Efter alt at dømme bliver der endnu mere krig i Mellemøsten

Samtidig med at de shiamuslimske folkemilitser sammen med den irakiske hær rykker ind i de sidste rester af Islamisk Stat territorium i Irak – og samtidig rykker i stilling til at erobre de omstridte olieområder omkring Kirkuk fra kurderne – buldrer den amerikanske præsident løs om øget konfrontation mod Iran. Ved en pressekonference fredag sagde han at Iran har udnyttet fremvæksten af Islamisk Stat i Irak og Syrien i 2013 og årene frem til at øge sin indflydelse i det arabiske Mellemøsten.

Det har han jo ret i: I Irak og Syrien er Irans Revolutionsgarden aktivt tilstede i bekæmpelsen af Islamisk Stat og i Irak har iranerne koordineret indsatsen med USA. Nu er første fase i krigen mod Islamisk Stat ved at være overstået, tilbageerobring af territorium fra Islamisk Stat, og en konsekvens er at Iran er massivt tilstede i Irak og i områder i Syrien, bl.a. omkring hovedstaden Damaskus hvis opland iranerne kontrollerer i samarbejde med Libanons Hizbollah milits. Dermed er Israels to største fjender – den tredje er Hamas – militært styrket tæt på grænsen til den jødiske stat. Derfor forbereder Israel sig ifølge forsvarsministeren Lieberman på krig mod Hizbollah i Syrien og Libanon samtidig med at USA’s præsident Donald J. Trump åbent taler om at Iran skal rulles tilbage fra Syrien og Irak. Irans aktive militære støtte i krigen mod Islamisk Stat var velkommen mens Islamisk Stat endnu kontrollerede territorium men ses nu fra Washington som terrorisme som tiden er inde til at straffe.

Hvordan Trump vil straffe Iran og presse Irans Revolutionsgarden ud af Syrien og Irak afslørede han ikke i sin tale. Det står dog krystalklart at Iran ikke frivilligt trækker sig hjem og heller ikke vil genforhandle den af Trump forkætrede aftale om Irans atomprogram så den dækker bredere, herunder Irans tilstedeværelse i det arabiske Mellemøsten.

Det helt store rivegilde om hvem der skal kontrollere de territorier der er befriet fra Islamisk Stat starter nu: Som nævnt kører Irak sig i stilling i områderne omkring Kirkuk mens de irakiske kurdere har mobiliseret sine peshmergastyrker til forsvar af områderne de erobrede i 2014 da de forsvarerede sig mod Islamisk Stat.

Rusland, Iran og Tyrkiet har forhandlet sig frem til afspændingszoner, Iran og Tyrkiet er blevet enige om at stække kurdere både i Irakisk Kurdistan og i Syrien og Tyrkiet har allerede sendt tropper ind i Idlib i Syrien hvor de skal bekæmpe de syriske kurdere – rygter vil vide at Tyrkiet her arbejder sammen med de islamistiske grupper inklusive den al-Qaida forbundne gruppe Jabhat Fath al-Sham (som har erklæret sig fritstillet i forhold til al-Qaida ledelsen men som dog stadig må ses som en al-Qaida tilknyttet gruppe). Israel har optrappet sine bombetogter ind i Syrien hvor målene er Hizbollahs forbindelsesruter til Libanon og krigsretorikken mellem Hizbollah og Israel bliver stadig hårdere samtidig med at en vred præsident Trump spyede beskyldninger og trusler af mod Iran. I Raqqa er amerikanerne aktive med at køre sig selv og sine allierede i stilling og det er Ruslands og Bashar al-Assads folk også. Havde man håbet på at befrielsen af territorier fra Islamisk Stat ville føre til mere fred og orden kan man godt glemme det: Vinteren i Mellemøsten bliver efter alt at dømme præget af endnu mere krig end tidligere. Om Trumps konfrontative linje mod Iran vil medføre flere amerikanske tropper i Syrien og Irak vides ikke men kan bestemt ikke udelukkes.

Alle der de seneste år har hånet præsident Obama for at trække USA ud af Mellemøsten og for at have svigtende mod til at indsætte amerikanske tropper og især for ikke at bombe løs i Damaskus i 2013 da regimet havde overtrådt den røde linje og brugt kemiske våben kan ånde lettet op nu: Krigen, bomberne og USA træder nu ind på scenen.

Set i historiens bakspejl må man dog spørge om det virkelig var en gylden tid da George W. Bush kastede USA ind i krig i Irak i 2003 med opbakning fra især en vestlig kreds af lande? Gylden fordi USA massivt var tilstede militært i Mellemøsten og hev andre lande med, bl.a. Danmark der med Anders Fogh Rasmussens ord havde lagt ”småstatsmentaliteten” bag sig og nu som en tro væbner militært skulle med ”først ind” i USA’s Mellemøstkrige. Var det bedre den gang USA fjernede Saddam Hussein og hans rædselsregime og åbnede en Pandoras boks af konflikter hvis eftervirkninger verden i dag ser i Irak og Syrien og som åbnede for iransk offensiv ind i det arabiske Mellemøsten og dermed for den direkte militære rivalisering mellem Saudi-Arabien og Iran, mellem sunni og shia? Var det bedre fordi Rusland ikke var blandet ind i Mellemøsten og fordi de stridende parter kappedes om at rejse på besøg i Washington fremfor som i dag til Moskva – hvor perlerækken af mellemøstlige ledere i dag stiller sig i kø for at sidde over for Putin? Senest var Saudi-Arabiens konge som den første saudiske regent nogensinde på besøg.

Ville det have været bedre at præsident Obama dengang i 2013 da Syriens præsident Bashar al-Assad havde overtrådt den røde linje og brugt kemiske våben mod oppositionen havde indledt en krig i Syrien med henblik på at bombe den syriske præsident ud af regeringskontorerne? Det synes mange at mene. Selv mange af dem der var de argeste kritikere af George W. Bush og hans Irakkrig har sukket efter amerikansk militær offensiv i Mellemøsten og hånet Obama for at han ikke gjorde det. Den samme kritik kan næppe rettes mod Trump som heller ikke vil få et eftermæle om at han var tøvende i Mellemøsten. Men er det virkelig bedre for regionen og for verden?

Med stadig større tydelighed aftegner der sig to globale fronter i Mellemøsten der vil kæmpe om at bestemme magtbalancen i regionen. Den ene front udgøres af de lande der forhandler om Syrien i Astana, nemlig Rusland, Iran og Tyrkiet. Tyrkiet har i denne kreds fået grønt lys til at bombe kurdere (bl.a. dem USA har alliereret sig med) mod at acceptere Bashar al-Assad forbliver på magten. Iran har grønt lys til at have en kile så stor som en motorvej ind i det arabiske Mellemøsten hele vejen til Damaskus og Rusland har grønt lys til at fastholde Bashar al-Assad på magten i Syrien. Denne front støttes af Hizbollah og den irakiske regering i Bagdad mens Kina lurepasser og holder sig diskret i baggrunden. Den anden front udgøres af Saudi-Arabien, Israel og USA under ledelse af det nye triumvirat i Mellemøsten: Saudi-Arabiens kronprins Mohammad bin Salman, Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu og Donald J. Trump (mens hans egen udenrigsminister Rex Tillerson ser undrende og forpjusket til fra sit kontor i Foggy Bottom). Denne front samler sig dogmatisk om at se Iran som roden til at ondt i Mellemøsten. Det handler ikke blot om at undgå at Iran udvikler atomvåben. Det handler om at Iran i dette triumvirats øjne er kraftcenteret i en ondskabens centrifuge der med spredning af masseødelæggelsesvåben, misligholdelse af internationale aftaler (som f.eks. Atomaftalen), støtte til terror- og oprørsgrupper i overalt i Mellemøsten, men især i Yemen, Bahrain, Libanon, Syrien, Irak og de palæstinensiske områder, og organisering af global terrorisme, er ansvarlig for destabilisering globalt og regionalt og en eksistentiel trussel mod både Israel og USA. Dette billede af Iran har kronprinsen i Saudi-Arabien og Israels Netanyahu tegnet mange gange og det blev igen tegnet af Trump i hans begrundelse for ikke at bekræfte Atomaftalen med Iran ved pressemødet i fredags. Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza fremstilles af triumviratet som Irans tro væbnere og derfor rettes der også en voksende militær trussel mod både Libanon og Gaza.

Den amerikanske kongres har nu 60 dage til at finde ud hvad den vil stille op med Atomaftalen med Iran. Kongressen kan søge at få den genforhandlet, men det kommer ikke til at ske. Alternativt kan den genindføre sanktioner mod Iran. Det kommer måske til at ske. Hvis Trump ikke mener kongressen er hård nok i filten over for Iran kan han som han truede med i sin tale i fredags ”terminere” den – og det vil sikkert ske. Dermed er forhandlingsvejen med Iran endt i en blindgyde. Konfrontation, måske krig, synes at være den eneste vej tilbage.