DIIS Comment
Er det chefen, der kommer?
Er det chefen selv eller blot hans stik-i-rend-dreng, Dronning Margrethe får besøg af i de kommende dage, når den russiske præsident gæster København? Hvem bestemmer egentlig i Rusland: Putin eller Medvedev? Eller er det hele aftalt spil?
27. april 2010
Dmitrij Anatoljevitsj Medvedev, den Russiske Føderations tredje præsident aflægger officielt statsbesøg hos Dronning Margrethe II i denne uge. Det er et klart tegn på, at de dansk-russiske forbindelser er blevet normaliseret efter en periode på mere end fem år, hvor Danmark var lagt på is på grund af afholdelsen af den såkaldte tjetjenske verdenskongres i København i 2002. Den fandt sted i dagene efter den spektakulære tjetjenske gidseltagning af mere end 1.000 mennesker i Dubrovka-teateret i Moskva. Rusland krævede dengang den tjetjenske eksilpolitiker Ahmed Zakaev udleveret, men fik afslag på grund af et mangelfuldt juridisk materiale fra den russiske statsanklager. De tider er heldigvis forbi. Begge lande har anlagt en pragmatisk holdning, hvor ikke mindst de økonomiske forbindelser prioriteres.
Russia Incorparated
Såvel i Rusland som blandt vestlige eksperter betegner man ofte Rusland som ”Russia Incorporated”. Dermed hentyder man til, at de russiske magthavere, den politisk-økonomiske elite, betragter Rusland som en gigantisk forretningskoncern – først og fremmest elitens koncern – der i større eller mindre grad drives efter forretningsmæssige principper og interesser.
Ifølge forfatningen står præsident Medvedev i spidsen for ”Forretningen Rusland”. Men efter de fleste eksperters og et stort flertal af russeres opfattelse er det premierminister Putin, der med fast hånd styrer butikken. Han mødtes den 22. marts med statsminister Lars Løkke Rasmussen i Skt. Petersborg, hvor der blev aftalt et genvisit af Vladimir Putin senere på året. Det kunne forlede én til at konkludere, at den konstitutionelle monark i denne uge møder den konstitutionelle præsident, mens de to administrerende direktører træffes senere på året.
Imidlertid er virkeligheden som oftest mere nuanceret end som så. Det er ubestridt, at Putin personligt valgte Medvedev som sin efterfølger. Medvedev har arbejdet for Putin i flere perioder helt tilbage fra begyndelsen af 1990’erne. Han valgte en efterfølger som præsident, en nær ven, som han med 100 procent sikkerhed vidste, ville forblive loyal, en egenskab som Putin sætter meget højt. Der er næppe megen tvivl om, at Vladimir Putin stadig er den egentlige magthaver i ”Russia Incorporated”. Dels er han de facto leder af partiet ”Det forenede Rusland”, der har mere end 2/3-dels flertal i Dumaen. Dels står han som premierminister i spidsen for den udøvende magt, ligesom han med stor sandsynlighed også har den reelle magt over ”magtministerierne”, blandt andet indenrigs- og forsvarsministerierne og ikke mindst sikkerhedstjenesterne, selvom disse ifølge forfatningen hører under præsidenten. Men Putin kontrollerer ikke blot de politiske og administrative ressourcer. Hans indflydelse i erhvervslivet er også meget stor, idet han mere eller mindre har de såkaldte oligarker i sin hule hånd – dog med Dmitrij Medvedev, som sin ”junior partner”.
Fortid eller fremtid
Hvordan harmonerer denne påstand med det forhold, at såvel den russiske som den vestlige presse med jævne mellemrum beskriver divergenser mellem præsidenten og premierministerens udtalte politik? Præsident Obama betegnede for eksempel under sit første besøg i Moskva Putin som fortidens mand, medens Medvedev var håbets og fremtidens mand. Det var både uklogt og forkert. Hvorfor nu det?
Præsident Medvedev er en intellektuel med en solid akademisk baggrund. Han har en klar opfattelse af, hvad der bør være den politiske dagsorden i Rusland. Han førte sin valgkamp i 2007/2008 på temaet modernisering. Hermed mente han, at Rusland var tvunget til at diversificere sin økonomi: Rusland skulle ikke i længden forblive afhængig af eksport af olie og gas, samt andre uforarbejdede råvarer – hvilket udgør størstedelen af den russiske eksport til udlandet, bortset fra våben. I en stor tale i Krasnojarsk i februar 2008 beskrev han behovet for reformer af de russiske institutioner, i infrastrukturen, behovet for innovation i erhvervslivet, samt investeringer: De såkaldte fire I’er. Dertil kommer hans (indtil nu forgæves) indsats mod den massive korruption, der præger det russiske samfund fra top til bund, samt hans forsøg på at reformere retssystemet. I sin tale til nationen – den såkaldte poslanije – i november sidste år påpegede han endnu en gang behovet for modernisering. Kort forinden havde han i en spektakulær artikel på nettet, betitlet ”Fremad Rusland”, opfordret til en omfattende reformproces. Der skulle satses på udvikling af moderne teknologi. Rusland skal ”computeriseres”, fremhævede Medvedev, og udpegede fem nøgleområder for modernisering: Medicinalindustrien, energieffektivitet, kernekraft, rumteknologi, samt informationsteknologi.
Præsident Medvedev siger de rigtige ting. Hans analyse af Ruslands mange problemer er hudløs ærlig. Men der sker ikke rigtig noget. Hvordan kan det være? Er det fordi hans premierminister ikke ”spiller med”? Det er min opfattelse, at det næppe er tilfældet. Medvedevs ordvalg i hans nøgletaler og artikler er stort set sammenfaldende med det ordvalg, man finder hos Putin, blandt andet i Putins vigtige artikel ”Rusland ved årtusindskiftet” fra 31. december 1999. Artiklen blev bragt i aviserne Nezavisimaja Gazeta og Rossiiskaja Gazeta den dag Putin tiltrådte som fungerende præsident, og lagde linjen for en stor del af Putins præsidentperiode. Medvedev viderefører efter min opfattelse Putins noget ukonkrete plan, også betegnet ”Strategi 2020”, som udgjorde grundlaget for Det forende Ruslands valgkamp ved Duma-valget i 2007 og senere for Medvedevs egen kampagne ved præsidentvalget i 2008.
En klar arbejdsdeling
Når det alligevel forekommer som om Medvedev er fremtidens mand, mens Putin tilhører fortiden, skyldes det formentlig en ganske klar arbejdsdeling mellem premierministeren og præsidenten. For den russiske magtelite er vælgerne først og fremmest et publikum i en forestilling. Der er i realiteten ingen opposition til magthaverne, al den stund at valgene styres med fast hånd. Derfor eksisterer der et latent legitimitetsproblem, som søges løst gennem en systematisk kortlægning af befolkningens reaktion på magthavernes optræden og handlinger via opinionsundersøgelser. Derved kan magthaverne satse på de populære emner og droppe de mindre populære. I denne sammenhæng henvender Putin og Medvedev til to forskellige grupper i det russiske publikum.
Premierminister Putin henvender sig først og fremmest til den lavere del af middelklassen, der er afhængig af løn og pensioner fra det offentlige, og som har oplevet Sovjetunionen som supermagt.
Denne gruppe får stort set alle deres informationer gennem (det statsligt styrede) TV og udgør en betragtelig majoritet.
Medvedevs målgruppe er den øvre del af middelklassen med højere indkomster. Denne gruppe er ikke afhængig af indtægter fra det offentlige. De bor i de store byer, rejser ofte udenlands og bruger internettet, hvorfra de får hovedparten af deres informationer. Det er i vid udstrækning den yngre del af befolkningen, der er opvokset i et Rusland med markedsøkonomi. Denne gruppe er selvsagt voksende. Den er tillige kritisk indstillet over for det almægtige bureaukrati, korruptionen og det offentlige systems ineffektivitet. Det er den gruppe, Medvedev især henvender sig til. Men man skal gøre sig klart, at han på sin ”civiliserede” og intellektuelle måde også henvender sig til et udenlandsk publikum, hvor hans stil er langt mere acceptabel end ”gadedrengen” Putins noget mere jævne og til tider særdeles barske ordvalg.
Vil det så lykkes makkerparret Putin-Medvedev at modernisere Rusland? Det må jeg desværre tilstå, at jeg tvivler på. Moderniseringen af det russiske økonomiske fundament er i virkeligheden en Sisyfos-opgave i et system, hvor den politisk-økonomiske elite har indlysende fordele ved at satse – om end kortsigtet – på energi- og råvareeksport. Dertil kommer, at den brede befolknings ønske om forandringer er til at overse. Man vil for alt i verden ikke kastes ud i nye eksperimenter som i Gorbatjov og Jeltsin-perioderne. Reformer, ja tak, men i et adstadigt tempo, ganske som i Danmark. Stabilitet og tryghed frem for alt.
Russia Incorparated
Såvel i Rusland som blandt vestlige eksperter betegner man ofte Rusland som ”Russia Incorporated”. Dermed hentyder man til, at de russiske magthavere, den politisk-økonomiske elite, betragter Rusland som en gigantisk forretningskoncern – først og fremmest elitens koncern – der i større eller mindre grad drives efter forretningsmæssige principper og interesser.
Ifølge forfatningen står præsident Medvedev i spidsen for ”Forretningen Rusland”. Men efter de fleste eksperters og et stort flertal af russeres opfattelse er det premierminister Putin, der med fast hånd styrer butikken. Han mødtes den 22. marts med statsminister Lars Løkke Rasmussen i Skt. Petersborg, hvor der blev aftalt et genvisit af Vladimir Putin senere på året. Det kunne forlede én til at konkludere, at den konstitutionelle monark i denne uge møder den konstitutionelle præsident, mens de to administrerende direktører træffes senere på året.
Imidlertid er virkeligheden som oftest mere nuanceret end som så. Det er ubestridt, at Putin personligt valgte Medvedev som sin efterfølger. Medvedev har arbejdet for Putin i flere perioder helt tilbage fra begyndelsen af 1990’erne. Han valgte en efterfølger som præsident, en nær ven, som han med 100 procent sikkerhed vidste, ville forblive loyal, en egenskab som Putin sætter meget højt. Der er næppe megen tvivl om, at Vladimir Putin stadig er den egentlige magthaver i ”Russia Incorporated”. Dels er han de facto leder af partiet ”Det forenede Rusland”, der har mere end 2/3-dels flertal i Dumaen. Dels står han som premierminister i spidsen for den udøvende magt, ligesom han med stor sandsynlighed også har den reelle magt over ”magtministerierne”, blandt andet indenrigs- og forsvarsministerierne og ikke mindst sikkerhedstjenesterne, selvom disse ifølge forfatningen hører under præsidenten. Men Putin kontrollerer ikke blot de politiske og administrative ressourcer. Hans indflydelse i erhvervslivet er også meget stor, idet han mere eller mindre har de såkaldte oligarker i sin hule hånd – dog med Dmitrij Medvedev, som sin ”junior partner”.
Fortid eller fremtid
Hvordan harmonerer denne påstand med det forhold, at såvel den russiske som den vestlige presse med jævne mellemrum beskriver divergenser mellem præsidenten og premierministerens udtalte politik? Præsident Obama betegnede for eksempel under sit første besøg i Moskva Putin som fortidens mand, medens Medvedev var håbets og fremtidens mand. Det var både uklogt og forkert. Hvorfor nu det?
Præsident Medvedev er en intellektuel med en solid akademisk baggrund. Han har en klar opfattelse af, hvad der bør være den politiske dagsorden i Rusland. Han førte sin valgkamp i 2007/2008 på temaet modernisering. Hermed mente han, at Rusland var tvunget til at diversificere sin økonomi: Rusland skulle ikke i længden forblive afhængig af eksport af olie og gas, samt andre uforarbejdede råvarer – hvilket udgør størstedelen af den russiske eksport til udlandet, bortset fra våben. I en stor tale i Krasnojarsk i februar 2008 beskrev han behovet for reformer af de russiske institutioner, i infrastrukturen, behovet for innovation i erhvervslivet, samt investeringer: De såkaldte fire I’er. Dertil kommer hans (indtil nu forgæves) indsats mod den massive korruption, der præger det russiske samfund fra top til bund, samt hans forsøg på at reformere retssystemet. I sin tale til nationen – den såkaldte poslanije – i november sidste år påpegede han endnu en gang behovet for modernisering. Kort forinden havde han i en spektakulær artikel på nettet, betitlet ”Fremad Rusland”, opfordret til en omfattende reformproces. Der skulle satses på udvikling af moderne teknologi. Rusland skal ”computeriseres”, fremhævede Medvedev, og udpegede fem nøgleområder for modernisering: Medicinalindustrien, energieffektivitet, kernekraft, rumteknologi, samt informationsteknologi.
Præsident Medvedev siger de rigtige ting. Hans analyse af Ruslands mange problemer er hudløs ærlig. Men der sker ikke rigtig noget. Hvordan kan det være? Er det fordi hans premierminister ikke ”spiller med”? Det er min opfattelse, at det næppe er tilfældet. Medvedevs ordvalg i hans nøgletaler og artikler er stort set sammenfaldende med det ordvalg, man finder hos Putin, blandt andet i Putins vigtige artikel ”Rusland ved årtusindskiftet” fra 31. december 1999. Artiklen blev bragt i aviserne Nezavisimaja Gazeta og Rossiiskaja Gazeta den dag Putin tiltrådte som fungerende præsident, og lagde linjen for en stor del af Putins præsidentperiode. Medvedev viderefører efter min opfattelse Putins noget ukonkrete plan, også betegnet ”Strategi 2020”, som udgjorde grundlaget for Det forende Ruslands valgkamp ved Duma-valget i 2007 og senere for Medvedevs egen kampagne ved præsidentvalget i 2008.
En klar arbejdsdeling
Når det alligevel forekommer som om Medvedev er fremtidens mand, mens Putin tilhører fortiden, skyldes det formentlig en ganske klar arbejdsdeling mellem premierministeren og præsidenten. For den russiske magtelite er vælgerne først og fremmest et publikum i en forestilling. Der er i realiteten ingen opposition til magthaverne, al den stund at valgene styres med fast hånd. Derfor eksisterer der et latent legitimitetsproblem, som søges løst gennem en systematisk kortlægning af befolkningens reaktion på magthavernes optræden og handlinger via opinionsundersøgelser. Derved kan magthaverne satse på de populære emner og droppe de mindre populære. I denne sammenhæng henvender Putin og Medvedev til to forskellige grupper i det russiske publikum.
Premierminister Putin henvender sig først og fremmest til den lavere del af middelklassen, der er afhængig af løn og pensioner fra det offentlige, og som har oplevet Sovjetunionen som supermagt.
Denne gruppe får stort set alle deres informationer gennem (det statsligt styrede) TV og udgør en betragtelig majoritet.
Medvedevs målgruppe er den øvre del af middelklassen med højere indkomster. Denne gruppe er ikke afhængig af indtægter fra det offentlige. De bor i de store byer, rejser ofte udenlands og bruger internettet, hvorfra de får hovedparten af deres informationer. Det er i vid udstrækning den yngre del af befolkningen, der er opvokset i et Rusland med markedsøkonomi. Denne gruppe er selvsagt voksende. Den er tillige kritisk indstillet over for det almægtige bureaukrati, korruptionen og det offentlige systems ineffektivitet. Det er den gruppe, Medvedev især henvender sig til. Men man skal gøre sig klart, at han på sin ”civiliserede” og intellektuelle måde også henvender sig til et udenlandsk publikum, hvor hans stil er langt mere acceptabel end ”gadedrengen” Putins noget mere jævne og til tider særdeles barske ordvalg.
Vil det så lykkes makkerparret Putin-Medvedev at modernisere Rusland? Det må jeg desværre tilstå, at jeg tvivler på. Moderniseringen af det russiske økonomiske fundament er i virkeligheden en Sisyfos-opgave i et system, hvor den politisk-økonomiske elite har indlysende fordele ved at satse – om end kortsigtet – på energi- og råvareeksport. Dertil kommer, at den brede befolknings ønske om forandringer er til at overse. Man vil for alt i verden ikke kastes ud i nye eksperimenter som i Gorbatjov og Jeltsin-perioderne. Reformer, ja tak, men i et adstadigt tempo, ganske som i Danmark. Stabilitet og tryghed frem for alt.
Regioner
Rusland
Er det chefen, der kommer?