DIIS Comment

Angrebet på Times Square var freelance jihadisme

Det mislykkede terrorangreb på Times Square i New York vidner om en ny type terrorister: Freelance jihadister, som bor i Vesten, men føler sig tiltrukket af den regionale oprørskamp Mellemøsten, Sydasien og Afrikas Horn. Heldigvis er de fleste af dem rene amatører.
7. maj 2010
USA var søndag tæt på endnu et terrorangreb midt i hjertet af det ultimative symbol på vestlig kapitalisme, kunst og moderne civilisation: New Yorks Manhattan. Bomben var dog håbløst amatørarbejde. Den ville ikke kunne sprænge. Ikke desto mindre opdages kort efter en video på YouTube, der lykønsker det islamiske samfund med det seneste angreb på det sataniske USA, som Tehrik-e-Taliban (pakistansk Taliban) tager ansvaret for. Angrebet var ifølge videoen hævn for USA’s drab af lederen af pakistansk Taliban Beitullah Mehsud i august 2009 samt af de to al-Qaida ledere i Irak for nogle uger siden. Stemmen i videoen formulerer sig på urdu og tilhører en af de nuværende operative ledere i pakistansk Taliban, som blandt andet har ansvaret for at træne folk i konstruktion af bomber. Hans tale ledsages af billeder af forkullede lig og af kvinder og børn, som er omkommet af missilerne fra de amerikanske droner, der ugentligt bomber i de pakistanske stammeområder fra baser i Afghanistan. De makabre billeder afsluttes med trusler om flere angreb mod USA og de NATO lande, der har tropper i Afghanistan. Videoen er uploadet på en konto på YouTube dagen inden fundet af bilen på Times Square. Og den pågældende konto, der bærer navnet Pakistansk Talibans Nyhedskanal, blev registreret på YouTube den 30. april. Videoen er altså lavet før episoden på Times Square, som den ikke refererer konkret til: Den taler i generelle vendinger om angrebet mod USA og på en måde som om, det faktisk er gennemført.

Forbindelse mellem bombe og video
I første omgang afviste de amerikanske myndigheder samt diverse kommentatorer og eksperter med viden om pakistansk Taliban at der var en forbindelse mellem bilbomben på Times Square og videoen. Bilbomben var alt for amatøragtig til, at pakistansk Taliban, der er kendt for at have stor erfaring med organisering af terrorisme – herunder ikke mindst blodige angreb i Indien samt i de pakistanske hovedbyder Lahore og Islamabad – kunne være involveret, lød det. Alligevel uploades dagen efter en ny video med dokumentation for, at den pakistanske Talibanleder Hakimullah Mehsud, der overtog lederskabet efter Beitullah, stadig – i hvert fald i midten af april – er i live. Det på trods af, at amerikanerne mente ham dræbt ved et droneangreb i januar. Der bringes også nye trusler mod USA. Videoen fordømmer derudover drabet på de to al-Qaida-ledere i Irak. Samtidig dukker andre videoer op fra palæstinensiske grupper, fra al-Shabaab i Somalia, fra al-Qaida på Den Arabiske Halvø og fra afghansk Taliban. Alle med den samme fordømmelse. På denne måde lykkes det med vanlig sans for iscenesættelse pakistansk Taliban, al-Qaida og al-Qaida tilknyttede grupper at erobre stor opmærksomhed i det globale mediebillede. Alene af denne grund er der en forbindelse mellem det mislykkede og amatøragtige forsøg på terrorisme på Times Square og pakistansk Taliban.

Kanonføde
Kort efter viser det sig, at det er en amerikansk statsborger af pakistansk afstamning, som er ansvarlig for bilbomben i New York. Under afhøringer indrømmer han, at han faktisk har opholdt sig fem måneder i Pakistan, hvor han efter eget udsagn har fået træning i konstruktion af bomber – om end han åbenbart ikke har hørt særlig godt efter i lektionerne i træningslejrene i Waziristans bjerge. Alt tyder derfor på, at vi har at gøre med en amerikaner af pakistansk herkomst, som i det amerikanske samfund har følt sig tiltrukket af pakistansk Talibans kamp, og derfor er rejst til Pakistan af egen vilje for at blive en del af denne kamp. Erfaringer siger, at en sådan person vil blive velvilligt modtaget af pakistansk Taliban. Her vil personen enten blive brugt som kanonføde eller selvmordsbomber på den afghanske slagmark. Eller tilskyndet til med sit attraktive og praktiske pas at vende tilbage til sit hjemland og lave en aktion der – i dette tilfælde USA, i andre tilfælde Danmark, England, etc. Ikke en aktion som pakistansk Taliban eller al-Qaida organiserer direkte, men som de til gengæld er ivrige efter at se gennemført og derfor prøver at fastholde personen på.

Han vil få noget nødtørftig træning og instruktion. Og ved tilbagekomsten til hjemlandet vil pakistansk Taliban eller al-Qaida forsøge at holde ham fast på projektet ved på forskellig vis at kontakte ham. Det indebærer naturligvis en risiko for, at han bliver afsløret. Præcist som det skete med den dansker, der blev dømt i den såkaldte Glasvejssag, hvor det var telefonkontakter med al-Qaida opsnappet af CIA, der satte de vestlige efterretningstjenester, herunder PET, på sporet af ham.

Det er imidlertid mest en risiko for personen selv og ikke for pakistansk Taliban eller al-Qaida. De kalkulerer med, at gevinsten ved et outsourcet terrorangreb, der faktisk gennemføres, er så stor, at prisen for, at endnu en såkaldt ”homegrown terrorist” ender i et vestligt fængsel, er ligegyldig: I krig, partisankrig og terrorisme er det enkelte individ blot en nødvendig omkostning, som der kynisk må kalkuleres med. Og hvis de enkelte individer i Glasvejssagen, eller Times Square bomberen, eller underbuksemanden – ham fra det mislykkede forsøg på i juledagene at sprænge et fly i luften over Detroit – eller den danske økseattentatmand mand fra Brabrand nytårsdag, bilder sig ind, at de er martyrer, har de al-Qaidas, pakistansk Talibans, al-Shabaabs og alle andre jihadgruppers velsignelse til det.

Freelance jihadister
Vi står med andre ord overfor en ny type terrorist: freelance jihadisten. Freelance jihadisten lever i vestlige samfund, men bliver tiltrukket af den regionale oprørskamp i Mellemøsten, Sydasien og Afrikas Horn, og ender med som ensom ulv eller sammen med få andre ligesindede at se det som sin mission at lave et stort brag i de vestlige lande, han kommer fra eller bor i. Freelance jihadister er ikke egentligt organiserede af de internationale terrorgrupper. Men de er tilskyndet og opildnet af dem, og de opsøger dem som frivillige og ender med at lave freelance aktioner. Og grupperne leverer gerne videoer, som de længe har argumenteret for bedst og lettest uploades på netop YouTube.

De gode nyheder i den forbindelse er for det første, at de nye freelance jihadister i bund og grund er amatører, hvorfor deres forehavender sjældent lykkes. For det andet er de kun interessante for al-Qaida og ligesindede, fordi al-Qaida på den ene side har brug for resultater og på den anden side tilsyneladende har stadig sværere ved at gennemføre terrorisme i Vesten, hvorfor fristelsen til at benytte dårligt trænede amatører er stor. Den dårlige nyhed er – ikke mindst for USA, hvor sådanne problemer med såkaldte ”homegrowns” i lang tid med arrogant selvsikkerhed blev parkeret i Europa – at disse freelance jihadister tilsyneladende vokser i antal, ikke mindst i USA.

Det tankevækkende er, at i takt med at det lykkes at begrænse al-Qaida i at operere i Vesten, vokser antallet af frivillige fra de vestlige lande, der selv melder sig under jihad-fanerne. Med andre ord synes det at gælde, at samtidig med, at risikoen for velorganiserede terrorangreb falder, vokser antallet af freelance jihadister, i Vestens –ikke mindst USA’s – egen baghave. Heldigvis er disse freelancere amatører. Men al-Qaida og pakistansk Taliban ofrer gerne 100 sådanne for at kunne gennemføre et enkelt vel udført angreb. For eksempel at sprænge et fly over Detroit eller en bilbombe på Times Square.

Emner
Regioner
USA

DIIS Eksperter

Lars Erslev Andersen
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 9132 5476
Angrebet på Times Square var freelance jihadisme