Blinken i Beijing: Hvor længe holder de gode miner til det slette spil

Den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinkens besøg i Beijing i sidste uge fik mange iagttagere til at vejre morgenluft. Med den sønderskudte kinesiske spionballon ude af horisonten kunne forholdet mellem Kina og USA måske endelig løfte sig op på et niveau, hvor parterne kan samarbejde omkring tidens transnationale udfordringer såsom global opvarmning, pandemier og spredningen af masseødelæggelsesvåben. Det lykkedes tilmed Blinken i sidste øjeblik at få audiens hos Xi Jinping i Folkets Store Hal, hvor Kinas magtfuldkomne leder fra bordenden udlagde verdenssituationen for sin amerikanske gæst i en halv times tid.

Selv kæmpede Blinken bravt på det afsluttende pressemøde med at levere en positiv vinkel på sine samtaler med kineserne: ”Jeg tog til Beijing for at styrke vores indbyrdes kommunikation på øverste niveau... Det lykkedes.” Men knapt var Blinkens fly lettet fra Beijing, førend hans egen chef bragte sindene i kog i Beijing, idet præsident Biden ved et privat fundraising-arrangement omtalte Xi som en ”diktator”, hvis uvidenhed om den kinesiske spionballon var ”pinagtig”.

Under alle omstændigheder var Blinkens rejse blottet for konkrete fremskridt bortset fra en aftale om at øge antallet af direkte flyforbindelser mellem USA og Kina, som stadig blot udgør 10% af niveauet før Covid-pandemien. Allermest foruroligende var det, at parterne ikke kunne blive enige om at genåbne de militære kommunikationskanaler, som kineserne valgte at lukke i august sidste år i protest mod den amerikanske toppolitiker Nancy Pelosis Taiwan-besøg. Alene den seneste måned har vi været vidner til to nær-kollisioner mellem amerikanske og kinesiske krigsfly og -skibe, først over Det Sydkinesiske Hav og derefter i Taiwan-strædet. Og vinterens spionballonkrise havde måske aldrig udviklet sig til en storpolitisk krise, hvis kineserne havde været villige til at kommunikere med det amerikanske militær undervejs.

I stedet fremstod Blinkens Beijing-besøg først og fremmest som en form for krisediplomati, hvor parterne fik lejlighed til at præcisere deres respektive bekymringer og ikke mindst ”røde linjer”. For verdens i særklasse mest magtfulde lande befinder sig allerede i en global kappestrid, der i bedste fald vil udspille sig som en langvarig rivalisering om magt, sikkerhed og status i den internationale arena. I værste fald som en højintens, koldkrigslignende konfrontation mellem to afkoblede blokke, hvor Beijing og Washington risikerer at geråde sig ud i en væbnet stedfortræderkonflikt – eller en direkte krig omkring Taiwan.

For hverken USA eller Kina nærer længere nogen illusioner om modpartens ambitioner. I den nationale amerikanske sikkerhedsstrategi udpeges netop Kina som den eneste stormagt med både kapaciteten og frem for alt intentionen til at udfordre den internationale orden. Og i forbindelse med den årlige samling af Folkekongressen i marts i år rettede Xi Jinping for første gang en direkte anklagende finger mod USA, som han beskyldte for at orkestrere en koalition af vestlige lande for at undertrykke og inddæmme Kina.

Men hvorfor overhovedet mødes på højniveau, hvis Beijing og Washington ikke længere kan samarbejde om noget væsentligt i den nuværende æra af stormagtsrivalisering. Ud over at tydeliggøre ”røde linjer” i de verserende stridigheder omkring Taiwan, krigen i Ukraine, Det Sydkinesiske Hav, Nordkoreas atomvåbenprogram, den teknologiske afkoblingsproces m.v. tjener topmødediplomatiet også et andet formål: At demonstrere besindighed og ansvarlighed over for sine respektive samarbejdspartnere, som i stigende grad frygter at blive tvunget til at skulle vælge side mellem Beijing og Washington. En sådan udvikling ville især ramme kineserne hårdt, fordi de stadig er langt mere afhængige af adgang til vestlige markeder, viden og teknologi end omvendt. 

Med andre ord synes det ”topdiplomatiske spil for galleriet” at fortsætte. Senere på året var der egentlig lagt op til, at Biden og Xi skulle mødes på sidelinjen først ved septembers G20-topmøde i Indien og dernæst på APEC-topmødet, som finder sted i San Francisco i november. Men spørgsmålet er nu, om parterne overhovedet kan fastholde ”de gode miner til slet spil” oven på Bidens seneste udtalelse.