at tale konflikter ned, går det i dag ud på at tale dem op med værdipolitikken som instrument. Den nære konflikt gør os vigtige som USA’s lokale facilitator, og vi risikerer meget lidt – i hvert fald på kort sigt (cyberforstyrrelser og lidt diplomatisk chikane fx). Det værste, der kan ske, er derimod fred og afspænding, som hurtigt vil svække det amerikanske engagement i Europa og gøre Danmark sikkerhedspolitisk irrelevant i Washington.

Dilemmaet er pist væk

Glenn Snyders model forudså ikke, at entrapment i konflikt kunne anses for et gode – at småstaten via værdipolitik ville omfavne de stores konflikt (her: Rusland vs. USA) og gøre den til sin egen (’Ukraines kamp er vores kamp’). Og da slet ikke, hvis stridens æble er et ikkeallieret land. Men det er jo det, statsministeren gør og siger. Derved forsvinder dilemmaet.

Tilbage står imidlertid, at Danmark har gamblet ved at binde sig til masten på det ukrainske skib. Det er uklogt på længere sigt:

Hvis Rusland taber konflikten, og Ukraine opnår NATO-medlemskab, er en storkrig ikke længere urealistisk. Så er også dansk territorium involveret. Hvis derimod Rusland kommer ud af konflikten med bevaret stormagtsstatus, har Vesten lidt et – i udgangspunktet – unødvendigt prestigetab. Så kan den dramatiserende diskurs (’skæbnestund’, mulig ’katastrofe’) blive en selvopfyldende profeti.

For Danmark specifikt vil spydspidsrollen og især udtalelsen om den russiske befolknings kollektive ansvar (dvs. skyld) klæbe til os. Så vil Danmark have marginaliseret sig selv i forhold til eventuelt fredsdiplomati og et fremtidigt Rusland. Også med en anden leder end Putin.