DIIS Comment
En som de andre eller en af de bedste? Specialisér dansk forsvar, men ikke med kampfly
Det danske forsvar bør i stedet for indkøb af kampfly fokusere på at opbygge en nichekapacitet inden for strategisk løftekapacitet og droner
18. oktober 2011
Allerede i 1997 og 2004 satte den amerikanske kongres og regering spørgsmålstegn ved det antal kampfly, det amerikanske forsvar mente skulle anskaffes i den nærmeste fremtid.* Dette resulterede i nedskæringer i antallet af projekterede anskaffelser af jagerfly, da man fra politisk side skønnede, at der ikke var et behov for en øget kapacitet, men snarere en kapacitetsomlægning.
Næsten samtidig, i 1999 i det daværende strategiske koncept for NATO, var der fokus på opbygningen af løftekapacitet og byrdefordeling mellem medlemsstaterne, ikke på jagerfly.
Disse to eksempler taler ikke ligefrem for massive danske investeringer i jagerfly, men på vej over Atlanten må der være sket noget med dette budskab. I Danmark er mantraet blevet, at det danske flyvevåben skal have opdateret sin jagerflykapacitet. Valget har stået mellem svenske Gripen, Eurofighter, F18 Super Hornet eller Joint Strike Fighter (JSF), og en debat om det danske forsvars fremtidige kapacitet og målsætning er udeblevet. Imidlertid har det vist sig besværligt for det politiske system at træffe en klar beslutning om hvilket jagerfly, der skal anskaffes. Processen omkring anbefalingen har været undervejs siden 2007, hvor ’Projekt Kampfly’ blev oprettet under Forsvarskommandoen, og den seneste melding er, at den politiske beslutning om typevalg skal træffes i 2012.
Trods politiske diskussioner om det økonomisk forsvarlige eller uforsvarlige i at anskaffe nye kampfly under en økonomisk recession, har der ikke været nogen diskussion omkring langtidsplanlægning af den danske forsvarskapacitet, og i dette tilfælde flyvevåbnets kapacitet. Det er dog præcis dette diskussionen burde handle om. I stedet for at fokusere på en kampflykapacitet som så mange andre stater, burde man kigge på nicheproduktion og opbygge specialiserede kompetencer, der kan bidrage til en fremtidssikring af dansk forsvar.
Den danske kapacitet
I dag råder flyvevåbnet over 30 operative F-16-fly, der som bekendt senest har været i aktion over Libyen i 2011, og over fire Herkules transportfly. Det forekommer, at danske politikere har et urealistisk forhold til den løftekapacitet de fire Herkules-fly kan levere. Den 2. august 2011 kunne Politiken publicere følgende historie: "Militært transportfly skal hjælpe med at redde millioner af mennesker, mener SF og DF", mens der fra forsvarets side blev mindet om, at flyene ikke blot står på jorden, men bruges til rotationsflyvninger af personel og materiel til Afghanistan samt andre opgaver.
Hvis man fra politisk side mener, at Danmark skal påtage sig en hovedrolle når det kommer til humanitær assistance, var det måske en idé at opbygge en større dansk løftekapacitet og gøre dette til en ekspertise for det danske flyvevåben.
Hertil kommer, at den danske indsats under krigen i Libyen har været dyr. Ved udgangen af juli måned beløb omkostningerne alene til ammunition, missiler og bomber sig til 185,9 mio. kroner. Dette har givet anledning til en del politisk indignation, men til sammenligning ligger den foreløbigt estimerede stykpris på et enkelt Joint Strike Fighter jagerfly på 122 – 139,5 mio. dollars eller rundt regnet 657 - 752 mio. kroner.
Kampfly betragtes normalt som noget essentielt i håndhævelsen af en stats luftrum og dermed som noget nær en hjørnesten i statslig suverænitet. Dette var der sandsynligvis en grund til, dengang en krig blev ført ud fra en territoriel logik og foregik mellem stater. Det er ikke tilfældet i dag, og de nyere tilfælde af krig efter den kolde krigs ophør har været karakteriseret af byrdefordeling mellem koalitioner og ikke klassisk interstatslige krige.
Yderligere findes der faktisk eksempler på stater med indbyggertal på niveau med Danmark, der har valgt ikke at erstatte deres F-16-kapacitet med nye kampfly. New Zealand med 4,41 mio. indbyggere valgte i 2001 at skrotte deres resterende F-16-fly. Tilsvarende har Irland med 4,58 mio. indbyggere heller ingen jagerfly, mens Danmark med 5,56 mio. indbyggere og som medlem af NATO insisterer på en selvstændig jagerkapacitet, uagtet at Norge allerede har købt 52 Joint Strike Fighter-fly.
De seneste udmeldinger fra forsvarsminister Nick Hækkerup tyder på, at der i forsvaret skal ske besparelser på 3 mia. kroner, og som led i denne sparerunde ville det være oplagt at tage beslutningen om kampfly op til fornyet overvejelse. Den norske JSF-kapacitet vil være i stand til mere end at dække det danske behov for patruljering af luftrummet.
Ved at bygge det danske flyvevåben op omkring transport, ville man ikke blot spare udgifterne til Projekt Kampfly og yderligere omkostninger i forbindelse med deployering af jagerfly. Man ville også sikre en mere koncentreret dansk deltagelse i humanitære missioner, hvilket så forskellige partier som SF og DF åbenbart kunne finde fælles fodslag om. Man vil desuden kunne yde et specialiseret bidrag i NATO-regi samt stille den overskydende kapacitet til rådighed for alliancepartnere.
NATO
I NATOs strategiske koncept fra 1999 var der fokus på det essentielle i at besidde løftekapacitet som en del af alliances involvering i internationale operationer. I konceptets artikel 59 hedder det:
To be able to respond flexibly to possible contingencies and to permit the effective conduct of Alliance missions, the Alliance requires sufficient logistics capabilities, including transport capacities, medical support and stocks to deploy and sustain all types of forces effectively. Standardisation will foster cooperation and cost-effectiveness in providing logistic support to allied forces. Mounting and sustaining operations outside the Allies' territory, where there may be little or no host-nation support, will pose special logistical challenges.**
Dette fokus i det strategiske koncept afspejler desuden den nye forsvarsmæssige kontekst efter den kolde krigs afslutning, navnlig behovet for fleksibilitet og logistik i forbindelse med operationer, der ikke falder i kategorien konventionel krig.
NATOs Strategic Airlift Capability-initiativ (SAC), der bygger på kursen udstukket i det strategiske koncept fra 1999, blev operationelt i 2009 og er et forsøg på at poole strategisk løftekapacitet i forbindelse med indkøb, vedligeholdelse og operationer med Boeing C-17 transportfly. Danmark var oprindelig med i aftalen, men trak sig dog senere og blev en del af Strategic Airlift Interim Solution (SALIS), hvor et multinationalt konsortium bestående af 18 lande har chartret to Antonov An-124-100 transportfly. Denne kapacitet er blevet brugt til transport af personel og materiel til/fra Afghanistan.*** Der er altså plads til en dansk specialisering i NATO- regi, og hvis NATO skal kunne opretholde sit out of area-engagement, er det en nødvendighed, at der opbygges løftekapacitet.
I den nye forsvars- og sikkerhedskontekst giver det ikke mening, at alle NATOs medlemslande spreder deres ressourcer over både transport- og jagerflykapacitet. Tværtimod er der bedre betingelser for specialisering og transnationalt samarbejde omkring håndhævelsen af nationale luftrum. Dette foregår allerede f.eks. igennem Baltic Air Policing og Icelandic Air Policing i NATO-regi.
Droner
En anden niche, der med fordel kunne gøres til en dansk kompetence, er droner. Efter det fejlslagne Tårnfalk-projekt, der blev skrottet i 2005, mangler det danske forsvar en dronekapacitet. I øjeblikket opererer man med observationsdronen Raven, der har en flyvetid på 60-90 minutter og en operationel radius på ca. 10 km. Dette er ikke er en særligt imponerende kapacitet sammenlignet med f.eks. Predator-dronen, der desuden kan udstyres med offensive våben. Et sats på droner vil samtidig nødvendiggøre et øget uddannelsesmæssigt fokus på efterretninger i forsvaret, og derved booste den danske kapacitet på området.
Tiden er inde til at det danske forsvar og det politiske establishment for alvor lægger den kolde krig bag sig og tænker ud af den berømte kasse. Et dobbeltsats på løftekapacitet og droner vil kunne give det danske forsvar en konkurrencemæssig fordel i forhold til specialisering, samt en skærpet international profil.
* 1997 Quadrennial Defense Review, and PBD 753
** Fra http://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_27433.htm
*** http://www.nato.int/cps/en/natolive/topics_50106.htm
Næsten samtidig, i 1999 i det daværende strategiske koncept for NATO, var der fokus på opbygningen af løftekapacitet og byrdefordeling mellem medlemsstaterne, ikke på jagerfly.
Disse to eksempler taler ikke ligefrem for massive danske investeringer i jagerfly, men på vej over Atlanten må der være sket noget med dette budskab. I Danmark er mantraet blevet, at det danske flyvevåben skal have opdateret sin jagerflykapacitet. Valget har stået mellem svenske Gripen, Eurofighter, F18 Super Hornet eller Joint Strike Fighter (JSF), og en debat om det danske forsvars fremtidige kapacitet og målsætning er udeblevet. Imidlertid har det vist sig besværligt for det politiske system at træffe en klar beslutning om hvilket jagerfly, der skal anskaffes. Processen omkring anbefalingen har været undervejs siden 2007, hvor ’Projekt Kampfly’ blev oprettet under Forsvarskommandoen, og den seneste melding er, at den politiske beslutning om typevalg skal træffes i 2012.
Trods politiske diskussioner om det økonomisk forsvarlige eller uforsvarlige i at anskaffe nye kampfly under en økonomisk recession, har der ikke været nogen diskussion omkring langtidsplanlægning af den danske forsvarskapacitet, og i dette tilfælde flyvevåbnets kapacitet. Det er dog præcis dette diskussionen burde handle om. I stedet for at fokusere på en kampflykapacitet som så mange andre stater, burde man kigge på nicheproduktion og opbygge specialiserede kompetencer, der kan bidrage til en fremtidssikring af dansk forsvar.
Den danske kapacitet
I dag råder flyvevåbnet over 30 operative F-16-fly, der som bekendt senest har været i aktion over Libyen i 2011, og over fire Herkules transportfly. Det forekommer, at danske politikere har et urealistisk forhold til den løftekapacitet de fire Herkules-fly kan levere. Den 2. august 2011 kunne Politiken publicere følgende historie: "Militært transportfly skal hjælpe med at redde millioner af mennesker, mener SF og DF", mens der fra forsvarets side blev mindet om, at flyene ikke blot står på jorden, men bruges til rotationsflyvninger af personel og materiel til Afghanistan samt andre opgaver.
Hvis man fra politisk side mener, at Danmark skal påtage sig en hovedrolle når det kommer til humanitær assistance, var det måske en idé at opbygge en større dansk løftekapacitet og gøre dette til en ekspertise for det danske flyvevåben.
Hertil kommer, at den danske indsats under krigen i Libyen har været dyr. Ved udgangen af juli måned beløb omkostningerne alene til ammunition, missiler og bomber sig til 185,9 mio. kroner. Dette har givet anledning til en del politisk indignation, men til sammenligning ligger den foreløbigt estimerede stykpris på et enkelt Joint Strike Fighter jagerfly på 122 – 139,5 mio. dollars eller rundt regnet 657 - 752 mio. kroner.
Kampfly betragtes normalt som noget essentielt i håndhævelsen af en stats luftrum og dermed som noget nær en hjørnesten i statslig suverænitet. Dette var der sandsynligvis en grund til, dengang en krig blev ført ud fra en territoriel logik og foregik mellem stater. Det er ikke tilfældet i dag, og de nyere tilfælde af krig efter den kolde krigs ophør har været karakteriseret af byrdefordeling mellem koalitioner og ikke klassisk interstatslige krige.
Yderligere findes der faktisk eksempler på stater med indbyggertal på niveau med Danmark, der har valgt ikke at erstatte deres F-16-kapacitet med nye kampfly. New Zealand med 4,41 mio. indbyggere valgte i 2001 at skrotte deres resterende F-16-fly. Tilsvarende har Irland med 4,58 mio. indbyggere heller ingen jagerfly, mens Danmark med 5,56 mio. indbyggere og som medlem af NATO insisterer på en selvstændig jagerkapacitet, uagtet at Norge allerede har købt 52 Joint Strike Fighter-fly.
De seneste udmeldinger fra forsvarsminister Nick Hækkerup tyder på, at der i forsvaret skal ske besparelser på 3 mia. kroner, og som led i denne sparerunde ville det være oplagt at tage beslutningen om kampfly op til fornyet overvejelse. Den norske JSF-kapacitet vil være i stand til mere end at dække det danske behov for patruljering af luftrummet.
Ved at bygge det danske flyvevåben op omkring transport, ville man ikke blot spare udgifterne til Projekt Kampfly og yderligere omkostninger i forbindelse med deployering af jagerfly. Man ville også sikre en mere koncentreret dansk deltagelse i humanitære missioner, hvilket så forskellige partier som SF og DF åbenbart kunne finde fælles fodslag om. Man vil desuden kunne yde et specialiseret bidrag i NATO-regi samt stille den overskydende kapacitet til rådighed for alliancepartnere.
NATO
I NATOs strategiske koncept fra 1999 var der fokus på det essentielle i at besidde løftekapacitet som en del af alliances involvering i internationale operationer. I konceptets artikel 59 hedder det:
To be able to respond flexibly to possible contingencies and to permit the effective conduct of Alliance missions, the Alliance requires sufficient logistics capabilities, including transport capacities, medical support and stocks to deploy and sustain all types of forces effectively. Standardisation will foster cooperation and cost-effectiveness in providing logistic support to allied forces. Mounting and sustaining operations outside the Allies' territory, where there may be little or no host-nation support, will pose special logistical challenges.**
Dette fokus i det strategiske koncept afspejler desuden den nye forsvarsmæssige kontekst efter den kolde krigs afslutning, navnlig behovet for fleksibilitet og logistik i forbindelse med operationer, der ikke falder i kategorien konventionel krig.
NATOs Strategic Airlift Capability-initiativ (SAC), der bygger på kursen udstukket i det strategiske koncept fra 1999, blev operationelt i 2009 og er et forsøg på at poole strategisk løftekapacitet i forbindelse med indkøb, vedligeholdelse og operationer med Boeing C-17 transportfly. Danmark var oprindelig med i aftalen, men trak sig dog senere og blev en del af Strategic Airlift Interim Solution (SALIS), hvor et multinationalt konsortium bestående af 18 lande har chartret to Antonov An-124-100 transportfly. Denne kapacitet er blevet brugt til transport af personel og materiel til/fra Afghanistan.*** Der er altså plads til en dansk specialisering i NATO- regi, og hvis NATO skal kunne opretholde sit out of area-engagement, er det en nødvendighed, at der opbygges løftekapacitet.
I den nye forsvars- og sikkerhedskontekst giver det ikke mening, at alle NATOs medlemslande spreder deres ressourcer over både transport- og jagerflykapacitet. Tværtimod er der bedre betingelser for specialisering og transnationalt samarbejde omkring håndhævelsen af nationale luftrum. Dette foregår allerede f.eks. igennem Baltic Air Policing og Icelandic Air Policing i NATO-regi.
Droner
En anden niche, der med fordel kunne gøres til en dansk kompetence, er droner. Efter det fejlslagne Tårnfalk-projekt, der blev skrottet i 2005, mangler det danske forsvar en dronekapacitet. I øjeblikket opererer man med observationsdronen Raven, der har en flyvetid på 60-90 minutter og en operationel radius på ca. 10 km. Dette er ikke er en særligt imponerende kapacitet sammenlignet med f.eks. Predator-dronen, der desuden kan udstyres med offensive våben. Et sats på droner vil samtidig nødvendiggøre et øget uddannelsesmæssigt fokus på efterretninger i forsvaret, og derved booste den danske kapacitet på området.
Tiden er inde til at det danske forsvar og det politiske establishment for alvor lægger den kolde krig bag sig og tænker ud af den berømte kasse. Et dobbeltsats på løftekapacitet og droner vil kunne give det danske forsvar en konkurrencemæssig fordel i forhold til specialisering, samt en skærpet international profil.
* 1997 Quadrennial Defense Review, and PBD 753
** Fra http://www.nato.int/cps/en/natolive/official_texts_27433.htm
*** http://www.nato.int/cps/en/natolive/topics_50106.htm
Regioner
Danmark
En som de andre eller en af de bedste?
Specialisér det danske forsvar, men ikke med kampfly