Amerikansk forsvarspolitik handler om økonomi: QDR 2014

De automatiske grønthøsterbesparelser, der vil ramme forsvaret i 2017, er omdrejningspunktet i den længe ventede Quadrennial Defense Review (QDR). QDR er et fireårigt strategidokument, der giver et øjebliksbillede af den strategiske tænkning og debat i Washington. Det er en af de afgørende hegnspæle, som analytikere og strateger ser frem til som en slags statusrapport på Pentagons tænkning om verden. Selvom QDR officielt er et strategipapir, handler det som regel mere om indenrigspolitik og rygdækning end om åbenlyse prioriteringer. Man bruger det til at berolige en lukket kreds af interessenter, særligt i Kongressen.

Dette års QDR handler om besparelser og skal ses som et led i Det Hvide Hus’ bredere forsvarspolitiske dagsorden. Obama kæmper for, at der skal være lidt flere penge til forsvaret i de kommende år. Selvom man ikke skulle tro det, er det i sig selv et ambitiøst mål. Der er planlagt betydelige besparelser fra 2017, og Obama-administrationen kæmper hårdt for, at disse besparelser bliver annulleret, hvilket dog vil kræve en ny aftale i Kongressen.

For at sætte dagsordenen har Obama-administrationen skudt den forsvarspolitiske sæson i gang med en strøm af udgivelser. I sidste uge offentliggjorde man budgetforslaget, i går kom den længe ventede QDR, og snart kommer der en ny national sikkerhedsstrategi. Ved at sætte sig på den strategiske debat håber man på, at man også kan få overbevist sine kritikere om det rigtige i administrationens kurs.

Dette er tydeligt i QDR, hvor der er afsat et helt kapitel om grønthøsterbesparelserne, og ordet ”besparelser” (”cuts”) fremgår 54 gange – i den seneste QDR fra 2010 blev det ord ikke brugt én eneste gang. I det hele taget forsøger QDR at signalere, at tidligere tiders overforbrug er forbi. I en central passage nævnes det, at det amerikanske militær ”ikke længere er stort nok til at gennemføre store stabilitetsoperationer”. Tidligere har dette været noget, generaler og politikere nøjedes med at nævne i taler, men nu bliver det en formaliseret del af den amerikanske strategi. Man er kommet langt væk fra de ambitiøse mål for Afghanistan, der var officiel amerikansk politik for bare få år siden.

Administrationen må gå balancegang: På den ene side understreger man – med rette – at grønthøsterbesparelserne vil underminere den nationale sikkerhed. QDR indeholder en lang kritik af disse besparelser, og i forsvarsminister Chuck Hagels budgetbemærkninger i sidste uge blev hver budgetpost ledsaget af en beskrivelse af de kapaciteter, man vil være tvunget til at slagte, hvis besparelserne ikke bliver aflyst. Man kan gisne om, hvorvidt mange af disse ligger i vigtige kongresmedlemmers valgdistrikter. På den anden side fremhæver man alle de besparelser, der allerede er gennemført eller vil blive gennemført i fremtiden. Ud ryger det populære A-10 tankkiller-fly, U2-spionflyet, mens flådens nye hangarbaserede jagerfly, F-35C, udskydes, og antallet af kystkampfartøjer og cruisere beskæres. Samtidig gennemfører man upopulære besparelser  på personellets sundheds- og pensionsordning. Ifølge de fleste analytikere er disse besparelser nødvendige – om noget går de ikke langt nok. I Kongressen er udfordringen at overbevise medlemmer, der både vil spare på forsvaret og samtidig beholde udgiftsposter, der ligger i deres egne valgkredse. Der kører allerede en kampagne for at bevare A-10-flyet, og Kongresmedlemmerne er ved at slå ring om sundheds- og pensionsordningerne.

Tør budgetpolitik og interessekampe i Kongressen er centrale for det amerikanske strategiske skifte. Hvis USA fortsat i fremtiden skal være en global supermagt, er man tvunget til at kunne gennemføre nødvendige prioriteringer. Derfor bliver det i de kommende måneder vigtigt, at Det Hvide Hus’ manøvre lykkes. Historien viser imidlertid, at det, der er vigtigt, ikke altid er gennemførbart.