Ulighed er lige så farlig som klimaforandringer

Ulighed splitter samfund ad, underminerer demokratier og nægter milliarder af mennesker muligheder for at forbedre deres levevilkår og for at bidrage med hele deres potentiale til samfundet. Ulighed er både abstrakt og meget tæt på os alle sammen.

Det kan være svært at forholde sig til forskellen mellem en middelklassedansker og en fattig afrikaner, men samtidig bliver vi nok alle overrasket, når vi hører, at i en del danske kommuner lever op mod 10 procent af børn under 18 år i fattigdom. Og den fattigdom, de oplever som børn, spiller en afgørende rolle for deres muligheder resten af livet.

Behovet for at gøre noget ved verdens ulighed er altafgørende for både danskernes velfærd på lang sigt og velfærden for resten af verdens befolkning. Det anerkendes da også internationalt, hvor ulighed i dag er kommet højt op på dagsordenen, både når verdens ledere mødes i FN, og når verdens økonomiske elite årligt svinger champagneglassene i den lille alpeby Davos i Schweiz.

Konklusionen begge steder er, at ulighed er en trussel mod vækst og fremgang. Samtidig hører vi jævnligt om, at få milliardærer har en formue, der matcher, hvad den fattigste halvdel af Jordens befolkning ejer tilsammen. Og selv om den økonomiske ulighed ikke er voksende alle steder, er den blevet markant mere iøjnefaldende for alle over de seneste 20 år, hvor internettet er vokset frem, og meget få nu er uvidende om de enorme rigdomme, som nogle individer og samfund råder over.

Ulighed bør i virkeligheden også være en samlende prioritet på tværs af politiske skel. Både venstre- og højrefløjen er i grunden enige om, at mennesker bør have de samme udgangspunkter og muligheder for at skabe det liv, de gerne vil.

Det kan godt være at man er uenig om, hvorvidt alle skal nå frem til samme resultatet, men der er enighed om, at strukturelle forhold i vores samfund ikke må stå i vejen for, at alle kan opnå det, de gerne vil og magter.

Herhjemme udgav regeringen for første gang en ulighedsredegørelse i 2020. Og uligheden skal nu også sættes i centrum i Danmarks internationale arbejde. Regeringen arbejder på en ny udviklingspolitisk strategi, der udstikker rammen for, hvordan de ca. 17 mia. kr., der årligt afsættes til udviklingsbistand til fattige lande, skal bruges. De afgørende politiske forhandlinger om strategien er lige på trapperne.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har lagt op til, at strategien skal fokusere på klimaforandringerne, flygtninge og migranter, og demokrati, og det ser ud til, at ulighed også får en rolle at spille. Det er der al mulig god grund til. Spørgsmålet er imidlertid, hvad et lille land som Danmark kan stille op, og hvilke udfordringer et ulighedsfokus vil give til vores udviklings- og udenrigsarbejde? Det vender vi tilbage til.

Ofte tænker man på økonomi, når der snakkes om ulighed, og diskussionen herhjemme handler ofte om de store formuer, som et fåtal af mennesker sidder på rundt om i verden. Men ulighed handler i høj grad også om sociale forhold.

Alle steder, også i Danmark, bestemmes mange menneskers muligheder af køn, alder, etnicitet, religion, geografi osv. Fødes du som pige på landet i Afrika, kan du godt forberede dig på, at livet bliver en kamp, og at chancen for, at du kommer i skole, er væsentlig mindre, end den er for drenge, der bor i byen og har forældre med 10 års skolegang. Alle sammen forhold, som du ikke selv er herre over.

Ulighed kan også handle om politisk indflydelse. Kun godt halvdelen af verdens befolkning lever i lande med demokratiske styreformer, og i en stor del af disse lande eksisterer demokratiet mere af navn end af gavn. En persons muligheder begrænses markant af få økonomiske midler, social diskrimination og politisk magtesløshed. De begrænses også af dårlige eller manglende sociale ydelser i forhold til uddannelse, sundhed, infrastruktur, drikkevand osv.

Meget af det kan betragtes som udtryk for fattigdom, men det kan også i vidt omfang ses som et resultat af ulighed, hvor nogles gode muligheder eksisterer på bekostning af andres. Nogen ’sparker nedad’ i håb om at ’have sit på det tørre’, og kultur, normer og samfundsmæssige institutioner er indrettet, så de favoriserer nogle frem for for andre.

Covid-19-krisen har virket som en ’fremkaldervæske’ og vist os alle de svagheder og skævheder, vi selv har skabt i vores samfund. Ikke mindst når det kommer til, hvem der har, og hvem der ikke har.

Selv om mange tager det for givet, er hjemmearbejde et privilegium, som langt størstedelen af verdens befolkning ikke har. Og som mange danskere heller ikke nyder. Prøv at tænke over, hvem der er kommet i klemme under pandemien? De små erhvervsdrivende, løstansatte og dem i lavtlønnede jobs.

Da Indien som et af verdens første lukkede landet totalt ned, mistede millioner af migrantarbejdere deres job og måtte gå hundredvis af kilometer hjem, fordi folk her i Vesten ikke kunne komme ud at købe tøj i storcentrene. Samtidig kan vi konstatere, at Elon Musks eller Jeff Bezos’ formuer gennem Tesla og Amazon er vokset med absurd hastighed under pandemien.

Når det gælder de senere års kriser, er det kun i forbindelse med finanskrisen i 2007-08, at de rigeste oplevede midlertidige økonomiske udfordringer. Ellers gælder det, at de, der har de færreste muligheder, også rammes hårdest af kriserne, og for de svageste kan det være livstruende. Ingen kan længere undskylde manglende handling med manglende viden om, hvordan ulighed ser ud, og hvad den medfører. Det har forskningen de senere år givet robuste svar på.

Vi ved eksempelvis en del om de sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af økonomisk ulighed. Herhjemme er det tydeligt dokumenteret, at områder med lavere indkomster også er præget af kortere gennemsnitlig levealder end rigere områder. Jo flere penge du har, desto længere lever du sandsynligvis, og omvendt. En forklaring handler om sundere levestil og kost, mens en anden peger på, at velstillede er bedre i stand til at udnytte sundhedsvæsenet.

Sammenligninger af samfund med nogenlunde samme gennemsnitsindkomster viser også, at sociale og sundhedsmæssige problemer er mere udbredt i de samfund, der er præget af stor økonomisk ulighed. Ulige samfund kendetegnes i højere grad ved kort levetid, fedme, mentale sygdomme, kriminalitet, ringe uddannelse, teenagemoderskab mv.

En forklaring er, at det er mere belastende at leve i ulige samfund, hvor forskelle og succes og fiasko hele tiden udpensles, mens dens slags pres eksisterer i meget mindre omfang i samfund præget af økonomisk lighed. Et nyt studie fra USA har overraskende fundet, at midaldrende hvide mænd lider af markant overdødelighed sammenlignet med tilsvarende mænd i andre rige lande og sammenlignet med midaldrende ikke-hvide mænd i USA.

Dødsårsagerne er ikke mindst selvmord, alkoholisme og narkotikamisbrug. Grunden her kan være en oplevelse af ulighed over tid, hvor mange hvide mænd i den aldersgruppe ikke kan give deres børn de muligheder, som de selv fik af deres forældre.

Uligheder sætter som sagt også sine spor i det politiske liv. I Danmark er det en langt højere andel af Folketingets medlemmer end af befolkningen, der har en akademisk uddannelse. Nogle vil måske mene, at det kan være meget godt, men det afspejler tydelige uligheder i demokratiet, når stemmeprocenten blandt kontanthjælpsmodtagere kun er halvt så stor som i befolkningen generelt.

Demokrati er heller ingen garanti for indflydelse i samfund præget af ulighed. I USA viser studier, at senatorernes stemmeafgivelse i langt højere grad afspejler synspunkter i den rigeste tredjedel af befolkningen end i middelklassen, mens den fattigste tredjedels synspunkter overhovedet ikke kan findes i stemmeafgivelsen. Sammenhængen mellem økonomisk og politisk ulighed er altså central og en af årsagerne til de problemer, som mange demokratier står overfor.

Markant økonomisk ulighed lader også til at hæmme såvel økonomisk vækst som en given væksts evne til at begrænse fattigdom. Det peger studier fra OECD og Valutafonden på. Ulighederne i forbindelse med klimaforandringerne er også iøjnefaldende.

Det er de rige landes udvikling, der står bag langt hovedparten af de menneskeskabte CO2-udledninger, men de fattige lande rammes hårdere af klimaforandringernes konsekvenser. Samtidig er de dårligere udrustet til at håndtere dem.

Vi står altså i dag i en situation, hvor vores viden om uligheders ødelæggende effekter er tydelig, og hvor der samtidig lader til at være politisk vilje til at modarbejde uligheden rundt om i verden. Herfra er næste skridt dog ingen dans på roser, og et markant fokus på og opgør med ulighed vil kræve store omvæltninger i den måde, vi tænker og udfører vores udviklings- og udenrigsarbejde.

Ulighed er ikke mindst så vanskelig at gøre noget ved, fordi den typisk jo er til gavn for nogen. Det betyder, at man må konfrontere dem, der sidder på både den politiske og den økonomiske magt, fordi disse to underbygger hinanden. Det findes der et utal af eksempler på i fattige lande: Politiske ledere, der får asfalteret vejene omkring deres huse, bedrestillede kvarterer, der får kloakering, længe før der gøres noget som helst i slumområder, mænd, der har lettere adgang til jord end kvinder, drenge, der sendes i skole, mens pigerne arbejder hjemme, og man kunne blive ved.

Her rammer udviklingssamarbejdet sit første dilemma, for hvordan kan man konfrontere et lands politiske elite, når man samtidig ved, at bistanden kun giver få resultater, hvis ikke modtagerne har indflydelse på, hvad pengene bruges til? Så der er behov for en meget tydeligere både prioritering og politisering af udviklingssamarbejdet, end vi tidligere har kendt.

Et ulighedsfokuseret udviklingssamarbejde skal i bund og grund komme marginaliserede grupper til hjælp, hvad end det er for at sikre dem bedre adgang til uddannelse eller til politisk indflydelse. Det vil nogle gange kræve et stærkere samarbejde med organisationer i civilsamfundet og erhvervslivet end med ministerier og styrelser, som vi kender det. Og det vil kræve et stort kendskab til de politiske realiteter og muligheder i de enkelte lande.

Det vil utvivlsomt møde modstand og påkalde sig kritik for at være en langt mere politisk version af den ellers klassisk set tekniske udviklingsbistand. Og det er da også rigtigt. Men der er brug for et politisk, ikke partipolitisk, udviklingssamarbejde, som konfronterer eksisterende magtmonopoler og ulige muligheder, således at alle mennesker kan opleve fremgang og udvikling i deres liv.

Sådan et udviklingssamarbejde kunne koncentrere sig om fem indsatser. Det kunne for det første lade støtte til de sociale sektorer give muligheder til dem, der har færrest af dem. Uddannelse, sundhed, drikkevand osv. skal målrettes de mennesker, der har særlig ringe adgang til disse ydelser. Det burde også forstærke det nuværende arbejde for ligestilling, således at det ikke kun tænkes ind i andre aktiviteter, men også målrettes de lovmæssige og andre barrierer, som reducerer kvinders muligheder.

Derudover bør et ulighedsfokuseret udviklingssamarbejde støtte etableringen af sociale sikkerhedsnet, også selv om fattige lande ikke nødvendigvis selv kan finansiere disse på kort eller mellemlang sigt. Sikkerhedsnet vil være et kæmpe fremskridt og give betydelige muligheder for dem, der balancerer på kanten af sult og sygdom.

Man burde ligeledes styrke rammebetingelserne for småbønder, små virksomheder og fødevaresikkerhed. Arbejdskraft er mange fattige landes største ressource, og hvis den udnyttes maksimalt, giver det muligheder for ellers marginaliserede grupper.

Ulighed er desuden i høj grad et internationalt fænomen, og internationale spilleregler er ofte udformet til gavn for de rige lande. Derfor bør vi også kigge nærmere på, hvor Danmark kan gøre en indsats, der ændrer det internationale samarbejde til gavn for fattige lande ved at styrke deres handelsmuligheder, lånevilkår og indflydelse i internationale fora.

Endelig er det vigtigt at forstå, at et ulighedsorienteret udviklingssamarbejde ikke er let at stable på benene og vil kræve styrket kapacitet i Udenrigsministeriet, både i reelt mandskab og specifikke kompetencer til at arbejde mere politisk, end man har været vant til.

Danmark har ulig mange andre lande et godt udgangspunkt for at fremme sådanne prioriteter og modarbejde ulighed. Vores egen fortælling om lighed og lige muligheder for mennesker til at skabe det liv, de gerne vil leve, kan være en stærk drivkraft for forandring i andre lande også. Vi har langtfra et perfekt samfund, og visse uligheder i Danmark er absolut stigende, men vi har stadig en historie, der viser, at det er muligt at sikre adgang til kvalitetsuddannelser, til et velfungerende sundhedssystem og til et effektivt arbejdsmarked. Det giver mulighed for alle og for et samfund præget af stabilitet, fremgang og velfærd.

Kronikken blev bragt i Politiken 17. juni 2021.