DIIS Comment
Vand i Syd: Glasset er halvt fuldt. Men hvad med den anden halvdel?
glasset er halvt fuldt. Men hvad med den anden halvdel?
21. marts 2012
Den 22. marts er international vanddag, og der er noget glæde sig over. En FN-rapport har for nylig slået fast, at vi nu har nået målet om at halvere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand – et af de såkaldte 2015-mål. Dermed har 89 pct. af jordens befolkning fået forbedret adgang til drikkevand. Dette resultat er ikke kommet af sig selv, men er skabt af mange års hårdt arbejde på alle niveauer. Dansk bistand har bidraget væsentligt hertil med støtte til nye vandpolitikker og tusindvis af brønde i både Asien, Afrika og Latin Amerika. Det kan man som dansker godt være tilfreds med.
Men der er et problem: De gode fremskridt på vandområdet er skævt fordelt. Samme FN-rapport viser, at det især er Asien og Latinamerika, der har oplevet fremgangen, mens udbredelsen af rent drikkevand i Afrika halter stærkt efter resten af verden. Og ser vi internt i de afrikanske lande, er det især byerne, der har fået rent vand, mens landområderne endnu har meget at indhente.
Social slagside
Mest markant er det imidlertid, at den forbedrede adgang til drikkevand vand har en stærk social slagside: Mange af forbedringerne er primært tilkommet de bedrestillede, mens de fattige i langt mindre grad har fået noget ud af de mange tiltag. Ser man på de fattigste 40 pct. af befolkningen i Afrika syd for Sahara, har over halvdelen ikke fået forbedret adgang til rent drikkevand overhovedet. De henter stadig vand langs floderne eller andre steder, hvor kvaliteten er usikker.
Og selv de fattige, der har fået forbedret deres adgang til vand, har stadig langt fra acceptable forhold. For eksempel viser tal fra både FN og fra DIIS’ egen forskning, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor langt man skal gå efter drikkevand, og hvor fattig man er. Fattige familier bruger altså megen energi på at skaffe vand, som i stedet kunne bruges til andre produktive aktiviteter. Hertil kommer, at drikkevand jo ikke i sig selv er nok. Skal man som familie hive sig selv ud af fattigdommen, er der også brug for bedre adgang til såkaldt ”produktivt” vand til afgrøder, husdyr mm – som også er skævt fordelt.
Er man en fattig afrikansk bonde, er der altså stadig lang vej igen, hvad angår god og sikker adgang til godt drikkevand og tilstrækkeligt ”produktivt” vand. Heldigvis er der en stigende opmærksomhed på denne problemstilling, også i dansk regi. Spørgsmålet er imidlertid, hvad bistanden konkret kan gøre for at styrke de fattiges adgang til vand i de afrikanske landområder og andre steder, hvor vandet er ulige fordelt?
Lighedsmålsætning mangler
Først og fremmest skal vi have sat os nogle mål – globalt og i dansk bistandsregi – som direkte og uden omsvøb stiller skarpt på den ulige adgang til vand. Både i Nord og Syd har man ofte hørt det argument, at behovet for vand er akut, og at det derfor først og fremmest handler om at få lavet forvaltningsplaner og bygget en masse brønde – så må det med ligheden komme senere. ”Build now, worry later”, som en beslutningstager i et afrikansk vandministerium for nylig sagde. Men der er to problemer i en sådan tilgang: Dels når man dermed ikke en stor del af den fattige befolkning med sine tiltag, som FN-rapporten jo så tydeligt viser. Og dels risikerer man faktisk at forstærke den ulige adgang til vand, fordi de nye tiltag så let kommer til at gavne dem, der i forvejen klarer sig godt.
Ulighed i adgang til vand bør altså ikke ses som et sekundært problem, som man ”tager hensyn til” hen ad vejen, men som noget, vi stiler direkte mod at reducere som en første prioritet. På policy-niveau handler dette bl.a. om at få stillet nogle nye globale mål, som sigter mere direkte mod at forbedre adgangen til vand for de fattigste. Og det handler om at opfordre regeringer i Syd til at sikre, at ikke blot byområderne, men også landbefolkningerne sikres ordentlig og ligelig adgang til vand – og at støtte dem heri.
Dernæst vil det kræve at se nærmere på nogle af de ”hellige køer” i den måde, vi laver vandbistand på i den praktiske virkelighed. For selv når vi rent faktisk forsøger at støtte forbedret adgang til vand i landområderne, er resultatet ofte skævt fordelt:
Positiv særbehandling
For det første er der den politiske forvaltning af vandet. Det har i en del år været almindeligt at støtte opbygningen af organer, hvor de forskellige brugere af en vandressource kan mødes og træffe fælles beslutninger om regler og principper for brug af vand (som f.eks. ”Water User Associations” og ”Borehole Committees”). Tanken er god, men desværre har de fattige svært ved at gøre sig gældende i sådanne sammenhænge, hvor magt og indflydelse spiller en stor rolle. Resultatet er ofte, at det er de lokale eliters interesser, der kommer til at gøre sig gældende i beslutningerne om, hvordan vandet skal forvaltes. Dét problem er faktisk ret velkendt, men alligevel er sådanne fora stadig standardsvaret, når vandprojekter forsøger at sikre lokalt ejerskab og indflydelse. I stedet er der brug for mere avancerede løsninger, såsom at sørge for at der altid findes alternative organer, hvor fattige kan klage deres nød, så magten over vandet ikke ligger koncentreret i en enkelt instans.
For det andet er der spørgsmålet om ejerskab af vandforsyningen. Typisk betragtes nye vandprojekter som et fælles gode, og en ny brønd er derfor ofte kollektivt ejet af en hel landsby. Men som bl.a. DIIS’s studier har vist, kan det ironisk nok være problematisk for de fattige, hvis en ny brønd betragtes som et offentligt gode, fordi det også giver de mere velstående familier adgang til vandet. Dét åbner for, at de fattige fortrænges fra den nye brønd, enten fordi de simpelthen bliver chikaneret væk, eller fordi de bedrestillede på den ene eller anden måde ”køber” sig til kontrol over brønden. Derfor er der brug for at supplere den almene udbygning af vandforsyningen med indsatser, der er særligt rettede mod de fattige og deres rettigheder til vand – som f.eks. at bygge brønde som ejes kollektivt af de fattigste familier i et område, og kun af dem. En sådan positiv særbehandling er ikke altid lige populær i den bilaterale bistand, men svarer jo blot til det, man længe har gjort, når man f.eks. lavede særlige kvindeprojekter for at bidrage til ligestilling.
Produktivt vand i mindre skala
For det tredje er der måden, vi organiserer vandforsyningen og dens udvikling på. Mange af de tiltag, som forsøger at udbygge vandforsyningen i landområder er rettet enten mod at forbedre vand til husholdsbrug (f.eks. drikkevand) eller at levere vand til landbrugsproduktion (f.eks. overrisling af marker). Men studier har vist, at den sidste type vandprojekter primært gavner de bedrestillede, som har kvæg, jord og fremfor alt mulighed for at investere og gå i dialog med beslutningstagere. De fattige har derimod ikke økonomisk format til at binde an med storstilede kunstvandingsprojekter mm. Dermed kan sådanne projekter faktisk komme til at øge den ulige adgang til vand og dermed uligheden generelt. Skal vi hjælpe de fattige familier på den front, bør vandforsyning i højere grad etableres, så der gives mulighed for, at vand også kan anvendes til produktive formål i mindre skala. Dermed kan man støtte, at fattige familier kan forbedre deres indkomst lidt efter lidt f.eks. gennem vanding af deres afgrøder, når regnen svigter, eller af en køkkenhave, vand til mindre husdyr og andre indkomstskabende aktiviteter, som ikke kræver de store investeringer.
Der er altså gode muligheder for rent faktisk at gøre noget for at forbedre den ulige fordeling af adgangen til vand i de afrikanske landområder, og for at sikre at adgang til vand også kan bidrage til at fattigdommen mindskes og helt udryddes. Heldigvis falder flere af disse ting godt i tråd med tonerne i den danske bistandsstrategi, som i øjeblikket er under udarbejdelse, og som synes at have et vist sigte på at sikre fattiges adgang til vand og andre vigtige ressourcer. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal handling bag ordene: Glasset er halvt fuldt – men også kun halvt. Vi kan godt tage armene ned og smøge ærmerne op.
Men der er et problem: De gode fremskridt på vandområdet er skævt fordelt. Samme FN-rapport viser, at det især er Asien og Latinamerika, der har oplevet fremgangen, mens udbredelsen af rent drikkevand i Afrika halter stærkt efter resten af verden. Og ser vi internt i de afrikanske lande, er det især byerne, der har fået rent vand, mens landområderne endnu har meget at indhente.
Social slagside
Mest markant er det imidlertid, at den forbedrede adgang til drikkevand vand har en stærk social slagside: Mange af forbedringerne er primært tilkommet de bedrestillede, mens de fattige i langt mindre grad har fået noget ud af de mange tiltag. Ser man på de fattigste 40 pct. af befolkningen i Afrika syd for Sahara, har over halvdelen ikke fået forbedret adgang til rent drikkevand overhovedet. De henter stadig vand langs floderne eller andre steder, hvor kvaliteten er usikker.
Og selv de fattige, der har fået forbedret deres adgang til vand, har stadig langt fra acceptable forhold. For eksempel viser tal fra både FN og fra DIIS’ egen forskning, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor langt man skal gå efter drikkevand, og hvor fattig man er. Fattige familier bruger altså megen energi på at skaffe vand, som i stedet kunne bruges til andre produktive aktiviteter. Hertil kommer, at drikkevand jo ikke i sig selv er nok. Skal man som familie hive sig selv ud af fattigdommen, er der også brug for bedre adgang til såkaldt ”produktivt” vand til afgrøder, husdyr mm – som også er skævt fordelt.
Er man en fattig afrikansk bonde, er der altså stadig lang vej igen, hvad angår god og sikker adgang til godt drikkevand og tilstrækkeligt ”produktivt” vand. Heldigvis er der en stigende opmærksomhed på denne problemstilling, også i dansk regi. Spørgsmålet er imidlertid, hvad bistanden konkret kan gøre for at styrke de fattiges adgang til vand i de afrikanske landområder og andre steder, hvor vandet er ulige fordelt?
Lighedsmålsætning mangler
Først og fremmest skal vi have sat os nogle mål – globalt og i dansk bistandsregi – som direkte og uden omsvøb stiller skarpt på den ulige adgang til vand. Både i Nord og Syd har man ofte hørt det argument, at behovet for vand er akut, og at det derfor først og fremmest handler om at få lavet forvaltningsplaner og bygget en masse brønde – så må det med ligheden komme senere. ”Build now, worry later”, som en beslutningstager i et afrikansk vandministerium for nylig sagde. Men der er to problemer i en sådan tilgang: Dels når man dermed ikke en stor del af den fattige befolkning med sine tiltag, som FN-rapporten jo så tydeligt viser. Og dels risikerer man faktisk at forstærke den ulige adgang til vand, fordi de nye tiltag så let kommer til at gavne dem, der i forvejen klarer sig godt.
Ulighed i adgang til vand bør altså ikke ses som et sekundært problem, som man ”tager hensyn til” hen ad vejen, men som noget, vi stiler direkte mod at reducere som en første prioritet. På policy-niveau handler dette bl.a. om at få stillet nogle nye globale mål, som sigter mere direkte mod at forbedre adgangen til vand for de fattigste. Og det handler om at opfordre regeringer i Syd til at sikre, at ikke blot byområderne, men også landbefolkningerne sikres ordentlig og ligelig adgang til vand – og at støtte dem heri.
Dernæst vil det kræve at se nærmere på nogle af de ”hellige køer” i den måde, vi laver vandbistand på i den praktiske virkelighed. For selv når vi rent faktisk forsøger at støtte forbedret adgang til vand i landområderne, er resultatet ofte skævt fordelt:
Positiv særbehandling
For det første er der den politiske forvaltning af vandet. Det har i en del år været almindeligt at støtte opbygningen af organer, hvor de forskellige brugere af en vandressource kan mødes og træffe fælles beslutninger om regler og principper for brug af vand (som f.eks. ”Water User Associations” og ”Borehole Committees”). Tanken er god, men desværre har de fattige svært ved at gøre sig gældende i sådanne sammenhænge, hvor magt og indflydelse spiller en stor rolle. Resultatet er ofte, at det er de lokale eliters interesser, der kommer til at gøre sig gældende i beslutningerne om, hvordan vandet skal forvaltes. Dét problem er faktisk ret velkendt, men alligevel er sådanne fora stadig standardsvaret, når vandprojekter forsøger at sikre lokalt ejerskab og indflydelse. I stedet er der brug for mere avancerede løsninger, såsom at sørge for at der altid findes alternative organer, hvor fattige kan klage deres nød, så magten over vandet ikke ligger koncentreret i en enkelt instans.
For det andet er der spørgsmålet om ejerskab af vandforsyningen. Typisk betragtes nye vandprojekter som et fælles gode, og en ny brønd er derfor ofte kollektivt ejet af en hel landsby. Men som bl.a. DIIS’s studier har vist, kan det ironisk nok være problematisk for de fattige, hvis en ny brønd betragtes som et offentligt gode, fordi det også giver de mere velstående familier adgang til vandet. Dét åbner for, at de fattige fortrænges fra den nye brønd, enten fordi de simpelthen bliver chikaneret væk, eller fordi de bedrestillede på den ene eller anden måde ”køber” sig til kontrol over brønden. Derfor er der brug for at supplere den almene udbygning af vandforsyningen med indsatser, der er særligt rettede mod de fattige og deres rettigheder til vand – som f.eks. at bygge brønde som ejes kollektivt af de fattigste familier i et område, og kun af dem. En sådan positiv særbehandling er ikke altid lige populær i den bilaterale bistand, men svarer jo blot til det, man længe har gjort, når man f.eks. lavede særlige kvindeprojekter for at bidrage til ligestilling.
Produktivt vand i mindre skala
For det tredje er der måden, vi organiserer vandforsyningen og dens udvikling på. Mange af de tiltag, som forsøger at udbygge vandforsyningen i landområder er rettet enten mod at forbedre vand til husholdsbrug (f.eks. drikkevand) eller at levere vand til landbrugsproduktion (f.eks. overrisling af marker). Men studier har vist, at den sidste type vandprojekter primært gavner de bedrestillede, som har kvæg, jord og fremfor alt mulighed for at investere og gå i dialog med beslutningstagere. De fattige har derimod ikke økonomisk format til at binde an med storstilede kunstvandingsprojekter mm. Dermed kan sådanne projekter faktisk komme til at øge den ulige adgang til vand og dermed uligheden generelt. Skal vi hjælpe de fattige familier på den front, bør vandforsyning i højere grad etableres, så der gives mulighed for, at vand også kan anvendes til produktive formål i mindre skala. Dermed kan man støtte, at fattige familier kan forbedre deres indkomst lidt efter lidt f.eks. gennem vanding af deres afgrøder, når regnen svigter, eller af en køkkenhave, vand til mindre husdyr og andre indkomstskabende aktiviteter, som ikke kræver de store investeringer.
Der er altså gode muligheder for rent faktisk at gøre noget for at forbedre den ulige fordeling af adgangen til vand i de afrikanske landområder, og for at sikre at adgang til vand også kan bidrage til at fattigdommen mindskes og helt udryddes. Heldigvis falder flere af disse ting godt i tråd med tonerne i den danske bistandsstrategi, som i øjeblikket er under udarbejdelse, og som synes at have et vist sigte på at sikre fattiges adgang til vand og andre vigtige ressourcer. Men det kommer ikke af sig selv. Der skal handling bag ordene: Glasset er halvt fuldt – men også kun halvt. Vi kan godt tage armene ned og smøge ærmerne op.
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
Vand i syd
glasset er halvt fuldt. Men hvad med den anden halvdel?