Danmark må skifte fokus for at bekæmpe ulighed i udviklingssamarbejdet

Over de seneste 10 år er det internationale fokus på økonomisk og social ulighed vokset markant. Det kom klart til udtryk ved vedtagelsen i 2015 af de Verdensmål, der skal indfris i 2030. Ét af disse mål, nummer 10, handler om at reducere ulighed inden for og imellem lande.

Ligesådan er voksende ulighed ofte blevet betragtet som én af verdens største udfordringer på de årlige møder for erhvervslivets spidser og toppolitikere i Davos.

Og coronapandemien har yderligere sat fokus på emnet på grund af lockdowns og disses økonomiske konsekvenser for fattige og lavtlønnede, mens de rigestes indkomst lader til at stige fortsat.

Herhjemme har regeringen ved flere lejligheder påpeget at stor økonomisk ulighed er et problem, der bør bekæmpes. Hvad betyder det for udviklingssamarbejdet? Jeg vil pege på to ting.

Institutioner og rammevilkår

Der er mange forskellige former for ulighed, og der er store forskelle i ulighed mellem landene i syd. Eksempelvis vokser indkomstuligheden i nogle lande i Afrika, mens den falder i andre.

På tværs af social, økonomisk og politisk ulighed gælder det dog, at marginaliserede grupper klarer sig bedre i lande med stærke regelbaserede institutioner og gode rammevilkår for civilsamfundet og erhvervslivet.

Lov og orden og en effektiv, forudsigelig og retfærdig offentlig sektor forbedrer markant såvel levevilkår som muligheder for dem, der har mindst, mens de, der har mest, typisk klarer sig uden.

Dansk udviklingssamarbejde har tidligere gjort meget netop på denne front, men over det seneste tiår er indsatsen blevet mindre. Eksempelvis har der været et stærkt fokus på at øge dansk erhvervslivs investeringer i fattige lande i meget højere grad end på at skabe bedre rammebetingelser for den private sektor i disse lande.

Samtidig har en øget interesse for klimaindsatser og andre danske dagsordener, nedskæringer i Udenrigsministeriet og en udvidet brug af specialiserede internationale organisationer flyttet opmærksomheden væk fra den ofte komplicerede, men betydningsfulde udvikling af fattige landes institutioner.

Skal bekæmpelsen af ulighed være en central komponent i Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde, må det tilbage til et fokus på fattige landes konkrete udfordringer frem for på generelle temaer, der er politisk opportune. Afgørende er institutioner og rammevilkår for såvel den generelle udvikling som for bekæmpelse af ulighed.

Fattige landes internationale muligheder

Ulighed mellem landene er også en stor udfordring. Her kan Danmark gøre en stor og relativt omkostningsfri indsats ved at give politisk støtte til initiativer, der forbedrer fattige landes muligheder og indflydelse.

For det første er bedre handelsbetingelser for fattige lande afgørende for deres langsigtede muligheder for at indhente de rige. Danmark kunne fremme denne dagsorden inden for EU, Verdenshandelsorganisationen og i andre fora.

For det andet kunne Danmark støtte fattige landes indflydelse i Verdensbanken, Valutafonden og andre internationale organisationer. I øjeblikket er det internationale system fortsat baseret på magtfordelingen efter 2. verdenskrig.

For det tredje kunne Danmark lægge politisk vægt bag en mere retfærdig international beskatning, således at kapital ikke kan gemmes væk i skattely og værditilvækst beskattes dér, hvor den finder sted.

Danmark har kun lidt at miste og meget at vinde, hvis uligheden imellem verdens lande mindskes. Det kan skabe nye markeder, nye alliancepartnere og større stabilitet – alt sammen forudsætninger for velfærden i Danmark på lang sigt.

Artiklen blev bragt i Altinget d. 8. februar 2021.