Kollaps i Vestafrikas fiskeri fører til fattigdom, migration og kriminalitet

I den lille ghanesiske kystby Senya Beraku handler alting om fiskeri. Mændene arbejder på de farverige, traditionelle langkanoer, der sejler ud i Guineabugten for at fiske sardiner, ansjoser og makreller. Kvinderne er beskæftigede med at røge og sælge fisk på markedet. 

Uanset hvor man retter blikket hen, får man øje på en fisker, der er ved at tilse et net, eller unge mænd i færd med at reparere en påhængsmotor. Den fede duft af røgede fisk fra de små lerovne løber igennem gaderne. Og når kanoerne kommer ind fra havet, stimler folk sammen på stranden for at se, hvad dagens fangst byder på.

Men fiskeriet er i alvorlig krise. Store kinesiske trawlere har igennem en årrække plyndret havet ud for Guineabugten. Loven forbyder dem at sejle dybt ind i selve bugten, hvor de lokale fiskere fisker, men det sker alligevel om natten. Det betyder ikke alene, at fiskene forsvinder, men de kinesiske trawlere ødelægger også de lokale fiskeres net og sejler nogle gange hen over deres kanoer. For en fattig fiskerfamilie i Ghana er det udstyr nærmest uerstatteligt.

Som modsvar har mange ghanesiske fiskere opgivet det traditionelle kanofiskeri. I stedet har de taget job ombord på de kinesiske trawlere. Det er ikke noget, de er stolte af. De fiskere, jeg har talt med gennem årene, er alle bevidste om, at deres arbejde på de kinesiske trawlere er med til at underminere livet på land. De har bare ikke noget alternativ.

Som Kwame på 22 fortæller: »De kinesiske kaptajner sejler ind til kysten for at fange rødfisk, fordi den er værdifuld. Vi fisker hele natten og stikker af om morgenen. Vi, de afrikanske sømænd, er bekymrede over det, fordi vores brødre fisker i de farvande, og vi ødelægger deres net og deres forretninger. Vi trygler de kinesiske kaptajner om ikke at sejle derind. Vi siger, det sted er ikke godt, lad os komme væk. Men de presser os til at gøre det for at tjene flere penge.«

På grund af nedgange i fiskeriet vælger mange lokale fiskere at bruge skadelige og ubæredygtige fiskemetoder for at fange de sidste fiskeflokke. Fiskerne har en dieselgenerator med om bord og sænker stærke lyspærer i vandet. Lyset tiltrækker fiskene, ofte fisk, der ikke er fangstmodne. Fiskerne hælder derefter kemikalier som calciumkarbid, DDT og formaldehyd i vandet og dræber på den måde fiskene. Resultatet er giftige fisk, der bløder fra gæller og øjne, og som udgør en sundhedsrisiko for de mennesker, der spiser dem.

Som den lokale fiskehandler Sister Elizabeth fortæller: »Det er ikke trygt at spise de fisk. Når de kommer i land med dem, så er kødet sort på grund af giften. Lige meget hvor mange bouillonterninger man bruger, så smager de fisk stadig grimt. Folk bliver syge. Man får smerter i maven.«

Endelig er der lokale fiskere, der helt har opgivet fiskeriet og i stedet har slået sig på oliesmugling i ledtog med nigerianske olietankere. Denne type ulovlig økonomi frarøver den ghanesiske stat væsentlige skatteindtægter. For at føje spot til skade anslås det, at klimaforandringerne yderligere vil reducere de ghanesiske fiskeres fangster med 25 pct. frem mod 2050.

Danmark har i en årrække været en aktiv del af kampen mod pirateri i Guineabugten. Det har medvirket til en nedgang i pirateri og øget sikkerheden for handelsflåden, herunder for danske virksomheder. Men hvad med de lokale fiskersamfunds sikkerhed? Det er ikke utænkeligt, at fiskeriet i Vestafrika står foran et decideret kollaps, hvilket kan have vidtrækkende konsekvenser, også for Danmark og Europa. 

For det først vil det fjerne livsgrundlaget for millioner af mennesker i region. Det kan medføre øget maritim kriminalitet og en stigende urbanisering. Yderligere kan det medføre en vækst i den livsfarlige migration gennem ørkenen og Middelhavet, som vi har set i blandt andet Senegal. Et kollaps vil også give nye incitamenter til pirateri i regionen.

Der er naturligvis ikke nogen lette løsninger, men det er vigtigt at have denne katastrofale situation i Vestafrika for øje. Hvert år mister Afrika et milliardbeløb i dollars og tusindvis af arbejdspladser på grund af ulovligt fiskeri. Mange af de stjålne fisk lander via uigennemskuelige transaktioner på spisebordet i verdens største marked for fisk, nemlig Europa.

Det er lykkedes at nedbringe pirateriet, nu er der behov for en effektiv monitorering og regulering af fiskeriet i Afrika og en robust europæisk indsats mod import af stjålne fisk. På den lange bane skal der udvikles en afrikansk industri, der i højere grad forarbejder fiskene lokalt og skaber værdiforøgelsen og arbejdspladser lokalt. I øjeblikket er det med fisk som med mange andre råstoffer i Afrika, fortjenesten ligger i Europa og Asien, og afrikanerne må tage skraldet.