Stilhed over Berlin

Der var lagt op til meget, men pandemien kom tyskerne i forkøbet, og i stedet har det tyske EU-formandskab fokuseret på at få Europa gennem sundhedskrisen i fællesskab. Noget står imidlertid tilbage, og det er bl.a. lanceringen af initiativet om et strategisk kompas for Europa. Det strategiske kompas er Tysklands måde at videreføre diskussionen om udviklingen af den fælleseuropæiske forsvars- og sikkerhedspolitik, på engelsk forkortet til CSDP.

Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik er gennem de senere år blevet styrket med en række programmer og initiativer, herunder det permanent strukturerede samarbejde, PESCO, og den europæiske forsvarsfond, EDF’en. Men pandemien har lagt en dæmper på denne udvikling ligesom også den flerårige budgetramme, som nu ser ud til at afsætte færre midler end forventet til forsvar.

Tyskland har det fint i skyggen

I Tyskland har der udviklet sig en erkendelse af, at Europa må gøre mere for at varetage egen sikkerhed. Det kommer som en følge af det amerikanske pres for at øge bidraget til NATO, men også fordi truslerne efter 2014 og krisen i Ukraine er rykket tættere på.

For Tyskland er det vigtigt, at dette foregår inden for de samarbejdsrammer, som foreligger, og ikke mindst i regi af EU og NATO. Derfor er udfaldet af det amerikanske valg afgørende for Tyskland. Fortsætter USA med at være America First, kan det blive svært at videreføre denne linie i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og Tyskland ville da skulle forberede sig på at indtage en anden rolle, ikke blot i Europa, men angiveligt også i verden. Det vil landet nødigt.

Historisk er tysk udenrigspolitik udviklet omkring den pagt, der blev etableret mellem USA og Vesttyskland efter Anden Verdenskrig, hvor internationalt samarbejde er en forudsætning på linje med de grundlæggende principper om demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Hvis USA fortsætter med at vende sig væk fra disse værdier og grundlæggende principper som set under Trump med eksempelvis opsigelse af atomaftalen med Iran, vil det efterlade Tyskland uden det bolværk, USA hidtil har været for tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Samtidig vil det forstærke det pres, der allerede er på Tyskland om at indtage en mere aktiv rolle i internationale forhold, måske endda, som Constanze Müller fra Brookings Institution hævder, blive Europas security provider.

Det er en rolle, som Tyskland ikke er parat til at indtage. Her står fortiden i vejen, ligesom Tyskland har befundet sig ganske godt med at stå i skyggen af stormagten USA.

For Tyskland handler det amerikanske valg derfor først og fremmest om, hvorvidt det dårlige forhold mellem Trump og Merkel kan blive afløst af fornyet dialog og gensidig tillid. At USA vil ændre sig mærkbart med en ny præsident, tør kun få håbe. Men samtalen kan blive en anden henover Atlanten. Og den er vigtig for Tyskland.

Ikke desto mindre har de fire år under Trump haft betydning for den tyske sikkerhedspolitik. Selvom Tyskland er langt fra de påkrævede to procent i NATO-bidrag, er udgifterne til forsvar øget gennem de senere år. En udvikling som forventes at fortsætte. Og Tysklands dialogsøgende kurs over for Rusland, som stammer fra den vesttyske Ost-politik, har bl.a. med Navalny-affæren ændret sig. Tyskland har ellers siden Ukraine og Krim-krisen haft en vis succes med at føre sin Ost-politik og være den part i EU, der har søgt dialog og samtale med Rusland.

Det har givet Tyskland en særlig position i EU-sammenhænge, men også gjort, at EU, som nogle mere kritiske medlemslande ellers kunne ønske, ikke har konfronteret Rusland. Det kan være i forandring.

Hvad indebærer strategisk autonomi?

Og så er der spørgsmålet om EU's fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. I EU-regi har der siden 2016 været talt om strategisk autonomi, dvs. Europas evne til at handle uafhængigt af andre og med midlerne til det. Der hersker imidlertid uklarhed omkring, hvad strategisk autonomi indebærer, og også hvordan man når dertil.

Her opfattes det tyske initiativ om et Strategic Compass som en mindre belastet tilgang, der samtidig skubber medlemslandene ud i en fælles overvejelse omkring, hvilke trusler Europa står over for, og hvordan de skal håndteres, hvilket ikke er helt let. Men der er et etableret en dialog omkring truslerne, der involverer alle i processen. Og det er en prioritet for Tyskland. At alle er med.

Det var den samme tilgang i forbindelse med aftalen om PESCO, hvor Frankrig havde større ambitioner. Det permanent strukturerede samarbejde blev indgået i december 2017 og endte med at have alle lande med, bortset fra Danmark og Malta. Med det strategiske kompas er det stadig en prioritet at involvere alle, og Tyskland har samtidig sørget for fransk engagement. Kompasset skal nemlig forhandles på plads i 2022 under det franske EU-formandskab, og det har sørget for en vis opbakning.

Uanset valg: øget tysk regionalt ansvar

Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, som ellers er belastet af en del tunge sager inden for tysk forsvar, har ved flere lejligheder da også vist sig ganske klar på lige netop fælleseuropæisk forsvars- og sikkerhedspolitik og videreførelsen af det spor, der blev lagt med lanceringen af EU's Globale Strategi i 2016.

Kramp-Karrenbauer vil, at EU skal spille en større rolle i forhold til at sørge for sikkerhed i Europas nærområde. Og det falder godt sammen med forventningen om, at uanset, om valget i USA munder ud i en Trump- eller en Biden-administration, vil Europa i højere grad skulle varetage ansvaret for den regionale sikkerhed, fra Nordafrika til det østlige middelhav og fra Mellemøsten til Kaukasus, Ukraine og Hviderusland.

Men det forudsætter en bedre dialog tværs over Atlanten. Det er derfor, man i Tyskland holder vejret. Mens amerikanerne går til valg.