Danmark slår stadig knuder på sig selv for at undgå, at Kina taber ansigt

Takket være en lind strøm af nyhedsbulletiner fra kommissionsafhøringerne undervejs ved vi allerede, at beretningen vil give os et uskønt indblik i det danske statsapparats årelange bestræbelser på at tækkes kineserne og endda udøve selvcensur for at skærme kinesiske højniveau-gæster mod uvelkomne mishagsytringer fra lokale demonstranter. »Ingen ansigtstab«, som daværende departementschef i Udenrigsministeriet Claus Grube udtrykte det i en særdeles kompromitterende (oprindeligt forsvunden!) intern mail et par dage forud for Hu Jintaos famøse statsbesøg i juni 2012, hvor Københavns Politi forhindrede fredelige demonstranter i at benytte sig af deres grundlovssikrede ytringsfrihed.

Den gennedsatte Tibetkommission synes i det hele taget at have gravet tilstrækkelige mængder nyt materiale frem til at kunne stramme konklusionen i den oprindelige beretning fra 2017.

Dengang påpegede kommissionen, at især Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Beijing »bidrog til en stemning, der forplantede sig via PET til Københavns Politi blandt andet gennem gentagen videregivelse af informationer om de kinesiske bekymringer for demonstrationer«. Af føromtalte mail fra Claus Grube fremgår det netop, at PET og Københavns Politi var tiltænkt en central rolle i bestræbelserne på at undgå »ansigtstab«.

Med afsæt i det nye materiale tegner Tibetkommissionens tillægsberetning hermed til at blive et vigtigt bidrag til at få dokumenteret en selvcensureringskultur, som havde forgrenet sig til alle dele af den udøvende statsmagt (ministerierne, PET, politiet m.fl.).

Spørgsmålet er så, om vi fremadrettet kan bruge Tibetkommissionens tillægsberetning til noget i praksis. Som udgangspunkt er det nemlig svært at forestille sig historien gentage sig. Ikke blot fordi grundlovsbruddet har været ledsaget af omfattende politisk selvransagelse, men også fordi udsigten til nye kinesiske højniveaubesøg er yderst begrænset.

Således har Danmarks forhold til Kina gennemgået et dramatisk skifte siden 2018, i takt med at sikkerhedspolitiske bekymringer og menneskeretsproblematikker har kapret den bilaterale dagsorden og udbredt Kina-skepsissen til samtlige partier i Folketinget. Selv ikke åbningen af det nye pandadomicil i april 2019 udløste et kinesisk højniveaubesøg, og alt imens det strategiske partnerskab mellem Danmark og Kina hastigt indsnævres, mindskes incitamenterne til at arrangere nye højniveaubesøg.

Danske Tibet-aktivister, Uighur-fortalere, Falun Gong-sympatisører og andre kritikere af det kinesiske regime får altså næppe lejlighed til at rette deres frustration og vrede direkte mod gæstende kinesiske magthavere.

I bredere forstand er der imidlertid grund til at overveje, om den danske regering stadig tyr til selvcensur i forholdet til Kina. Vel at mærke ikke længere for at indynde sig hos Beijing - partnerskabsharmoni er som sagt afløst af parforholdskrise - men snarere for at undgå at havne i skudlinjen af Kinas efterhånden mere barske og selvhævdende udenrigspolitiske korps.

Her tænkes ikke på regeringens ekstremt tvetydige udmeldinger i forhold til en dansk diplomatisk boykot af Vinter-OL i Beijing, hvor udenrigsminister Jeppe Kofod afstod fra at bruge udtrykket 'boykot' om regeringens beslutning om at blive væk og i øvrigt undlod at pege på menneskerettighedssituationen i Kina som den primære årsag til beslutningen. For dansk enegang i Europa i dette spørgsmål havde trods alt været en uhørt provokation.

Ej heller tænkes der på udenrigsministerens lidt vage reaktion på kontroversen omkring efterårets kommunalvalg, hvor den kinesiske ambassade uretmæssigt fjernede nogle valgplakater i nærområdet prydet med Tibets flag og en opfordring til at stoppe Region Hovedstadens samarbejde med Kina. Hvad der kunne ligne indblanding i det danske folkedemokrati, handlede nemlig nok så meget om et bevidst mediestunt fra en lokalpolitiker med en lidt spinkel sag (samarbejdet var ikke længere aktivt og handlede i øvrigt ikke om Tibet), hvilket gjorde det knapt så oplagt for udenrigsministeren at gå på barrikaderne.

Til gengæld er der mere grund til at hæfte sig ved en episode i forlængelse af Kofods overraskende Kina-besøg i slutningen af november. Formålet med besøget var tilsyneladende at genoplive det hensygnende dansk-kinesiske strategiske partnerskab ved at give det en grøn overhaling. Men efterspillet udstillede i stedet den afgrundsdybe mistillid, der i dag gennemsyrer det bilaterale forhold, samt den danske regerings manglende vilje til at gå i rette med Beijings manipulationer.

Ifølge den engelsksprogede kinesiske pressedækning af mødet »værdsætter Kina Danmarks tilslutning til ét-Kina-princippet«, vel vidende at Danmark og de øvrige vestlige lande kun bekender sig til en 'ét-Kina-politik'. Sidstnævnte er mindre vidtgående, fordi den blot anerkender Folkerepublikken som den officielle suveræne repræsentant for Kina uden at tage direkte stilling til, om Taiwan er en del heraf.

Hvad der måske lyder som uskyldige nuanceforskelle, dækker over en af de mest eksplosive konflikter i forholdet til Kina, hvor Beijing nidkært overvåger og straffer enhver form for udfordring af status quo - Kinas isolation af Litauen siden august handler netop om Taiwan-problematikken.

Da Jyllands-Posten efterfølgende rettede henvendelse til Udenrigsministeriet for at afklare, om Danmarks position havde ændret sig, lød svaret: »Udenrigsministeren har konsekvent talt om Danmarks étkinapolitik. Dette har vi så også mindet kineserne om efter offentliggørelsen af deres pressemeddelelse«.

Imidlertid har den kinesiske regering ladet hånt om Udenrigsministeriets 'korrektion', hvorved Beijings udlægning af Danmarks position fortsat står uimodsagt i de engelsksprogede internationale medier. Hermed er Danmark havnet i selskab med Rusland, som for nyligt tilsluttede sig ét-Kina-princippet for at cementere de tætte bånd mellem de to stormagter, mens ikke engang Pakistan, Kinas næstvigtigste partner, har taget dette skridt - end ikke ifølge Beijing!

Hvis den danske regering og Folketinget tager Tibetkommissionens tillægsberetning alvorligt, vil det være på tide at tage offentligt afstand (på engelsk) fra Kinas bevidst fejlagtige udlægning af Danmarks position i forhold til Taiwan. Og hermed fjerne enhver form for tvivl om, hvorvidt man stadig lader sig tynge af selvcensur af frygt for at vække Kinas harme.

At Danmark tilbage i 2009 - efter Dalai Lamas Marienborg-besøg - lod Beijing diktere dansk Tibet-politik i en verbalnote, gør det så meget desto mere magtpåliggende, at regeringen selv sørger for at præcisere Danmarks position i forhold til Taiwan.

Om ikke andet vil en sådan præcisering styrke tiltroen til Danmarks værdipolitiske kompas, som har fået en særdeles fremtrædende placering i regeringens nye udenrigspolitiske strategi.