Angsten for ansvar lammer spansk politik
Blot fire dage efter Brexit blev der afholdt parlamentsvalg i Spanien. Valgstederne lukkede den 26. juni kl. 20, og allerede efter to timer stod det klart, at resultatet ville blive en eklatant skuffelse for de kræfter, der higer efter mere stabilitet i EU's kernelande. En historisk lav valgdeltagelse var nok til at sikre en valgsejr til den fungerende spanske konservative regering under Mariano Rajoys ledelse, men sejren kan vise sig vanskelig at veksle til politisk mønt.
Spanien har siden sidste valg den 20. december 2015 været præget af politisk lammelse. Ved den lejlighed stormede to nye partier, Ciudadanos og Podemos, ind i parlamentet, og det stabile topartisystem, som har kendetegnet Spanien i de sidste 35 år, sank i grus. Resultatet blev et "hung parliament", hvor socialistpartiet PSOE forgæves forsøgte at få både Ciudadanos og Podemos med i et regeringssamarbejde. Det borgerlige Ciudadanos ville gerne, mens det venstrepopulistiske Podemos afviste. Sidstnævnte håbede øjensynligt, at man ved et nyvalg kunne overhale PSOE som landets næststørste parti med mulighed for selv at gribe regeringsmagten.
Ved valget den 26. juni satsede Podemos alt og tabte. Partiet havde af især valgtekniske grunde slået sig sammen med det lille venstrefløjsparti Izquierda Unida (IU), der er en udløber af det hedengangne kommunistparti PCE. Samtidig skiftede Podemos navn til Unidos Podemos (Sammen Kan Vi) og erklærede sig nu som en socialdemokratisk bevægelse. Selvmodsigelsen var åbenlys. Den altfavnende retorik mislykkedes, og flere vælgere har givetvis straffet partiet for, at man ved forrige valg forpassede muligheden for at danne en centrum-venstreregering med PSOE i spidsen. Flere meningsmålinger viste således, at en socialistisk ledet regering var den regeringskonstellation, som flest spaniere foretrak. IU og Podemos fik samlet flere stemmer i december 2015, end de gjorde som samlet blok ved det netop overståede valg. Det konservative Partido Popular (PP) og socialistpartiet PSOE kom på hver sin måde styrket ud af valget den 26. juni. PP gik næsten 4 procentpoint frem til ca. 33%, og til trods for et katastrofevalg lykkedes det PSOE (22,66%) at holde Unidos Podemos (21.10 %) stangen.
Den parlamentariske situation er nu yderst vanskelig. Der er intet klart flertal i parlamentet - en situation der forværres af, at ingen af partierne har erfaring med brede politiske aftaler, sådan som vi kender det fra Danmark. PSOE sidder med de afgørende stemmer, men har allerede afvist et aktivt eller stiltiende regeringssamarbejde med Partido Popular. Den fungerende statsminister Mariano Rajoy har ellers kraftigt appelleret til, at de to gamle partier er nødt til at skabe den fornødne stabilitet i en krisetid. Socialisterne er bange for, at et sådant samarbejde vil gavne Unidos Podemos, der tidligere har beskyldt PSOE for sammen med PP at være en del af en korrupt politisk kaste, der ikke kerer om almindelige menneskers problemer.
Der foreligger også den mulighed, at en ny konservativ regering kan blive stemt igennem med støtte fra det nye borgerlige parti Ciudadanos, det konservative baskiske parti PNV og to indvalgte parlamentsmedlemmer fra Kanarieøerne. Denne løsning er imidlertid vanskelig, daCiudadanos ikke billiger yderligere økonomiske og politiske indrømmelser til baskerne. Der foreligger også den mulighed, at det borgerlige catalanske parti CDC, som PP ellers har ligget i åben konflikt med, kan fungere som støtteparti. Under alle omstændigheder vil et sådant flertal ikke være bæredygtigt på længere sigt, og væsentlige politikområder vil fortsat skulle afstemmes med PSOE.
Dertil kommer, at Brexit er blevet en udfordring for Spanien, der frygter, at europæisk lydhørhed over for de skotske ønsker om at forblive i EU kan få de catalanske nationalister til at vejre morgenluft. Den politiske og forfatningsmæssige krise i Catalonien har bidt sig fast, og endnu et nyvalg truer i Catalonien, hvor det antikapitalistiske støtteparti CUP agter at trække tæppet væk under den siddende lokalregering, som efter partiets opfattelse har været for eftergivende i forhold til centralmagten. Det er dog lykkedes Spanien og Frankrig, der frygter regional uro i det indbyrdes grænseområde, at aftvinge EU en forsigtig kurs i Brexit-spørgsmålet. Således afviste formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, i sidste uge at mødes med den skotske førsteminister Nicola Sturgeon, som i stedet måtte nøjes med et kindkys fra kommissionsformanden Jean-Claude Juncker.
Hvad der kommer til ske nu, tør kun de færreste spå om. Fungerende statsminister Mariano Rajoy har lagt maksimalt pres på PSOE, idet han appellerer til, at de to partier sammen kan gennemføre reformer på fem væsentlige områder, herunder foretage en revision af forfatningen med henblik på bedre at kunne håndtere de regionale spændinger i landet. Det har han ellers ved tidligere lejligheder afvist. Om PSOE – på trods af vedvarende forsikringer om det modsatte – til sidst vil acceptere en borgerlig regering vides ikke. Den abdicerede spanske konge Juan Carlos havde en formidabel evne til i vigtige forhandlinger at disciplinere de gamle partier, når landets fremtid stod på spil. Intet tyder på, at hans efterfølger, Felipe 6., besidder samme politiske tæft. I de forgangne regeringsforhandlinger i december mistede PP tilliden til kongen og reagerede ifølge flere aviser end ikke på dennes mæglingsforslag. Ingen analytikere tør for nuværende afvise et nyvalg. Angsten for ansvaret hæmmer i stigende grad spansk politik.
Morten Rievers Heiberg er professor, dr.phil. vedInstitut for Engelsk Germansk og Romansk, Københavns Universitet. Et af hans primære forskningsområder er spansk historie, kultur og samfund.