Forsker: Pia Kjærsgaard vil skelne mellem flygtninge og migranter. Det er lettere sagt end gjort

Mød Vivian fra Nigeria. Hun krydsede Middelhavet, Europas længste og farligste grænse. Hun krydsede havet under flygtningekrisen, gravid i niende måned og fødte sin søn King i armene på en italiensk sygeplejerske.

Det var i de dage hvor 800 migranter druknede i et af de største skibsforlis på Middelhavet. Vivian havde ventet i tre år i Libyen på at krydse, inden hun havde samlet nok penge, og til sidst tog mod til sig og hoppede om bord på en båd.

Mens båden tog vand ind, så hun fem skibe sejle forbi, og en helikopter piskede vandet op, inden de blev reddet og sejlet til Italien.

Vivian var migrant, men blev en flygtning

Jeg mødte Vivian på feltarbejde på Sicilien. Inden Vivian krydsede, var meget gået forud; hendes mand i Nigeria var voldelig, og hun havde dybe ar i hovedbunden efter ham; arbejdsløshed og fattigdom; afsked med de to børn, hun lod blive tilbage; gælden, hun optog for at få penge til rejsen; Sahara, hvor hun så flere migranter dø; flygtningelejren og konflikten i Libyen; sexarbejdet; to aborter og et håb, der blev ved at brænde.

At meget gik forud, før Vivian stod ved Europas fod, har hun tilfælles med de allerfleste migranter og flygtninge – hvad enten det er et pigtrådshegn, en grænsemur eller naturens grænser ,som Middelhavet, ørkner eller bjerge.

Vivian var en migrant fra Nigeria, men blev en flygtning fra Libyen på vejen mod Europa. Nogle kunne nok ønske sig, at migranter, der vælger at rejse for at forbedre deres liv, var lettere at få øje på (så de utvetydigt kunne returneres), end flygtninge, der er tvunget til at flygte for livet.

Pia Kjærsgaard skriver i denne debat at flere hegn legitimeres ved, og gør det muligt, at ”skelne benhårdt mellem flygtninge og migranter før de bliver lukket ind i EU”. Men det er lettere sagt end gjort. For migranter og flygtninge deler i stigende grad de samme ruter, bruger de samme midler og de samme smuglertjenester ind i Europa.

Hegn som en magisk si er urealistisk

De er naturligvis ikke ens med forskellig nationalitet, rute, køn, baggrund, vilkår og årsag til at stå, hvor de står – men de har en række fællestræk:

• Beslutningen inden afrejse var svær og tog lang tid.
• Rejsen, før de står ved en europæisk grænse, var lang og farlig.
• Man har set andre miste livet/eller selv været tæt på.
• Man er villig at til at vente, betale mere, tage en farligere rute for at det lykkes alligevel.
• Man ved, det er farligt, men håber det ikke rammer en selv.
• Ikke styret af et bestemt lands sociale ydelser, men af evt. af familie i det land man rejser imod.
• Hegn får ikke folk til slet ikke at tage afsted. De rejser alligevel - men ender i transit.
• Det, der venter, hvis man vender om, er værre end de muligheder ,der måske venter på den anden side.

Effekten af de ting tilsammen er, at de bliver ved at krydse, selvom de ved, det er umuligt og farligt. Det er derfor, at selvom der bygges flere hegn og laves aftaler med lande som Tyrkiet og Libyen, lande vi i øvrigt i andre sammenhænge er yderst kritiske over for, for at få antallet ned, så er det dyrere, farligere, og mere dødeligt for de der krydser - uanset om de er flygtninge eller migranter.

At tro, at hegn på magisk vis fungerer som en si – der sier de ”sande” ofre – flygtningene fra de ”falske” - migranterne i de nye ”blandede migrationsstrømme”, er urealistisk. Mennesker, konflikter og situationer er komplekse. Nogle starter ud som flygtninge, men bliver migranter undervejs – og migranter bliver til flygtninge.

Vi lever i en grænse-opbyggende verden

Et helt grundlæggende fællestræk for flygtninge og migranter er, at de forlader deres lande, uanset om de vil møde et hegn, eller det er farligt.

Hegn gør mere end at holde folk ude – de har en lang række tilsigtede og utilsigtede sideeffekter. De skaber nærområder, transitlejre, død, vold og udnyttelse.

Derfor er der brug for en aktiv nærområdepolitik; mere menneskevenlige transitlejre; aktiv indsats for at skabe jobs i hjemlande til de der rejser mod Europa for at lede efter arbejde. En ordentlig behandling, når folk står ved hegnet – ikke den farligste dræbende pigtråd, vold og skud.

Hvor håbet var grønt efter Berlinmurens fald i længslen efter en verden med færre mure, hvor menneske og arbejdskraft bevægede sig frit, har verden siden set flere og flere grænser og hegn. Vi lever ikke længere i en grænse-nedrivende verden – men i en grænse-opbyggende verden. Derfor er det ikke længere et spørgsmål om ja eller nej til hegn og mure. Men hvad vi gør for at minimere skaden.

Indlægget blev bragt i Altinget 10. november 2021 som en del af en paneldebat med titlen: "Er grænsemure og pigtråd det rigtige svar på øget migration til Europa? Og hvis ikke, hvad er så alternativet?"