"What doesn’t kill you makes you stronger”

"What doesn't kill you makes you stronger."

Sådan lød ordene fra Donald Tusk, formanden for det Europæiske Råd, som reaktion på de britiske vælgeres ønske om at ville ud af EU. Spørgsmålet er så bare, om Brexit faktisk kan ende med at slå EU ihjel?

Briterne har altid haft det svært med EU. Ikke kun befolkningen og de politiske yderfløje, som vi ser det i stadig stigende grad i de fleste europæiske lande, men også helt ind i regeringen, i de store etablerede partier og ikke mindst det konservative parti, hvor EU-spørgsmålet har skabt splid lige siden etableringen af det europæiske fælleskab. Og nu er konsekvensen blevet den mest vidtgående af dem alle, som den politiske elite hverken har haft fantasi - eller mod - til at forestille sig.

Brexit sætter spørgsmålstegn ved det europæiske fælleskab og de værdier, der i 1952 dannede rammen for den sammenslutning, der skulle sikre fred i Europa. De politiske konsekvenser er på nuværende tidspunkt umulige at forudsige, men det eneste, der er sikkert i dag, er, at EU ikke bliver det samme i morgen. For første gang er EU noget, man kan melde sig ud af. Og ikke hvem som helst, men et af de mest toneangivende og magtfulde lande i fællesskabet.

Det resterende EU vil for alt i verden forsøge at undgå, at dette er begyndelsen på enden for Unionen, og at briternes beslutning sætter gang i en dominoeffekt for andre medlemslande. Utilfredsheden med det politiske etablissement er åbenlys i de fleste medlemslande, og krav fra folket og de EU-skeptiske partier rundt omkring i Europa kan betyde, at andre vil følge med Storbritannien ud på ukendt farvand.

Ikke mindst er Danmark af valgets helt store vinder, lederen af det EU-skeptiske UKIP, Nigel Farage, allerede blevet udnævnt som muligt eksempel på det næste land, der vil stemme om sit EU-medlemskab. Og selv om danskernes EU-skepsis adskiller sig væsentligt fra briternes, især fordi der ikke eksisterer noget, der ligner et flertal for en egentlig udmeldelse, men nærmere et ønske om at holde igen med integrationen i EU, har briternes beslutning store konsekvenser for et lille land som Danmark.

Danmark kan på mange måder spejle sig i briternes forhold til EU. begge lande kom med i 1973 og af de samme årsager - økonomiske. Begge lande har et distanceret forhold til EU eksemplificeret af vores forbehold i EU-samarbejdet og vores skeptiske befolkninger. Desuden deler vi interesser med Storbritannien på en lang række af de for os væsentligste områder af EU-samarbejdet. Forlader Storbritannien EU, står Danmark tilbage i periferien af EU-samarbejdet, men uden en stærk partner til at forhindre marginalisering af netop de lande, der befinder sig uden for ’kernen’.

For at undgå at andre lande følger trop, kan et muligt scenarie, når Storbritannien skal til at forhandle sit nye forhold til EU på plads, meget vel være, at EU vælger at spille hårdt spil ved at presse på for at få en hurtig og afviklende løsning, hvor der ikke bliver givet ved dørene. Det handler nu for EU om at lave en aftale, der er så uattraktiv, at andre lande mister modet til at begive sig samme vej som Storbritannien. Men det er ikke klaret i morgen, og de økonomiske konsekvenser af denne usikre periode og ikke mindst scenariet forbundet med at en af Europas største økonomier melder sig ud af samarbejdet, kan måske betyde at man undervejs mister is i maven. Udsigterne til en løsning er under alle omstændigheder ikke at syne inden for en meget nær fremtid, da der eksisterer modstridende og komplekse hensyn, man må have med.

Ikke mindst er Storbritannien selv splittet i spørgsmålet om, hvilken vej man vil gå. Da Cameron meddelte, at han trådte tilbage som premierminister, gjorde han det samtidig op til de kræfter, der støtter et britisk exit, at tage de næste skridt. Disse kræfter er i sig selv langt fra en samlet størrelse, men det ser ud til, at man vil gøre, hvad man kan for at undgå at sætte gang i den officielle proces, den såkaldte artikel 50 i Lissabon-traktaten, der foreskriver proceduren for, hvordan et land træder ud af Unionen. Det skyldes ikke mindst, at der er uendelig meget på spil for en anden union, nemlig Storbritannien selv, der kan risikere at skulle til at tegne nye landegrænser, hvis Skotland, Nordirland eller Wales ikke længere har lyst til at være en del af en union uden for den Europæiske Union. Samtidig har EU's ledere meldt ud, at de accepterer Storbritanniens beslutning, men ikke ønsker at indtræde i en genforhandling inden for Storbritanniens nuværende tilknytning til EU.

Derfor er situationen lige nu så usikker, som man kan forestille sig, og alle holder vejret, mens Storbritannien og EU tager de første skridt ud på et ukendt territorium. Tiden vil vise, om Tusk får ret,og EU som så mange gange før rent faktisk vender styrket ud på den anden side af endnu en krise, eller om denne krise langsomt fører til EU’s forfald.