Hvad vil Trump i Asien?

Donald Trumps omfattende rundrejse i Øst- og Sydøstasien fra 5.-17. november ændrer ikke for alvor ved det faktum, at USA mangler en klar strategi for sit engagement i Asien. I stedet lader man Nordkorea-konflikten og handelsspørgsmål dominere dagsordenen, alt imens initiativet gradvist overlades til Kina, som med en styrket præsident Xi Jinping i spidsen efterhånden er rede til at overtage tøjlerne for det regionale lederskab.

Med tolv dage på farten, som bringer Trump til Japan, Sydkorea, Kina, Vietnam og Filippinerne, er der tale om den længste rundrejse i Asien for en amerikansk præsident i 25 år. Nogle vil se turen som et kærkomment sceneskift for Trump på et tidspunkt, hvor den hjemlige arena præges af anklagerne om, at hans præsidentkampagne fik en hjælpende hånd fra russisk side. Andre nærer omvendt en ikke ubegrundet frygt for, at Trump blamerer sig selv eller detonerer en retorisk bombe under de langstrakte diplomatiske sammenkomster, som er på programmet. At der under alle omstændigheder står meget på spil, er langt de fleste enige om. For USA har under Trumps lederskab fuldstændigt mistet initiativet i Asien og mangler stadig at formulere blot antydningen af en sammenhængende strategi for supermagtens rolle og engagement i en region, der i stigende grad domineres af Kina.

Handelsbalancen og Nordkorea dominerer dagsordenen
Når man kaster et blik på den officielle dagsorden for Trumps asiatiske Odyssé, kan man let foranlediges til at stirre sig blind på to emner, som hidtil har domineret Trump-administrationens udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden. På den ene side drejer det sig om handelspolitikken, som i ”America First”-æraen er blevet ophøjet til den afgørende målestok for USA's relationer til omverdenen. I årevis har USA haft et enormt samlet handelsbalanceunderskud over for Kina ($310 mia. i 2016), Japan ($55 mia.) og Sydkorea ($17 mia.), som Trump længe har insisteret på at tage hånd om. Derfor er der udsigt til, at de asiatiske værter vil se sig nødsaget til at give Trump visse handelsmæssige indrømmelser og samtidig underskrive højtprofilerede kontrakter med repræsentanter fra den store amerikanske handelsdelegation, som ledsager præsidenten på rundrejsen. Det underliggende rationale synes at være, at hvis Trump undervejs kan tweete selvtilfreds løs om handlekraft og lukrative aftaler til det amerikansk erhvervsliv, kan Beijing, Tokyo og Seoul omvendt slippe for at skulle adressere de underliggende strukturelle ubalancer.

Det andet emne på dagsordenen, som på forhånd har påkaldt sig stor opmærksomhed, er selvfølgelig konflikten om Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram. Siden Trump overtog Det Hvide Hus har Nordkorea udgjort et til tider altoverskyggende omdrejningspunkt for præsidentens sikkerhedspolitiske dagsorden i Asien. Med sin bombastiske trusselsretorik og fornærmende personangreb på Kim-regimet har Trump haft en stor del af ansvaret for, at spændingsniveauet på Den Koreanske Halvø periodevis har været på randen af et krigsudbrud. Hvor Trump ikke får nogen problemer – under sit første stop i Tokyo – med at overtale Japans nyligt genvalgte konservative premierminister, Shinzo Abe, til at intensivere presset på Nordkorea, vil opbakningen til en hårdhændet linje være knapt så entydig fra Moon Jae-in, Sydkoreas mere liberalt sindede præsident. Som følge af Pyongyangs konstante sabelraslen har Moon siden valgsejren i maj måned valgt at medvirke til at intensivere presset på Kim-regimet, men Moon insisterer samtidig på ikke at opgive det diplomatiske spor og på at have vetoret over et eventuelt væbnet amerikansk angreb.

Det bliver dog i Beijing, at Trumps bestræbelser på at tage livtag med Kim-regimets atomvåbenprogram for alvor skal stå sin prøve. Hvis vi afskriver et væbnet amerikansk angreb på Nordkorea – risiciene er ganske enkelt for store i lyset af landets arsenal af missiler og masseødelæggelsesvåben – er det udelukkende Kina, der kan tvinge Kim-regimet i knæ. Det økonomiske samkvem med Kina tegner sig for omkring 90% af Nordkoreas samhandel med omverdenen, hvilket reelt giver Beijing muligheden for at sætte Nordkorea skakmat ved fx at stoppe for eksporten af olieraffinerede produkter og dermed lamme den nordkoreanske transportsektor. Mens Kina et stykke hen ad vejen har imødekommet Trump-administrationen ved i august og september at stemme hhv. den 7. og 8. runde af sanktioner igennem FNs Sikkerhedsråd, er det utænkeligt, at kineserne vil foretage sig noget, der for alvor risikerer at trække tæppet væk under Kim-regimet. Ikke blot fordi Kim i så fald kan føle sig presset til i stedet at vende skytset mod Beijing, men især fordi et regimekollaps i Pyongyang vil bane vejen for et genforenet Korea under Seouls ledelse, potentielt set med amerikanske tropper på hele Den Koreanske Halvø. På den baggrund skal Trump ikke sætte næsen op efter et gennembrud i Nordkorea-spørgsmålet under sit ophold i Beijing. Dilemmaet for Beijing er dog, at Trump i så fald kan ventes at gå langt hårdere til værks end hidtil i forhold til Kinas enorme overskud på handelsbalancen.

Kina overtager taktstokken fra USA
Imidlertid er det et helt tredje spørgsmål, der burde trække overskrifterne for Trumps asiatiske rundtur: Hvad er USA's strategi i Asien? I sig selv kan den tolv dage lange rundtur ses som et modsvar til Trump-administrationens kritikere, fordi det umiddelbart vidner om en ambitiøs dagsorden og en vilje til at styrke USA's engagement i regionen. Således skal Trump undervejs også besøge Vietnam, hvor han ikke blot skal deltage i det årlige topmøde i APEC-regi – det regionale forum for økonomisk samarbejde mellem 21 Stillehavslande – men også levere sin første tale om USA's strategiske visioner for Asien og Stillehavsområdet. Hertil kommer Trumps ophold i Filippinerne, hvor ASEAN-landenes 50 års jubilæum skal markeres i en række topmøder mellem de ti sydøstasiatiske ASEAN-stater og deres vigtigste samarbejdspartnere, herunder USA og Kina. Når man tager Trumps iboende skepsis over for multilaterale fora in mente, kunne man næsten fristes til at betragte præsidentens deltagelse i alt dette som en succes i sig selv – og måske endda som et vidnesbyrd om et spirende udenrigspolitisk kursskifte.

Men selv hvis Trump formår at finde en passende grimasse, undlader at fornærme sine værter og tilmed leverer en sammenhængende tale under APEC-topmødet, der rækker ud over USA's egne snævre økonomiske interesser, vil det langt fra være nok til at ændre indtrykket af et hensygnende amerikansk lederskab i Asien. Trump-administrationen har ganske enkelt ladet initiativet glide USA af hænde og efterladt et strategisk tomrum, som Kina med Xi Jinping i spidsen ikke har været sene til at udfylde. Udviklingen skal især ses i lyset af fire omstændigheder, som tilsammen har undermineret Obama-administrationens ambitiøse ”strategiske rebalancering” mod Asien og Stillehavsregionen, lanceret tilbage i 2011.

For det første eliminerede Trump med et pennestrøg Trans-Pacific Partnership (TPP) aftalen kort efter sin tiltræden i januar. Den ambitiøse frihandelsaftale mellem tolv lande i Asien og Stillehavsregionen skulle udgøre hjørnestenen i USA's bestræbelser på at tilbageerobre noget af det geoøkonomiske terræn fra Kina, som i løbet af de seneste årtier gradvis er blevet den største samhandelspartner for stort set samtlige lande i Asien. Uden TPP vil Kina i endnu højere grad kunne svinge taktstokken for det regionale økonomiske samarbejde, og samtidig udstikker Xi Jinpings stort anlagte infrastrukturelle Silkevejsprojekt en klar kurs for et regionalt fællesskab med Beijing som omdrejningspunkt.

For det andet har Trump-administrationen i realiteten givet afkald på det moralske og ideologiske lederskab i regionen. Hvor USA i årtier har været en aktiv forkæmper for udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder i Asien, tynger den slags hensyn bestemt ikke Trumps udenrigspolitiske dagsorden. En central ledetråd for Obama-administrationens rebalancering mod Asien bestod i at opbygge et multilateralt ”netværk af ligesindede liberale stater” i regionen – en form for bolværk mod et autoritært kinesisk regimes mere selvhævdende udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men under Trump har USA's udenrigspolitik i Asien taget en stærkt bilateral drejning og været koncentreret om en lille håndfuld af USA's i forvejen nærmeste allierede og partnere i regionen.

For det tredje har konflikten om Nordkoreas missil- og atomvåbenprogram fået lov til fuldstændigt at dominere Trump-administrationens sikkerhedspolitiske dagsorden i Asien på bekostning af andre centrale geopolitiske spørgsmål som eksempelvis Det Sydkinesiske Hav. Resultatet er, at de sydøstasiatiske lande ikke længere i samme grad har mod på at imødegå Kinas omfattende krav og selvhævdende adfærd i Det Sydkinesiske Hav, hvilket bl.a. for nyligt har fået Vietnam – en af hovedaktørerne – til at søge en fælles ”forståelse” med Kina omkring deres maritime territorialstrid.

For det fjerde har Trump-administrationen stadig ikke formået at få besat en række helt centrale Asien-poster i sit udenrigspolitiske korps, herunder viceudenrigsministeren med ansvar for Asien og Stillehavsregionen samt en række ambassadørposter. Årsagerne er mange men handler især om en udbredt skepsis blandt de mest oplagte kandidater mod at tjene Trump-administrationen. Problemet er selvfølgelig, at den manglende sagkundskab på centrale positioner gør det langt vanskeligere for Trump-administrationen at føre en kompetent og strategisk funderet udenrigspolitik i Asien.

Samlet set skal vi således ikke forvente, at Trumps rundrejse i Asien for alvor ændrer på det billede, vi har været vidne til, siden Trump kom til magten. USA mangler et klart strategisk sigte i Asien og har i stedet ladet Nordkorea-konflikten og handelspolitikken kapre dagsordenen fuldstændigt.