Danmark har endnu ikke forstået, at energipolitik også handler om vores geopolitiske robusthed

Energiøerne er sat på en midlertidig pause. De bliver for dyre, skriver Klimaministeren i et opslag på LinkedIn 29.6. Det var faktisk Danmarks dyreste planlagte infrastruktur i forvejen, så de ekstra 50 milliarder kroner skal selvfølgelig overvejes nøje. Og det er helt oplagt prisværdigt, at man tænker på danskernes pengepung, når store anlægsprojekter skal opføres.

Kommentarerne under LinkedIn-opslaget viser da også, at danskerne er trætte af at betale for forsinkede og budgetoverskridende projekter som broer, supersygehuse og gasledninger i en tid hvor de fleste er enige om, at gasledningers tid er ved at være forbi. Men ulig broer og nye hospitaler, er der andre dynamikker knyttet til energi-infrastruktur.

Prisen på sikkerhed skal indtænkes i energiprojekter

Det ser ud til, at Danmark endnu ikke har lært lektien efter Ukraine-krigen. Nemlig at man altid skal indtænke de sikkerhedspolitiske konsekvenser og muligheder, store energiprojekter medfører.

Har vi helt glemt, at det ikke bare handler om forbrugerpriser, eller at den grønne energiinfrastruktur ikke bare giver mulighed for at nå vores klimamålsætninger? Har vi glemt de sprængte Nordstream-ledninger i Østersøen?

Store energiprojekter bidrager også til den strategiske autonomi, som er blevet så central, efter vi med syvtommersøm fik fastslået, at energiinfrastruktur er sikkerhedspolitik. Det er på høje tid at opfinde den kugleramme, der også kan indregne geopolitik i store anlægsprojekter.

Energiinfrastruktur skal sikres og sikre os

Her kan man for eksempel lade sig inspirere af et land som Litauen, der i 2014 gik i gang med at bygge deres egen flydende terminal til at modtage flydende gas. Det var både et led i at sikre energi til landets befolkning, men også et sikkerhedspolitisk valg for at mindske afhængigheden af russisk gas. Terminalen har da også meget passende fået navnet ’Independence’.

På samme måde bliver det helt centralt at sætte de tekniske genier sammen med sikkerhedspolitisk ekspertise, når energiøerne skal realiseres. Der er flere risici forbundet med energiøerne, som indtil videre ikke ser ud til at være indtænkt.

Sabotage er blot en af disse risici. Både fysisk og i cyberform. Så meget ved vi nu. Men også rekruttering af personale bør overvejes nøje, så vi ikke får inviteret mennesker med tvivlsomme hensigter ind i kontrolrummet. I tillæg til det er der også overvejelserne om den overlappende jurisdiktion, der besværliggør fastlæggelsen af ansvar, når mange lande i og uden for EU skal blive enige om placering af infrastruktur. Manglende placering af ansvar og mangel på fastlæggelse af den præcise lovgivning er guf for hybride angreb.

Hvor meget er strategisk autonomi, hybrid krigsførelse, sabotage og juridisk klarhed over placering af infrastrukturen værd?

Er vi villige til at betale for vores sikkerhed? Siden Litauen i 2014 opførte Independence gasterminalen har der stået en ”security additional” på gasregningen i Litauen. For Litauen gav det ud fra et snævert økonomisk fokus nemlig ikke mening at investere i terminalen. Det havde været billigere i rene kroner og øre at fortsætte afhængigheden af russisk gas. I dag er de dog glade for, at de lærte af den historiske brug af energivåbnet, som Rusland har benyttet sig af mod hele Baltikum flere gange op gennem 1990erne og 00’erne.

Mon vi i Danmark også kan omfavne en sådan tankegang? At energi er geopolitik. Og at sikkerhed er dyrt. Ikke bare at etablere gennem infrastruktur, men også at beskytte, når først infrastrukturen står der. Det hele koster. Måske skal danskerne lære, at det at skrue ned for energiforbruget også bidrager til den fælles (energi-)sikkerhed og bør føjes til det store regnestykke? Befolkningens robusthed vil dermed blive en af løsningerne, når regnebrættet gøres op. Vi har alle elementerne klar til at udforme den nye kugleramme for beregning af omkostningerne. Men det kræver en mental ændring.