Sexarbejdere tager verdenssituationen med i sengen på film

Sexarbejdere på film er ofte stereotype og irriterende dehumaniserede. De står i stiletter, nylonstrømper og læner sig kælent ind gennem bilruder, inden de sætter sig ind på passagersædet. De har rollen som upålidelig golddigger, en stakkel på stoffer eller ofre for trafficking, der reddes af stærke helte.

Sjældent ser vi dem som kvinder på arbejde, kvinder med en plan om at forsørge børn og familie. De foretagsomme og skrappe bordelmuttere i klassiske westerns er bizart nok nogle af undtagelserne.

Alligevel har sexarbejdere en ofte overset funktion på film. Hvor de måske ikke vises som mennesker af kød og blod, tjener de i stedet som symboler på den globale og politiske virkelighed, filmen er skabt i.

De viser os storpolitik på dobbeltsengens intime scene, faldet fra magtens tinder, når mandens svaghed for sex overgik hans selvdisciplin. De er symboler på fattigdom, udnyttelsen af kvinder og det globale syd. De viser os kapitalismens bagsider og det moderne menneskes længsler.

Travis Bickle er i legendariske ’Taxi Driver’ en småracistisk Vietnamveteran og taxachauffør i New York. Mens Watergate førte til mistillid i regeringen, og Vietnamkrigen efterlod mange unge veteraner såret fysisk og psykisk, faldt et forgældet New York City ned i fattigdom. Travis bliver venner med en 13 år gammel sexarbejder (Jodie Foster), der arbejder på gaden. Hun står lænet op ad en bil på gaden i New York, fattig ung og ventende på kunder og filmens åbenlyse symbol på det politiske klima, filmen blev skabt under. Sexarbejderen peger på filmens underliggende kritik af det politiske landskab i 1970’erne og myten om den amerikanske drøm.

Me, love you long time

En af de mest ikoniske scener med en sexarbejder finder sted i Vietnam i ’Full Metal Jacket’, Stanley Kubricks klassiker. I scenen forfører en vietnamesisk sexarbejder en gruppe amerikanske soldater med det fristende tilbud: ’Me, love you long time’. Den sætning ser man stadig på T-shirts og Billboards.

Soldaterne er ikke tilfredse med prisen på 15 dollars og overbeviser kvinden om at sænke den til 10 dollars for to mænd, med den implicitte antagelse, at de får lov til at gøre, som de vil. Vi griner med, når soldaterne på en jovial måde afslår hendes pris, på trods af at det er dobbeltarbejde med to kunder. Få ser nok scenen som ydmygende for hende, der grines op i ansigtet, mens hun modigt i dagslys i et bundkonservativt samfund forsøger at få kunder. En kvinde, der under en amerikansk invasion prøver at klare sig, så godt hun nu kan.

Scenen blev ikonisk for mødet mellem asiatiske sexarbejdere og hvide vesterlændinge. Og et symbol på kvindekroppen som bærer af nationens ære, skam og fald. Kvinden og nationen er sårbar og til salg. Som amerikanerne penetrerer Vietnam, penetrerer de Vietnams kvinder. En scene, der i sit dna blev symbol på udnyttelsesforholdet mellem det globale nord og det globale syd.

Kvinder i glasbur

Sexarbejde afspejler nye fremvoksende økonomier, kønspolitik, global migrationspolitik og privilegier. For hvem sælger sex, hvem køber det, hvorfor, hvorhenne og hvordan? Michael Glawoggers dokumentar ’Whores’ Glory’ fra 2011 viser netop livet for sexarbejdere fra tre forskellige lande: Thailand, Bangladesh og Mexico. I scenen her sætter nyrige asiatiske mænd sig til rette for at nyde synet af og udvælge sig sexarbejderne i glasburet. Kvinderne sidder på hylder som i Tivolis skydetelt og vælges efter smag. Det er nemt at se det som degraderende og udnyttende for kvinderne.

Men hvis vi i stedet her kigger på kunderne i scenen, rige asiatiske mænd, ser vi, hvordan det ikke kun er de ofte udskældte ’hvide rige gamle mænd’, der køber sex af fattige kvinder, men nu mere mænd fra de stadigt voksende middelklasser i Mellemøsten, Kina, Afrika, Rusland. De har fået råd til at købe sex på eksotiske destinationer og som kundepleje på businessrejser. Mænd fra Kina og Singapore køber sex i Thailand, og fra USA rejser sorte amerikanske mænd, der ikke tidligere havde råd, nu med charterfly til Caribien og Mexico og køber sex på weekendture.

Det er ikke kun kundegrupperne, der ændrer sig. Det gør ruterne, og de der sælger sex, også. Vestafrikanske kvinder rejser til Asien for at sælge sex. Asiatiske kvinder rejser til Mellemøsten. I New York er det kinesiske kvinder. I Danmark er kvinderne fra Thailand, Nigeria og Østeuropa. I dag kommer Pattayas sexsælgende kvinder ikke længere kun fra Thailand, men i stigende grad fra endnu fattigere lande Cambodja, Laos og Nigeria. Mens de thailandske kvinder rykker op, fordi levestandarden stiger, rykker fattigdommens konsekvenser nedad.

Hvid kvinde, sort mand

Men mænd sælger også sex, og kvinder køber det. Det ser vi i Ulrich Seidls indignerede og vovede ’Paradise: Love’. I en scene ligger en hvid ældre, tysk kvinde nøgen på en seng, på ferie i et afrikansk tropeparadis. Ved siden af hende ligger en mandlig sort sexarbejder.

Det moderne ensomme menneske længes efter en menneskekrop, og i filmen føler hun sig som tyk ældre kvinde ikke længere attraktiv til at få kærlighed. Hun må rejse til Afrika og købe sig til en mands opmærksomhed. Mande- og kvinderoller er under forvandling i en global virkelighed. Mennesker rejser om på den anden side af kloden for at sælge eller købe sex og er på den måde et prisme, der reflekterer en verden i forandring. Sexsalg er et destillat af globaliseringen – på sengekanten.

Sexspionen

I ’Narcos’ er den amerikanske narkoagent Javier Peñas kæreste, Helena, sexarbejder. I ’Cigaretten efter sex’-scenen sidder hun med et stærkt udtryk i ansigtet. For Helena Sotomayor var mere end bare en stereotyp film-sexarbejder. Sotomayor var en colombiansk sexarbejder, der både i virkeligheden og i serien blev ansat af Pablo Escobar og hans karteller i 1980’erne. Sotomayor var i hemmelighed samtidig spion for den amerikanske narkotikaenhed, der brugte hende til at indsamle oplysninger om kartelmedlemmer til gengæld for penge og lovning om et amerikansk visum. Sotomayor solgte sex til narkokartellets medlemmer, men havde også et forhold til agent Javier Peña og gav ham information om kartellet.

Sotomayor blev i ’Narcos’ en sikkerhedsbrist. Rollen som sikkerhedsbrist er ikke ukendt for sexarbejdere. Har sexkunden mon røbet statshemmeligheder midt under sexakten? Vi venter kun på filmen om dengang, Barack Obamas Secret Service folk hyrede 20 call girls i Columbia. Men får vi mon historien om, at hele miseren kun blev opdaget, fordi sexarbejderne næste morgen højtråbende forlangte flere penge for deres ydelser? Eller får vi dem blot i rollen som udnyttede stakler og den sikkerhedsbrist, CIA anså dem som; Hvem var disse kvinder, kunne de have placeret mikrofoner? Var de fjendtlige over for USA?

Som netop sikkerhedsbrist blev Sotomayor i ’Narcos’ siden overfaldet, tortureret, heroisk reddet af Peña og så udskrevet af serien. Hendes rolle som symbol var udtjent.

Døde sexarbejdere virker

Hun kunne også være blevet myrdet. For sexarbejderen er nem at myrde på film. Og det bliver hun tit. Sexarbejderen fungerer godt som myrdet og nedkølet lig, måske fordi hun alligevel bare opfattes som en falden kvinde uden eget liv. Som myrdet er hun mere ’interessant’ end en historie, hvor en sexarbejder er handlekraftig og tager en aktiv rolle i sit eget liv. Selv når hun ikke har nogen personlighed eller egen fortællebue, giver sexarbejderen som lig saftig følelsesmæssigt foder til handlingen. Døde sexarbejdere på film er gaven, der bliver ved med at gi’.

»Vi skal lede efter politik usandsynlige steder«, skrev antropologen Charles Piot. Sexarbejde på film er et sådant usandsynligt sted. Tag de politiske og globale briller på, næste gang du ser en sexarbejder på film.

Artiklen blev bragt i Politiken 10. juni 2021 som en del af en serie, hvor en række markante stemmer giver forskellige bud på visuelt tematiske snit med udgangspunkt i frames fra film- og tv-historien.