Bistand og nødhjælp i dansk sikkerhedspolitik?

Det aktuelle forslag til lov om dansk udviklingssamarbejde understreger, at bistanden fremover skal være et centralt og integreret element af dansk (udenrigs- og) sikkerhedspolitik. En ny rapport fra DIIS viser imidlertid, at sikkerhedspolitiske interesser allerede gennem en længere årrække, men især efter 2001, har haft stigende indflydelse på dansk udviklingspolitik, herunder på hvor og hvordan bistanden er blevet brugt.

Rapporten dokumenterer et øget dansk engagement i udviklingslande og katastrofeområder, der forbindes med forskellige former for sikkerhedspolitiske trusler. Det gælder ud over Afghanistan en række lande i Afrika, herunder Sierra Leone, Somalia, Sudan og Liberia. Det er stadig en begrænset del af den samlede bistand, der allokeres til disse lande, og nødhjælpen går overordnet set til de katastrofeområder, hvor behovene er størst; men ikke desto mindre er skiftet på egne præmisser markant.

Det er på den baggrund værd at lytte til en række internationale analyser som refereres i DIIS Report 2012:01, Dansk bistand som sikkerhedspolitisk instrument, 1992-2009 v./ Finn Stepputat, Lars Engberg-Pedersen og Adam Moe fejerskov. Analyserne viser, at sammenblandingen af sikkerhedspolitik og bistand er et uhyre vanskeligt felt, hvor bistanden i områder med åben konflikt, hvor donorerne selv er part, risikerer at bidrage til spændinger og modsætninger frem for at skabe forudsætninger for udvikling og øget legitimitet for landets regering.

Rapporten fremlægges på et seminar på DIIS fredag den 3. februar 2012.