Bogkapitel

Visioner for Grønlands fremtid

Analyse af legitimitet og sammenligninger.

Hvor er Grønland på vej hen? De senere år er debatten om landets fremtid intensiveret i Grønland. Det er ikke første gang, grønlænderne har debatteret deres visioner for fremtiden. I starten af 1970'erne manifesterede nye politiske tanker sig tydeligt i Hjemmestyrets ambition om at tage kontrol med udviklingen i kultur, undervisning, erhverv og planlægning.

Og omkring årtusindeskiftet trak det op til den forfatningsmæssige reform, der udmøntede sig i Selvstyreloven. Hver gang er ændringerne sket som kulmination på debatter om, hvad der ikke længere er acceptabelt og legitimt i den aktuelle situation. I sit bidrag til årsskriftet Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning fra Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) analyserer Klaus Georg Hansen interviews med en række meningsdannere i grønlandsk samfundsdebat og udvikler, blandt andet ud fra meningsdannernes sammenligninger med andre lande, en typologi over visioner for Grønlands fremtid.

Nogle har fokus på forfatningsjura, andre på økonomi - nogle fokuserer på mental afkolonisering, andre på kristen vækkelse. Trods tydelige anslag til et nyt grundlag for fremtidens Grønland er der således ikke umiddelbart indikationer på, at en enkelt fortælling om manglende legitimitet udkrystaliserer sig som dominerende. Artiklen er et bidrag til et forskningsprojekt om grønlandsk sammenligningspolitik, ledet af Ulrik Pram Gad på DIIS.

Regioner
Grønland
cover-grønlandsk-samfundsforskning.PNG
Typologi for visioner for Grønlands fremtid
analyse af legitimitet og sammenligninger
Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2022-23 , Nuuk: : Ilisimatusarfik University of Greenland, 2023