Anspændt topmøde i idylliske rammer

Når Donald Trump torsdag og fredag tager imod Xi Jinping, er det første topmøde mellem de to præsidenter henlagt til afslappede omgivelser i Florida i Mar-a-Lago-komplekset, som Trump har omtalt som sit sydlige Hvide Hus. At topmødet ikke finder sted i Washington skal signalere, at det først og fremmest handler om at opdyrke en personlig kemi mellem de to ledere, ganske som da Barack Obama tilbage i 2013 inviterede en nyvalgt præsident Xi til Sunnylands i Californien.

Selv om topmødet dermed næppe vil udmønte sig i en række politiske substansaftaler mellem de to parter, står der ganske meget på spil for USA og Kina – og for resten af verden.

USA og Kina er efterhånden kommet i en liga for sig selv på den internationale arena. Der er ikke blot tale om verdens to største økonomier og handelsnationer med enorm betydning for den globale økonomis tilstand. De to lande råder også over verdens suverænt største militærbudgetter og er i realiteten placeret på hver sin side af en række geopolitiske konfliktlinjer i både Det Syd- og Østkinesiske Hav samt på Den Koreanske Halvø.

Ganske vist er det indbyrdes magtforhold stadig forholdsvis ubalanceret i USA's favør, men hvis der er noget land, der på sigt besidder det fornødne potentiale til for alvor at kunne udfordre USA's magtposition på den internationale scene, er det Riget i Midten. Der er således intet andet bilateralt forhold, der har så stor betydning for den internationale orden.

I dagene op til topmødet i Mar-a-Lago har de statskontrollerede kinesiske medier leveret et fortegnet billede af USA-Kina forholdet, hvor man bevidst nedtoner spændingerne og i stedet fremhæver samarbejdsmulighederne. Men bag facaden lurer usikkerheden hos Xi og hans håndgangne mænd i kommunistpartiets politbureau.

Ét er, at Trumps uberegnelige og bramfri lederstil indebærer en langt større risiko for politiske sammenstød med Xi, som omvendt er vant til minutiøst forhåndskoreograferede politiske optrædener. Noget andet er, at parterne tilsyneladende ikke på forhånd har kunnet nå til enighed om nogen form for fælles udtalelser fra topmødet. Endelig har Trump på forhånd annonceret, at der venter et ”meget vanskeligt møde”, hvilket naturligvis ikke huer det kinesiske lederskab.

Spørgsmålet er da også, om der p.t. overhovedet er nogle oplagte pejlemærker for et amerikansk-kinesisk samarbejde. Da Obama sad i Det Hvide Hus, røg USA og Kina ind imellem i totterne på hinanden omkring fx menneskerettighedsspørgsmålet, FN’s Havretskonvention eller det ubalancerede handelssamkvem.

Til gengæld gjorde Obama og Xi en dyd ud af at finde fælles fodslag på andre centrale områder såsom kampen mod global opvarmning samt håndteringen af Irans og Nordkoreas atomvåbenprogrammer. Hertil kom den årlige institutionaliserede dialog (den såkaldte S&ED), hvor de to parter på skift i Beijing og Washington søgte at tale sig til rette om diverse makroøkonomiske og sikkerhedspolitiske problemstillinger.

Trumps indtog i Det Hvide Hus har imidlertid markant indsnævret samarbejdsmulighederne. Dels er Trump en notorisk klimaskeptiker, som tidligere har beskyldt kineserne for at have opfundet ideen om global opvarmning for at underminere USA's industriproduktion. Og dels har Trump ikke blot sået tvivl om Iran-atomaftalen, men også truet med at gå enegang i forhold til Nordkorea, med mindre kineserne for alvor sætter tommelskruerne på Pyongyang. Men nok allervigtigst i forhold til samarbejdsmulighederne med Kina har den nye amerikanske præsident gentagne gange lagt op til drastiske virkemidler, hvis ikke det gigantiske handelsunderskud over for Kina (på langt over 300 mia. dollar i 2016) bliver reduceret væsentligt.

På den baggrund synes succeskriteriet for de næste dages topmøde at være temmelig begrænset set fra Beijings perspektiv: at fastholde illusionen om et velfungerende forhold mellem USA og Kina og måske endda få opbygget et personligt forhold mellem Xi og Trump. Mar-a-Lagos idylliske omgivelser til trods, bliver det under alle omstændigheder næppe noget afslappende besøg for Xi Jinping.