Venezuela og den latinamerikanske migrationskrise

Lørdag d. 17. marts blev filmen ’Women of the Venezuelan Chaos’ vist på CPH:DOX 2018. Her diskuterede jeg sammen med Thorkild Høyer, forsvarsadvokat og stifter af ’Levende Menneskerettigheder’, den aktuelle situation i Venezuela, der truer med at få landet til at kollapse. Den sociale, økonomiske og politiske krise berører imidlertid ikke kun Venezuela, men også resten af Syd- og Mellemamerika. Hvorfor? Fordi økonomisk kollaps, mangel på fødevarer og medicin, politisk forfølgelse og stigende volds- og kriminalitetsrater får venezuelanere til at migrere. Flere end 3 millioner venezuelanere har forladt landet, mere end halvdelen indenfor de seneste år. De nærmeste nabolande taler om en humanitær flygtningekrise og flere lande er i gang med at tage ekstraordinære asyl- og migrationspolitiske skridt.

Fra migrantdestination til flygtningeproducent
Venezuela besidder en af verdens største oliereserver og har derudover en stor naturressourcerigdom. Olieudvinding og jobs i en vækstøkonomi tiltrak op gennem 1970erne og 1980erne migranter fra de andre latinamerikanske lande. Under de mere end 50 års væbnet konflikt i Colombia, er mange colombianere desuden flygtet til nabolande som Venezuela, Panama og Ecuador. Venezuela var således indtil 1990erne et land andre latinamerikanere migrerede til. Faldende oliepriser i 1980erne og stigende social ulighed op gennem 1990erne fik imidlertid mange til at rejse tilbage til deres hjemlande, mens venezuelanerne selv begyndte at migrere, om end i mindre skala.

Efter Hugo Chavez’ valgsejr i 1999 forlod flere tusinde venezuelanere landet. Ligesom efter den Cubanske og Nicaraguanske revolution fik ekspropriation af privat ejendom og nationalisering især den bedrestillede del af befolkningen til at migrere, dog ikke i samme omfang som i Cuba, hvor 1,4 millioner mennesker forlod landet efter revolutionen i 1959. Den aktuelle masseflugt fra Venezuela kan imidlertid ikke sammenlignes med den, der fandt sted i kølvandet på Chaves’ magtovertagelse.

Hvad flygter venezuelanerne fra?
Venezuela har i årevis været ramt af både en fødevare- og sundhedskrise, der først og fremmest rammer børn, kronisk syge og gravide kvinder. Udbuddet af fødevarer er begrænset, inflationen så høj (2.600 % i 2017), at mange ikke kan betale de fødevarer, der af og til dukker op i supermarkeder eller på det sorte marked. Den katolske organisation Caritas anslår, at mere end en fjerdedel af Venezuelas børn er fejl- eller underernærede. Medicinmangel betyder, at især børn dør af almindelige sygdomme, som ellers nemt ville kunne behandles medicinsk. Mange migrerer til nabolandene for at kunne købe mad og medicin til familien. De håber, det er midlertidigt.

Andre flygter fra stigende volds- og kriminalitetsrater. Venezuela er i dag et af de mest voldelige lande i verden. Ifølge statslige kilder blev 17.778 mennesker dræbt I 2015. Det Venezuelanske Voldsobservatorie vurderer imidlertid, at det rigtige tal for 2015 er 27.875 mord, eller 90 mord per 100.000 indbyggere. I 2016 steg mordraten til 92 per 100.000 indbyggere.

Men mange andre flygter fra politisk forfølgelse. Siden januar 2016, hvor staten indførte undtagelsestilstand, er demonstrationer blevet mødt med ekstrem vold fra sikkerhedsstyrkerne og hundredvis af politiske modstandere er blevet fængslet uden rettergang. Der er rapporter om tortur og seksuel vold mod både demonstranter og politiske fanger. Menneskerettighedssituationen er stærkt problematisk, aktivister udsættes for smædekampagner, fængslinger og tvungne forsvindinger. I maj 2017 trak Venezuela sig fra Organisationen af Amerikanske stater og derfor også fra det Interamerikanske Menneskerettighedssystem, hvilket yderligere har forværret beskyttelsesforholdene for ofre for statslige menneskerettighedskrænkelser.

Som i Europa er det svært at skelne mellem dem, der flygter fra fattigdom, og dem der flygter fra politisk forfølgelse. For de fleste er det en blanding af økonomiske, sikkerhedsmæssige og politiske forhold, der motiverer deres flugt. De yngre, de veluddannede, børnefamilierne, de enlige mødre, familiefædrene, alle tager afsted. De fleste efterlader familiemedlemmer, hvis fremtid afhænger af, de penge og varer migranterne kan sende hjem.

Hvor tager de hen?
Amnesty International og UNHCR har de sidste to år observeret et stigende antal venezuelanske asylansøgere. Men ikke alle søger asyl. Mange blender bare ind i de traditionelt store regionale migrationsstrømme. Over en halv million er flygtet til Colombia, de fleste som såkaldte ’irregulære migranter’. I 2017 søgte 15.600 venezuelanere politisk asyl i Brasilien, men det anslås, at op mod 70.000 opholder sig i landet. Flere end 200.000 venezuelanere kom til Ecuador i perioden fra januar til september 2017, de fleste for at tage videre til Peru og Chile. I løbet af de sidste to år er 190.000 venezuelanske migranter registreret i Peru. Antallet af venezuelanere i Chile er på få år steget fra nogle få tusinde til 100.000 i 2017. Omkring 50.000 formodes at opholde sig Argentina, heraf ankom 27.000 i 2017, og alene i januar 2018 blev 10.000 nye venezuelanske migranter registreret. Mindre østater som Trinidad og Tobago og den Dominikanske Republik husede i 2017 hhv. 40.000 og 20.000 venezuelanske statsborgere. Rejsen til de caribiske øer foregår ofte i mindre og ikke særligt søstærke joller. Flere kæntringer og drukneulykker har allerede fundet sted og situationen minder på mange måder om det der sker på Middelhavet.

Også Europa mærker en stigning i asylansøgere fra Venezuela, ikke mindst i Spanien, Italien og Portugal. Spanien huser aktuelt 70.000 venezuelanere. Heraf kom 10.000 til landet alene i de første seks måneder af 2017. Selv i Danmark optræder venezuelanere nu i asylansøgningsstatistikkerne. Da migration og flugt er netværksbaseret, er der grund til at antage, at antallet af venezuelanske flygtninge og migranter til Europa vil stige i de kommende år.

Hvordan reagerer nabolandene?
Tallene ovenfor er samlet fra forskellige latinamerikanske og internationale kilder. De er i mange tilfælde ’anslåede’ og dækker over minimumstal. Jeg har i løbet af de sidste 2 år besøgt den Dominikanske Republik, Peru, Bolivia, Ecuador, Argentina og Chile, hvor venezuelanere pludseligt er blevet tydelige i gadebilledet og optager en del spalteplads i lokale aviser. Mange byder deres venezuelanske naboer velkommen, det humanitære hjælpearbejde er enormt, men andre er ligesom i Europa bekymrede for, om venezuelanere tager deres arbejde, fylder for meget i de sociale budgetter eller medbringer kriminalitet.

Flere sydamerikanske lande har gennem en årrække reformeret deres flygtninge- og migrationspolitik, herunder gjort det muligt for andre sydamerikanere at få både humanitær beskyttelse og adgang til opholds- og arbejdstilladelser. Venezuelanere har traditionelt nydt godt af et særligt grænsevisum til Colombia, med tilladelse til 7 dages ophold i landet. Medicin og fødevaremangel er igennem en årrække blevet afhjulpet af venezuelaneres ’handelsrejser’ til Colombia. Efter vedvarende daglige grænsekrydsninger af mindst 3.000 venezuelanere satte Colombia i februar 2018 stop for det midlertidige grænsevisum. Efter konsultationer med andre lande, der har erfaring med akut flygtningepres, herunder Tyrkiet, udstationerede den colombianske stat omkring 3.000 soldater langs grænsen til Venezuela. Panama indførte i oktober 2017 nye visumregler for at imødegå presset. Deportationer af irregulære venezuelanske migranter fra begge lande er efterfølgende steget.

Andre latinamerikanske lande har indtil videre fastholdt en humanitær politik. I Brasilien har præsidenten erklæret ’humanitær undtagelsestilstand’ på grænsen til Venezuela og etableret opsamlingslejre og felthospitaler langs grænsen. I Boa Vista, den nærmeste større brasilianske grænseby, opholder der sig mindst 40.000 venezuelanere. Peru har siden februar 2017 givet tidsbegrænsede opholds- og arbejdstilladelser til venezuelanere. Lignende arrangementer gør sig gældende i Chile og Argentina. Men det bliver de ikke nødvendigvis ved med. Migrationspolitik er politisk sprængstof. Mange mener, at Bachelet tabte valget til den chilenske højrefløj på grund af forslag til fire gennemgribende migrationspolitiske ændringer: nul diskrimination, åbne (men kontrollerede) grænser, adgang til sikre ruter og mulighed for legalt ophold.