Danmark gik i krig i Afghanistan i solidaritet med USA

Når Danmarks 20-årige engagement i Afghanistan skal evalueres, bør det ikke kun handle om et statsopbygningsprojekt, der slog fejl. Det bør også vurderes ud fra de bevæggrunde, der oprindeligt lå bag.

Situationen i Afghanistan kalder på refleksion. Et 20-årigt vestligt engagement i landet og tilførsel af astronomiske ressourcer kunne ikke modvirke, at Taliban i løbet af ingen tid overtog landet. Den afghanske regerings politiske og militære magt viste sig at være en illusion. Når udviklingen nu rejser spørgsmål om, hvorvidt indsatsen har været forgæves, er det relevant at huske på, hvad der bragte Danmark i krig i Afghanistan - og hvad vi fik ud af det? Fra den uvildige udredning af baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak, ”Hvorfor gik Danmark i krig?” fra 2019, ved vi, at det var ønsket om at stå last og brast med USA, der førte til, at Danmark gik i krig.

Den 11. september 2001 er uomgængelig i historien om krigen i Afghanistan. Den dag så en chokeret verden med på direkte tv, da kaprede passagerfly blev anvendt i et koordineret angreb på symboltunge mål i USA med næsten 3.000 døde til følge. Det krævede et modsvar. Hvad det indebar, stod klart allerede den følgende dag, hvor præsident George W. Bush udtalte, at angrebene var mere end et terrorangreb: ”They were acts of war”. Terroraktionen var en krigshandling.

Samme forståelse blev udtrykt fra det internationale samfund. I FN's sikkerhedsråd betragtede man angrebene som en trussel mod international fred og sikkerhed og henviste til FN-pagtens bestemmelse om staters ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar. Det var et nybrud i verdensorganisationens historie, at terrorisme blev kædet sammen med denne bestemmelse. I Nato udsendte medlemslandene en erklæring om, at angrebet var omfattet af ”Artikel 5” i Den Nordatlantiske Traktat - den såkaldte musketéred, efter hvilken et angreb på ét medlem er at regne for et angreb på alle Nato-alliancens medlemslande.

Også i Danmark herskede denne forståelse. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtrykte regeringens ”fulde solidaritet” med USA og understregede, at der i hans optik ikke alene var tale om et angreb på USA: ”For mig er det et angreb på hele den demokratiske verden.” Kampen var ikke USA's alene, og Danmark stod ved sit ansvar som allieret. Ifølge statsministeren ville Danmark bidrage, hvis USA bad om hjælp til at straffe bagmændene og eventuelle stater, som havde bistået dem - en udmelding, som havde bred opbakning blandt Folketingets partier.

Forståelsen af, at terrorangrebene ville få et militært modsvar og legitimiteten heraf, var således etableret den 12. september. Allerede den 11. september var der indikationer på, at Osama bin Laden og hans terroristnetværk, al-Qaeda, sandsynligvis stod bag angrebet. Mistanken blev i den følgende tid bekræftet. Fokus var derfor på Afghanistan, hvor Taliban-bevægelsen gav al-Qaeda vide beføjelser i de områder, som bevægelsen kontrollerede. Som følge heraf stillede USA krav til Taliban om at få bin Laden og al-Qaeda-terroristerne udleveret til retsforfølgelse og få terroristtræningslejrene i landet lukket.

Taliban var ikke entydigt afvisende over for kravene, men dens tilkendegivelse indikerede heller ikke et oprigtigt ønske om samarbejde. Søndag den 7. oktober var den amerikanske tålmodighed med Taliban brugt op, og amerikanske og britiske styrker begyndte at angribe al-Qaedas træningslejre og Talibans militære installationer i Afghanistan. For USA var det ikke et mål i sig selv at vælte Taliban-styret, men det blev konsekvensen, fordi styret holdt hånden over al-Qaeda og ikke efterkom de amerikanske krav.

Samtidig pågik der i Danmark overvejelser om, hvordan solidaritetserklæringerne kunne omsættes til praksis. De politiske udmeldinger blev bemærket i statsadministrationen, hvor der blev gjort ihærdige diplomatiske og militære bestræbelser på at muliggøre et dansk bidrag til indsatsen. Da USA senere ønskede at udvide deltagerkredsen i den militære operation, stod Danmark derfor parat. At statsministeren nu hed Anders Fogh Rasmussen, gjorde ingen forskel. Det betød ikke noget for beslutningen, at de forhenværende regeringspartier S og R nu foretrak at bidrage til en international sikringsstyrke, som var ved at blive etableret, i stedet for specialoperationsstyrker til bekæmpelse af terrorister og Taliban, som USA efterspurgte. Det ene udelukkede ikke det andet.

Fra udredningen ved vi, at forholdene i Afghanistan og formålet i alle henseender var af mindre betydning for den danske beslutning, fordi formålet med et dansk bidrag voksede ud af et ønske om at være solidarisk med USA.

Det politiske og militære kollaps og Talibans overtagelse af magten i Afghanistan har allerede ledt til debat om, hvad Vesten og Danmark fik ud af et 20-årigt engagement i landet. Et faktum, der står fast, er, at det danske bidrag medvirkede til at forbedre Danmarks anseelse i USA. Både diplomater og forskere har peget på, at dansk deltagelse i Afghanistan og Irak betød, at Danmark fik bedre adgang til amerikanske beslutningstagere.

Også i 2001 blev det bemærket. Fra Danmarks allierede høstede det anerkendelse og beundring, at man var rede til at sende specialoperationsstyrker til Afghanistan. Fra ambassaden i Washington lød det, at Danmark med specialoperationsstyrkebidraget nu blev regnet med blandt de ”rigtige venner” sammen med Storbritannien og enkelte andre engelsktalende lande: ”USA ser ganske åbenbart det danske bidrag som et af de få reelle udtryk for den ”ubetingede solidaritet”, mange lande stillede i udsigt efter den 11. september, men som få siden har levet op til.” Danmark var en god allieret, der var med ”hele vejen” i Afghanistan, og blev med indsatsen betragtet som én af USA's tætteste.

Det dansk-amerikanske forhold var tæt allerede i 1990'erne, men terrorangrebet resulterede i en stærkere og mere markant identifikation med USA. Denne bevægelse er siden fortsat, og Danmark fremstår i dag med den måske mest transatlantisk-orienterede profil nogensinde med en entydig understregning af interessesammenfald og samhørighed med USA.

Formålet og fortællingen om krigen i Afghanistan skiftede over tid, men det lykkedes ikke at realisere de ambitiøse målsætninger, der kom til. Det viser, hvor vanskeligt det kan være at forudse omfanget af et engagement, når det indledes. Burde Vesten have forladt Afghanistan, da al-Qaeda og Taliban var slået tilbage? Kunne man efterlade landet i den situation? Det er spørgsmål, der bør indgå i den refleksion og selvransagelse, som bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod har udtrykt ønske om og behov for.

Analysen blev bragt i Jyllands-Posten 30. august 2021.