Den bilaterale bistand er vigtig for Danmarks internationale klimaarbejde

Klimaet er kommet på dagsordenen i dansk udviklingsbistand. I finansloven for 2021 sigtes mod at ”omlægge Danmarks udviklingssamarbejde med en markant drejning mod stærkere fokus på klima og den grønne dagsorden” samt mod mere støtte til nærområder og skrøbelige kontekster.

Man kan samme sted læse, at Danmark skal ”tage lederskab for den grønne omstilling i verden”, og at udviklingsbistanden er ”et afgørende værktøj” i den henseende.

Et væsentligt spørgsmål er i den forbindelse, hvor meget vi fremover skal satse på den klassiske bilaterale bistand i vores støtte til klimaarbejdet i Syd?

Et nyligt studie fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) viste, at bevillingerne inden for klimatilpasning siden 2013 i gennemsnit har været fordelt cirka 50/50 mellem bilateral og multilateral bistand. Dét synes vi er en fornuftig fordeling, men man kan frygte, at den ikke får lov at blive stående.

Problematisk at reducere bilateral støtte

Danmarks traditionelle, langsigtede bilaterale samarbejde med fattige lande er igennem mange år gradvist blevet indskrænket eller omprioriteret til at løse mere umiddelbare kriser, der ses som trusler mod Danmark.

Samtidig kan det være en nærliggende tanke, at netop klimabistanden bør orienteres mere ensidigt mod de multilaterale klimafonde og -organisationer. Klima er jo et globalt problem og kræver internationalt samarbejde. Hvorfor så ikke sende alle klimamidlerne direkte til klimafondene og de multilaterale organisationer fremfor at bruge halvdelen på bilateral bistand?

En sådan tanke kan være særligt fristende i en ministeriel verden, hvor man er under evigt pres for at holde driftsomkostningerne nede.

Det vil imidlertid være særdeles problematisk at reducere den andel af vores klimarelaterede bistand, som kanaliseres gennem den bilaterale støtte, ikke mindst i forhold til arbejdet med klimatilpasning, som vi fokuserer på hér. Det er der tre overordnede grunde til.

1. Den bilaterale bistand kan være målrettet, når klimafondene ikke er det

De globale klimafonde er vigtige, men de har også en række udfordringer. Danmark støtter blandt andet Den Grønne Klimafond, som er den højst profilerede af de FN-relaterede klimafonde. Fonden er en vigtig brik i det globale klimasamarbejde, og vi skal blive ved med at støtte den.

Men ligesom de andre globale klimafonde er det et tungt maskineri, som ikke kan alt. Den Grønne Klimafond præges af magtkampe mellem nord og syd og er langsommelig. Adgangen er desuden meget eksklusiv.

Eksempelvis har de fleste kommuner, NGO’er og mange private aktører – som ellers er helt afgørende for klimaarbejdet - ikke reel mulighed for selv at søge om midlerne i den Grønne Klimafond på grund af overdrevne krav om blandt andet organisatorisk kapacitet.

Fonden er endvidere sat i verden med fokus på klima og har ikke en automatisk målretning mod fattigdomsbekæmpelse. Selvom der arbejdes på at få en smidigere proces og dialog i flere af de globale klimafonde, er det en udfordrende proces.

Hvis vi skal nå i mål, må støtten til de globale klimafonde suppleres med fortsat substantiel støtte til den bilaterale bistand, som kan være mere smidig og gå i direkte dialog med regeringer og andre partnere i de lande, vi samarbejder særligt med.

Selvom den bilaterale bistand er forankret i et samarbejde mellem stater, giver den bedre muligheder for at involvere kommuner, NGO’er og private aktører i udviklingen af klimaindsatserne. Den bilaterale bistand kan desuden orienteres mod særlige tematikker i klimaarbejdet, som Danmark prioriterer.

Trods flere års udvanding er fattigdomsbekæmpelse stadig et af hovedmålene i dansk bilateral bistand, som dermed kan være med til at sikre, at fattige og marginaliserede grupper inddrages i og får gavn af klimaarbejdet.

2. Den bilaterale bistand har vigtige erfaringer og tilgange

Hvis klimaindsatser skal fungere, kræver det en samtænkning af klima- og udviklingsarbejdet. Nogle af klimafondene er opmærksomme på dette, men er under konstant pres for ikke at bevæge sig for langt væk fra et stringent klimafokus.

Den bilaterale bistand har til gengæld årtiers vigtige erfaringer fra udviklingsarbejde inden for områder, der er centrale for at skabe resiliens i mange fattige lande, eksempelvis landbrug, vandforvaltning, rettigheder, social organisering og offentlig forvaltning.

Med større samtænkning kan bilaterale indsatser være med til at skubbe på for en progressiv dagsorden.

Klimaarbejdet kræver desuden langsigtet transformativ forandring. Den bilaterale bistand har vigtige erfaringer med at udvikle institutionelle rammer, såsom den programmatiske tilgang, politikudvikling i offentlige institutioner, myndighedssamarbejde og støtte til civilsamfund.

Eksempelvis har Danmarks bistand til Kenya i mange år støttet udviklingen af institutionelle rammer og politikker inden for klima og miljø. Som bemærket i den nylige evaluering af dansk støtte til klimatilpasning, har dette bidraget til at fjerne barrierer for en egentlig samtænkning af klimatilpasning i Kenyas offentlige planlægning.

Samtidig har vores bilaterale programmer over en årrække støttet kenyanske NGO’er og private aktører i deres arbejde med at løse konflikter om naturressourcer og styrke lokalt forankret vandforvaltning og klimatilpasning.

3. Den bilaterale bistand kan styrke Danmarks rolle i det globale klimaarbejde

Det bilaterale udviklingsarbejde giver desuden gode muligheder for at Danmark kan bringe sin faglige ekspertise i spil i konkrete sammenhænge. Klimaarbejdet bør ikke styres af eksportinteresser, men det er indlysende, at Danmark besidder fagspecifik viden, som rent faktisk kan gavne samarbejdslandenes klimaarbejde.

Det gælder ikke blot viden om vindmøller og vandpumper. Demokratiske beslutningsprocesser er væsentlige aspekter af klimatilpasning, som Danmark har erfaring med fra en række områder. Den bilaterale bistand kan sikre, at denne viden kommer ud i verden eksempelvis via myndighedssamarbejde og twinning-ordninger mellem kommuner i Danmark og i de pågældende samarbejdslande.

Samtidig bidrager det bilaterale samarbejde til at understøtte Danmarks profil i det globale klimasamarbejde. I vore studier har vi oplevet, hvordan aktører i FN-organisationerne og Verdensbanken efterlyser Danmarks viden og tilgange i forhold til klimaarbejdet i Syd.

Hvis vores progressive ry på dette område skal bevares, har vi brug for aktuel og erfaringsbaseret viden fra konkrete kontekster, som vi selv indgår i. Her er den bilaterale bistand afgørende. Som den nylige evaluering af Danmarks bistand til klimatilpasning påpegede, er det vanskeligere at få indsigt i, hvad læringen er fra den direkte støtte til klimafondene og de multilaterale organisationer.

Globalt klimasamarbejde handler også om bilaterale relationer        
Det er klart, at den bilaterale bistand ikke kan stå alene. Danmark skal ikke gå enegang i det globale klimasamarbejde. Vi skal tværtimod gå i front med en aktiv indsats, deltage i finansieringen af de globale fællesskaber, og arbejde på at forbedre klimaarbejdet.

Det kræver et internationalt samarbejde, der består af forskelligartede men komplementerende relationer, hvori den bilaterale er en vigtig komponent.

Så Danmark bør fastholde den bilaterale bistand som en central del af vores internationale klimaindsats med en fortsat 50/50 balance i fordelingen af klimastøtten mellem det bilaterale og multilaterale.

I den forbindelse er det desuden vigtigt at holde det langsigtede perspektiv i mente. Meget af det, den bilaterale bistand kan, er grundlagt i en langsigtet tilstedeværelse og opbygning af institutionelle relationer.

Hvis den bilaterale bistand i stedet bliver et spørgsmål om kortvarig brandslukning, eller udelukkende handler om et snævert dansk fokus på at undgå migration og konflikt i nærområderne, bliver effekten af vores støtte ubetydelig i klimaarbejdet og vil i øvrigt ikke have nogen effekt på længere sigt.

I stedet skal den bilaterale bistand være langsigtet og tænke klima og udvikling sammen.

Debatindlægget blev bragt i Altinget 2. april 2021.