DIIS Comment
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen
Nyheden om, at Anders Behring Breivik er blevet erklæret psykotisk og ikke kan straffes for sine gerninger, destabiliserer de norske fortællinger om massemordet den 22. juli. Diagnosen udgør en trussel mod muligheden for at bearbejde de moralske og politiske implikationer af drabene på en meningsfuld måde.
21. december 2011
Indtil den psykiatriske rapport forelå, blev massemordet tilskrevet en bestemt mening: det multikulturelle, demokratiske Norge var blevet angrebet af en ideolog, som ønskede en anden samfundsorden. Volden var ikke tilfældig, ikke meningsløs; den var politisk. Da det umiddelbare chok var aftaget, var den første reaktion på volden derfor også politisk: mere åbenhed og demokrati.
Efter den politiske respons kom mediernes forsøg på at personliggøre og nedvurdere gerningsmanden; han var feminin, usikker, forfængelig, personlighedsforstyrret. Men fascinationen af Breivik var ambivalent, for han ønskede sig jo netop opmærksomhed. Flere medier påstod, at de aldrig ville give ham en talerstol, men samtidig læste og citerede man Breiviks manifest og skabte billedet af en fanatiker, en ”ensom ulv”.
”En af os”
Det var denne tendens til at se morderen som udenforstående og anderledes, dette forsøg på at gøre ham til et individuelt problem, som den berømte norske kriminolog Nils Christie reagerede mod, da han i den norske avis Aftenposten i september argumenterede for, at Breivik var ”en af os”. Christie var bekymret for, at gerningsmanden skulle forsvinde fra os, blive en uløselig gåde, en repræsentant for ”det onde”. Hans forsøg på at bringe Breivik tættere på os havde den konsekvens, at der blev dannet en skillelinje mellem gerningsmanden og hans handlinger: ”Handlingerne kan kaldes onde, men manden selv?” skrev han. Christie mindede os om, at Breivik engang var en almindelig dreng. Referencen til barnet henviser til uskylden, til mennesket inden det formes – og i dette tilfælde korrumperes – af samfundet. Christie skelner altså mellem gerningen som et moralsk problem og årsagerne til, at Breivik i den sidste ende valgte at handle på en måde, som samfundet anser som umoralsk og derfor strafbar.
Drabsmanden som offer
I dagene op til 29. november, hvor den psykiatriske rapport forelå, var det netop fortællingen om ”barnet Breivik”, der dominerede den norske nyhedsdækning af ham. Billeder af en lille dreng, den tabte uskyld, omsorgssvigt, rygter om seksuelle overgreb: massemorderen psykologiseres og menneskeliggøres. Man gør som Freud; forsøger at finde årsagsvirkninger i barndommen. Fokus skifter fra moralsk og juridisk ansvar til muligheden for, at drabsmanden måske også selv er et slags offer. I det perspektiv begynder historien om ideologen, som dræber i ideernes navn, at slå sprækker. Denne alternative fortælling har stadig en mening og en moral, men den er anderledes. Her er budskabet ikke, at vi skal kæmpe mod ideologierne, men at vi skal passe på vore medmennesker, for individet kan ødelægges af mangel på kærlighed og støtte. Volden var måske ikke først og fremmest politisk motiveret, rettet mod AUF og Arbeiderpartiet, men snarere et resultat af den ensommes had mod samfundet og de velintegrerede unge lejrdeltagere. Den isolerede føler sig fremmedgjort, den fremmedgjorte føler sig overflødig, og den, som føler sig overflødig, kan blive fristet til at gøre alt for at blive set, for selv at blive meningsfuld og vigtig.
Fra sociologisk til psykiatrisk forklaring
Denne forklaringsmodel bliver udfordret af påstanden om, at Breivik er alvorligt psykisk syg. Med diagnosen paranoid skizofreni indtræffer et skift fra en sociologisk til en psykiatrisk forklaring. Nu er det isolationen fra andre mennesker, der bliver set som den umiddelbare årsag til sindsforvirringen. Man putter Breivik i en anden kategori: fra Christies kriminologi, der beskæftiger sig med relativt raske mennesker, til retspsykiatrien. Det syge, vrangbilledet, bliver defineret som det, der adskiller sig radikalt fra vores fælles virkelighedsopfattelse. Det kan være fristende at bruge diagnosen til at frikende vores samfund og dets kulturelle ideer: vi deler ikke Breiviks verdensbillede. Breivik anerkender ikke de magthavendes legitimitet og har i stedet identificeret en højere autoritet – men på den måde adskiller han sig ikke fra mange andre. Det virker umiddelbart som om, Breivik først og fremmest adskiller sig fra almindelige ideer i sit samfund ved, at han giver sig selv retten til at bestemme over liv og død.
Fravær af moralsk bevidsthed?
At vi ikke deler Breiviks verdensbillede, er dog ikke i sig selv nok til at definere ham som syg; forskellen mellem ham og os ville i så fald stadig være politisk. Der må være noget andet, som adskiller de ideologiske ideer fra de psykologiske vrangforestillinger. Psykiaterne siger, at Breivik indimellem er usammenhængende, men hvad betyder det? Det kan ikke henvise til, at hans verdenssyn ikke hænger logisk sammen – det gjorde eksempelvis nazisternes ideologi heller ikke. En del af baggrunden for, at Holocaust og dets gerningsmænd har fascineret så mange store tænkere, er netop, at nazisternes folkedrab var et eksempel på, hvordan rationaliteten kan bruges i det irrationelles tjeneste. Breivik stiller os over for et lignende spørgsmål: hvordan kan et så beregnende sind planlægge og med ekspertise udføre et projekt, som i sig selv virker så sindssygt? Måske er virkeligheden så kompleks, at et menneske på forskellige tidspunkter både kan handle rationelt og være psykotisk.
Breiviks påstand om, at han dræbte af kærlighed til sit folk, minder også om mange nazisters beskrivelse af deres motiver. De var også overbeviste om deres ret til at dræbe mennesker defineret som fjender af folket, og mange var berusede af deres magt og deres rolle i skabelsen af en ny verdensorden. Diagnosen paranoid skizofreni må dog indikere noget andet: nemlig et fravær af en moralsk bevidsthed. Det var det, filosoffen Hanna Arendt krævede af den notoriske nazist, Adolf Eichmann: evnen til at tænke kritisk og indse den lidelse, som hans handlinger ville påføre andre mennesker. Han burde, og han kunne have handlet anderledes. Dette er ikke et spørgsmål om fri vilje, men om selve evnen til at indse, at man gør noget forkert. Breivik har taget mange valg i årene op til 22. juli, 2011, og han har vidst, at det ville være svært at stå overfor sine ofre. Er dette ikke tegn på en form for moralsk bevidsthed?
Meningen forsvinder
Det nationale narrativ om kampen for demokratiet bliver sårbart i patologiens skygge. Den psykiatriske diagnose reducerer kompleks mening til galskabens selvrefererende univers. Handlingernes politiske budskab risikerer at blive punkteret og begravet i psykosens meningsløshed. Politik, sociologi og moral bliver neurovidenskab. Retsstaten står ribbet tilbage: massemorderen bliver en patient. Hans kontakt med virkeligheden er ikke tilstrækkelig til, at han kan holdes ansvarlig og dømmes. Et moralsk, politisk og retsligt problem bliver et medicinsk anliggende. Det kan virke, som om Breivik er klar over denne fare; en af hans største bekymringer var at blive erklæret sindssyg. Hele hans projekt afhænger af, at vi tager ham alvorligt, at vi lytter til ham, læser hans manifest og diskuterer dets indhold. Galskab placerer ham, ifølge retspsykiatrien, hinsides en sådan diskussion, isolerer ham i eksperternes domæne. Han er ikke længere repræsentant for et system, der er større end ham selv. Ideer er smitsomme, skizofreni er ikke. Som psykisk syg bliver Breivik nemt set bare som en repræsentant for sig selv og sine symptomer. Men er han virkelig kun det? For kan galskaben og paranoiaen ikke også være politsk?
Efter den politiske respons kom mediernes forsøg på at personliggøre og nedvurdere gerningsmanden; han var feminin, usikker, forfængelig, personlighedsforstyrret. Men fascinationen af Breivik var ambivalent, for han ønskede sig jo netop opmærksomhed. Flere medier påstod, at de aldrig ville give ham en talerstol, men samtidig læste og citerede man Breiviks manifest og skabte billedet af en fanatiker, en ”ensom ulv”.
”En af os”
Det var denne tendens til at se morderen som udenforstående og anderledes, dette forsøg på at gøre ham til et individuelt problem, som den berømte norske kriminolog Nils Christie reagerede mod, da han i den norske avis Aftenposten i september argumenterede for, at Breivik var ”en af os”. Christie var bekymret for, at gerningsmanden skulle forsvinde fra os, blive en uløselig gåde, en repræsentant for ”det onde”. Hans forsøg på at bringe Breivik tættere på os havde den konsekvens, at der blev dannet en skillelinje mellem gerningsmanden og hans handlinger: ”Handlingerne kan kaldes onde, men manden selv?” skrev han. Christie mindede os om, at Breivik engang var en almindelig dreng. Referencen til barnet henviser til uskylden, til mennesket inden det formes – og i dette tilfælde korrumperes – af samfundet. Christie skelner altså mellem gerningen som et moralsk problem og årsagerne til, at Breivik i den sidste ende valgte at handle på en måde, som samfundet anser som umoralsk og derfor strafbar.
Drabsmanden som offer
I dagene op til 29. november, hvor den psykiatriske rapport forelå, var det netop fortællingen om ”barnet Breivik”, der dominerede den norske nyhedsdækning af ham. Billeder af en lille dreng, den tabte uskyld, omsorgssvigt, rygter om seksuelle overgreb: massemorderen psykologiseres og menneskeliggøres. Man gør som Freud; forsøger at finde årsagsvirkninger i barndommen. Fokus skifter fra moralsk og juridisk ansvar til muligheden for, at drabsmanden måske også selv er et slags offer. I det perspektiv begynder historien om ideologen, som dræber i ideernes navn, at slå sprækker. Denne alternative fortælling har stadig en mening og en moral, men den er anderledes. Her er budskabet ikke, at vi skal kæmpe mod ideologierne, men at vi skal passe på vore medmennesker, for individet kan ødelægges af mangel på kærlighed og støtte. Volden var måske ikke først og fremmest politisk motiveret, rettet mod AUF og Arbeiderpartiet, men snarere et resultat af den ensommes had mod samfundet og de velintegrerede unge lejrdeltagere. Den isolerede føler sig fremmedgjort, den fremmedgjorte føler sig overflødig, og den, som føler sig overflødig, kan blive fristet til at gøre alt for at blive set, for selv at blive meningsfuld og vigtig.
Fra sociologisk til psykiatrisk forklaring
Denne forklaringsmodel bliver udfordret af påstanden om, at Breivik er alvorligt psykisk syg. Med diagnosen paranoid skizofreni indtræffer et skift fra en sociologisk til en psykiatrisk forklaring. Nu er det isolationen fra andre mennesker, der bliver set som den umiddelbare årsag til sindsforvirringen. Man putter Breivik i en anden kategori: fra Christies kriminologi, der beskæftiger sig med relativt raske mennesker, til retspsykiatrien. Det syge, vrangbilledet, bliver defineret som det, der adskiller sig radikalt fra vores fælles virkelighedsopfattelse. Det kan være fristende at bruge diagnosen til at frikende vores samfund og dets kulturelle ideer: vi deler ikke Breiviks verdensbillede. Breivik anerkender ikke de magthavendes legitimitet og har i stedet identificeret en højere autoritet – men på den måde adskiller han sig ikke fra mange andre. Det virker umiddelbart som om, Breivik først og fremmest adskiller sig fra almindelige ideer i sit samfund ved, at han giver sig selv retten til at bestemme over liv og død.
Fravær af moralsk bevidsthed?
At vi ikke deler Breiviks verdensbillede, er dog ikke i sig selv nok til at definere ham som syg; forskellen mellem ham og os ville i så fald stadig være politisk. Der må være noget andet, som adskiller de ideologiske ideer fra de psykologiske vrangforestillinger. Psykiaterne siger, at Breivik indimellem er usammenhængende, men hvad betyder det? Det kan ikke henvise til, at hans verdenssyn ikke hænger logisk sammen – det gjorde eksempelvis nazisternes ideologi heller ikke. En del af baggrunden for, at Holocaust og dets gerningsmænd har fascineret så mange store tænkere, er netop, at nazisternes folkedrab var et eksempel på, hvordan rationaliteten kan bruges i det irrationelles tjeneste. Breivik stiller os over for et lignende spørgsmål: hvordan kan et så beregnende sind planlægge og med ekspertise udføre et projekt, som i sig selv virker så sindssygt? Måske er virkeligheden så kompleks, at et menneske på forskellige tidspunkter både kan handle rationelt og være psykotisk.
Breiviks påstand om, at han dræbte af kærlighed til sit folk, minder også om mange nazisters beskrivelse af deres motiver. De var også overbeviste om deres ret til at dræbe mennesker defineret som fjender af folket, og mange var berusede af deres magt og deres rolle i skabelsen af en ny verdensorden. Diagnosen paranoid skizofreni må dog indikere noget andet: nemlig et fravær af en moralsk bevidsthed. Det var det, filosoffen Hanna Arendt krævede af den notoriske nazist, Adolf Eichmann: evnen til at tænke kritisk og indse den lidelse, som hans handlinger ville påføre andre mennesker. Han burde, og han kunne have handlet anderledes. Dette er ikke et spørgsmål om fri vilje, men om selve evnen til at indse, at man gør noget forkert. Breivik har taget mange valg i årene op til 22. juli, 2011, og han har vidst, at det ville være svært at stå overfor sine ofre. Er dette ikke tegn på en form for moralsk bevidsthed?
Meningen forsvinder
Det nationale narrativ om kampen for demokratiet bliver sårbart i patologiens skygge. Den psykiatriske diagnose reducerer kompleks mening til galskabens selvrefererende univers. Handlingernes politiske budskab risikerer at blive punkteret og begravet i psykosens meningsløshed. Politik, sociologi og moral bliver neurovidenskab. Retsstaten står ribbet tilbage: massemorderen bliver en patient. Hans kontakt med virkeligheden er ikke tilstrækkelig til, at han kan holdes ansvarlig og dømmes. Et moralsk, politisk og retsligt problem bliver et medicinsk anliggende. Det kan virke, som om Breivik er klar over denne fare; en af hans største bekymringer var at blive erklæret sindssyg. Hele hans projekt afhænger af, at vi tager ham alvorligt, at vi lytter til ham, læser hans manifest og diskuterer dets indhold. Galskab placerer ham, ifølge retspsykiatrien, hinsides en sådan diskussion, isolerer ham i eksperternes domæne. Han er ikke længere repræsentant for et system, der er større end ham selv. Ideer er smitsomme, skizofreni er ikke. Som psykisk syg bliver Breivik nemt set bare som en repræsentant for sig selv og sine symptomer. Men er han virkelig kun det? For kan galskaben og paranoiaen ikke også være politsk?
Emner
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
Anders Behring Breivik og kampen om forklaringen