Småstaternes muligheder i Trumps tidsalder

I dag er verden tripolær: der er tre stormagter i en klasse for sig – USA, Rusland og Kina – der systematisk og vedvarende projicerer magt uden for egne grænser i særlige indflydelsessfærer. Men hvad er småstaternes vilkår og muligheder i tripolariteten?

Når stormagterne kommer på rimeligt venskabelig fod, bliver småstaternes traditionelle bestræbelser for fred og afspænding mellem de store overflødige. Det er heller ikke længere realistisk for dem at spille de store ud mod hinanden. Småstaters egne strategiske tilgange mister i værdi, når der ikke er udsigt til konflikt mellem de store. Endvidere vil svækkelsen af de internationale institutioner – småstaternes ’bedste venner’ – i en geopolitisk verden yderligere formindske småstaternes indflydelse. Når unilateralisme eller det bilaterale diplomati styrkes på bekostning af det multilaterale (institutionerne), bliver magtforskellene tydeligere mellem de tre store og resten. Det værdipolitiske handlerum, som nogle vestlige småstater udnyttede i ly af den amerikanske unipolaritet, er borte nu. Det er også gået ud over EUs såkaldte ’normative magt’ (den er dog også skadet af især Polens og Ungarns brud på EUs egne værdipolitiske principper). 

Af disse grunde formindskes alle småstaters indflydelsesevne i den tripolære koncert. Men det betyder ikke, at de er ligestillede. For deres udsathed i forhold til stormagtspres er vidt forskelligt. Det handler kort sagt om beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – og hermed forbundne allianceforhold. I spændingsfeltet mellem USA og Rusland er der groft sagt fire forskellige positioner og dermed handlemuligheder for småstaten:

• USA-allierede, grebet af ’fear of abandonment’; frygt for at blive svigtet af deres store amerikanske allierede. De håber selvsagt, at Trump snart bliver ’normaliseret’, men er villige til at booste deres forsvarsbudget betragteligt af hensyn til Donald Trumps kritik af deres ’køren på frihjul’ (det er i sig selv interessant, at de ukritisk køber den amerikanske præmis om en objektivt retfærdig byrdefordeling!).
• USA-allierede, der diskret bevæger sig i retning af en neutralistisk position mellem USA og Rusland – dog uden at sætte NATO-medlemsskabet over styr. De har taget Trumps udmeldinger om NATO-alliancen bogstaveligt og har derfor indledt en mere imødekommende kurs over for Rusland, der på sigt skal gøre alliance-medlemskabet overflødigt. Princip: hvis USA ikke er troværdig i forhold til musketér-eden (art. 5), må vi træffe vore forholdsregler til at klare os på egen hånd.
• Småstater i russisk interessesfære: i bedste fald finlandisering, dvs. en anerkendelse af den politiske afhængighed af Rusland kombineret med et forsvar af egne kerneværdier.
• Småstater i russisk interessesfære: i værste fald indsættelse af et marionetstyre, der har opgivet nationale kerneværdier.