Danmark i en ny rumalder

Med over 3300 aktive Starlink-satellitter og mange tusind flere på vej har det amerikanske SpaceX og dets ejer Elon Musk på blot fire år sendt flere satellitter i kredsløb om jorden, end verdens lande i alt sendte op fra 1990 til 2015. Drømmen er at dække jorden i et trådløst internet – en ambition hvis potentiale senest er demonstreret med udnyttelsen af Starlink i Ukraine. Det er dog ikke kun SpaceX, der drømmer: Gruppen af rumfarende nationer er nu større end nogensinde, og de nationale investeringer vokser kraftigt – denne gang over hele kloden. Mere end 70 forskellige lande har nationale rumfartsagenturer, og endnu flere har satellitter i kredsløb. Alene i de sidste fem år er antallet af årligt opsendte satellitter vokset med mere end 1000%. Det er en eksplosiv kvantitativ vækst i menneskets rumaktivet - antallet af satellitter, investeringer, rumnationer, rumvirksomheder – der også følges op af hastige kvalitative forskydninger. Nye måder at bruge rummet på – fra rumturisme, til mega-konstellationer, ressource-udvinding eller drømme om kolonisering af andre planeter.

Også i Danmark søger mange forskellige aktører at tage del i rummets teknologiske, kommercielle og forventede grønne muligheder. Og også i Danmark trænger strategiske spørgsmål om sikkerhed, risici og ansvar sig på. Står vi overfor en gamechanger, der på sigt vil kræve helt nye måder at tænke politik, forretning og sikkerhed på? Hvad bliver dynamikken mellem stater? Og hvad bliver forholdet mellem kommercielle og statslige aktører? Er rummet ’bare’
en forlængelse af jorden - eller arena for en ny epokes risici, aktører og rationaler? Der er indlysende mere end statslige aktører og disses intentioner eller kapabiliteter på spil. Med kommercielle aktører i voldsom fremdrift, er ikke blot økonomisk rivalisering, men også kampen om, hvem der driver, har adgang til, eller kontrol over, vores stadigt mere teknologiske samfund og digitale kommunikation. At forsvare danske interesser i rummet er med andre ord virkelig komplekst.

Kommercialisering

Drivkraft bag både den kvantitative vækst og de nye måder at bruge rummet på er de kommercielle aktører i det, der samlet kan betegnes som ”NewSpace”. Private aktører dominerer nu rumindustrien på tværs af parametre fra antal satellitter til raketopsendelser. Skiftet fra stater til virksomheder som de dominerende aktører i rummet er sket inden for få år. Under stor mediebevågenhed har private virksomheder, ledet og finansieret af milliardærer som Elon Musk, Jeff Bezos og Richard Branson, sendt mennesker og isenkram i rummet. Private aktører, med kontrol over menneskehedens ypperste rum-infrastruktur, planlægger i dag ambitiøse projekter, fra kolonisering af Mars til verdensomspændende internet, som få nationalstater vil kunne matche. I det hele taget udstikker private aktører i stigende grad kursen for, og sætter aftryk på, vores politiske virkelighed og fremtid – ligesom de også stadigt hyppigere inddrages af og bringes i partner-skab med stater. Man kan sige at kommercielle rum-aktører i stigende grad politiseres.

Geopolitisk rivalisering

Parallelt med denne kommercialisering, er også fornyet rivalisering eller geopolitisering nu tendensen i rummet. I den tidlige rumalder blev der dannet stærke, internationale normer for fredelig og videnskabelige interessers forrang i rummet - stadfæstet som international lov med Traktaten for det Ydre Rum i 1967 og legemliggjort i projekter som Den Internationale Rumstation og European Space Agency. Den fortælling om rummet er nu under pres.

Enhver moderne militær operation bruger rumteknologi på strategisk, taktisk og operationelt niveau. Denne operationalisering og normalisering af militær rumteknologi har medført et skifte i diskursen, så flere aktører nu italesætter rummet som en legitim arena for konflikt og konkurrence. Som den tidligere amerikanske præsident Trump udtrykte det i for-bindelse med oprettelsen af Space Force i 2019: ”It is not enough to have American presence in space, we must have American dominance”. Flere andre nationer har i dag oprettet nationale svar på den amerikanske Space Force, der har til formål at sikre militær dominans i rummet. Samtidig opruster og tester lande på ny offensive våben fra eller imod infrastruktur i rummet. Finansieringen af tidligere civilt fokuserede programmer, som europæiske ESA, bliver i stigende grad retfærdiggjort med henvisning til sikkerheds-hensyn. Da EU vedtog oprettelsen af det nye EU Space Program i 2021, var regulativets mest brugte ord ”security” (362 gange på 80 sider). Senest har NATO i 2021 anerkendt rummet som selvstændigt operativt domæne og på den måde stadfæstet rummet som en geopolitisk arena.

Hybridisering

Udover den institutionelle udvikling og eskalerende statslige sikkerhedsliggørelse af rummet, har kommercialiseringen af rummet betydet, at sikkerhedspolitik i dag ikke alene kan anses som værende et statsligt anliggende: Grænserne mellem private økonomiske anliggender og sikkerhedspolitik er i stigende grad udflydende, og geopolitikken er blevet en del af mange virksomheders hverdag.

Selve grundlaget for det meste af vores kritiske infrastruktur, vejrudsigter, klima-modeller og krisehåndtering gør os, som samfund, dybt afhængige af infrastruktur i rummet, såsom satellitnavigation (GPS), jordovervågning og kommunikation. Risikoen for at satellitterne, såvel som andre rumteknologier (fx geoengineering systemer), misbruges til fjendtlige formål (dual-use) gør samfundet sårbart og afhængig af private virksomheders handlinger og sikkerhedspolitiske overvejelser.

Hvor udviklingen af ny teknologi udstiller vores sikkerhedspolitiske afhængighed af den private sektor og ansvarliggør disse aktører, stiller den stigende kommercialisering også spørgsmålstegn ved den private sektors uafhængighed af staters sikkerhedspolitik. Som vi har set det i relation til cybersikkerhed, kan virksomheder bruges som hybride aktører, dvs. bruges til at fremme staters interesser og sikkerhedspolitiske mål om destabilisering. Huawei er et ofte brugt eksempel på en virksomhed, der bruges som et offensivt redskab for Kina, men også en stor finansiel afhængighed af stater kan gøre mange ’NewSpace’ virksomheder til hybride aktører.

Kombinationen af en øget geopolitisk rivalisering og en meget stor grad af kommercialisering kan betyde, at vi i de kommende år vil se flere forsøg på hybrid styring af den private sektor – og således en geopolitisering af kommercielle ruminteresser.

Rummet set fra Danmark – de strategiske dilemmaer

Set med danske øjne er der mange gode grunde til at kigge op. Selvom vi ikke har rumhavne eller rum-agentur, er Danmark som et af de mest digitaliserede samfund allerede et ”rum-samfund”. Særlig bør vi i Danmark have fokus på samspillet mellem den øgede kommercialisering og den tiltagende geopolitiske rivalisering, vi ser i dag. Her kan vi pege på tre strategiske udfordringer:

• Er virksomheder strategiske partnere eller konkurrenter?

Det er i stigende grad uklart, hvem der handler på vegne af hvem i rummet. Hybride aktører (private virksomheder, som handler på vegne af stater) benytter ikke-konventionelle militære metoder
som led i et statsligt mål om destabilisering (f.eks. cyberangreb, sabotage, overvågning, og påvirkning). Danmark skal have opmærksomheden rettet mod dette fænomen og de dilemmaer, udviklingen rejser for både økonomi, sikkerhed og demokratisk kontrol.

• Skal vi være forsigtige eller satse alt på ny teknologisk innovation?

Som småstat er det vigtigt at forstå de ikke-kendte og afledte konsekvenser af vores brug af teknologi i rummet; det kan være konsekvenser for klimaet, konsekvenser for den kritiske infrastruktur eller ligefrem for politisk konflikt. De miljømæssige og sikkerhedspolitiske konsekvenser af den hastige og primært kommercielt motiverede vækst i rummet er stadig uklare. Forsigtighed bør være det strategiske udgangspunkt for et lille land som Danmark – også selv om det i første omgang koster på bundlinjen.

• Skal sikkerhed tænkes snævert eller bredt?

Det er i dag svært at skelne sikkerhedspolitik fra rumforskning eller kommercielle interesser. Det er derfor vigtigt strategisk at forholde sig til de dilemmaer, der opstår, og samtænke disse politikker. Hvor EU’s politik i relation til rummet førhen primært omhandlede viden, innovation og kommercielle muligheder, har den sikkerhedspolitiske dimension fået meget mere plads. EU kunne fungere som et sted for udvikling af et forum for både økonomiske og brede – militære såvel som økologiske - sikkerhedspolitiske interesser.

Forfattere: Hjalte Osborn Frandsen, Ph.d.-stipendiat, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, hjalte.osborn.frandsen@jur.ku.dk; Karen Lund Petersen, seniorforsker, DIIS, klpe@diis.dk; Vibeke Schou Tjalve, seniorforsker, DIIS, vitj@diis.dk
(med hjælp fra Trine Rosengren Pejstrup, forskningsassistent, DIIS)