I skyggen af et folkedrab

Rwanda ti år efter

Martin Mennecke og Elisabeth Moltke (red.), Den Ny Verden 2004:2

Introduktion

Den 6. april 2004 var det ti år siden, verden blev vidne til begyndelsen på ét af det 20. århundredes mest omfattende folkedrab. I løbet af blot 100 dage blev omkring 800.000 mennesker dræbt og hundredetusinder jaget på flugt fra et land, der indtil da var blevet betragtet som et af Afrikas foregangslande for demokratisk og økonomisk udvikling. Ti år efter kæmper Rwanda stadig med arrene efter folkemordet: udbredt HIV/AIDS smitte, økonomisk tilbagefald, hundredtusindvis af ustraffede gerningsmænd, mistillid mellem de forskellige befolkningsgrupper og ekstremister, der opererer fra nabolandet Congo.

Meget er siden blev skrevet om, hvad der egentlig skete i de 100 dage; hvem der bar skylden og hvem, der burde have gjort hvad. Ved adskillige mindehøjtideligheder rundt om i verden i 2004 erkendte en stor del af det internationale samfund sit svigt, mindede om de grufulde begivenheder i 1994 og forsikrede, at en sådan katastrofe aldrig måtte ske igen. I dag ved alle, at havde det internationale samfund i sin tid været mere opmærksom og villig til at handle, kunne begivenhederne i Rwanda i bedste fald være undgået og under alle omstændigheder været stoppet tidligere.

Vi ønsker med dette nummer af Den Ny Verden ikke at bidrage yderligere til den litteratur, der belyser folkedrabet i 1994. Vi vil i stedet fokusere på de ti år, der er gået. Er det internationale samfund, og ikke mindst Rwanda, kommet videre efter folkedrabet, eller er det bare ti år, der er gået? Er ’aldrig igen’ virkelig ’aldrig igen’?

En del bidragsydere peger på markante fremskridt siden 1994. Flere donorlande har analyseret deres bistandspolitik for at kunne bidrage aktivt til folkedrabsforebyggelse, og de pålægges i stigende grad ansvar for hensynet til menneskerettigheder i de pågældende bistands-modtagerlande. Også forholdene for de rwandiske medier og synet på kirken som institution har ændret sig og kan ses som tegn på, at rwanderne er ved at lære tidligere fejl.

Siden omfanget af forbrydelserne blev offentlig kendt, har adskillige internationale aktører, både FN og enkeltstater som USA, været med til at igangsætte en række nye initiativer og projekter i et forsøg på at tage konsekvenserne af folkedrabet. Blot få måneder efter folkedrabets slutning i juli 1994, oprettede FN’s Sikkerhedsråd Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda. Flere af de hovedansvarlige for folkedrabet, heriblandt politikere, militærledere og journalister, er siden blevet dømt, og tribunalet har - på trods af forskellige vanskeligheder - formået at fungere som model for den nye permanente Internationale Straffedomstol.

Andre bidragsydere betvivler hvorvidt der egentligt er tale om fremskridt og peger på, at Rwanda og det internationale samfund endnu ikke er kommet så langt. De ændringer, de vestlige lande har omtalt og til dels inkorporeret i deres politik, har ikke været tilstrækkelige. Senest har det internationale samfunds tøven med at handle i Darfur-konflikten i det vestlige Sudan vist, hvor lidt staterne har formået at omsætte erfaringerne fra Rwanda til praksis.

Også i Rwanda venter man på en række områder stadig på synlige fremskridt: Det nationale retsopgør har mødt mange store grundlæggende og praktiske vanskeligheder og lider under politisk indblanding fra den rwandiske regerings side; mange overlevendes situation er nedslående - en stor generation af børn vokser op uden forældre eller søskende; mange af dem, der overlevede massevoldtægter og angreb med macheter, er HIV-inficerede og kun få har adgang til medicin og økonomisk støtte. Endelig bliver det i en række artikler beskrevet, hvordan den oprørsgruppe, der for ti år siden stoppede folkedrabet, har i den mellemliggende tid forvandlet sig til et autoritært styre, der indskrænker demokrati og er dybt involveret i en voldsom krig i nabolandet Congo.

Ti år er således gået, og forfatterne i dette særnummer tegner - ikke mindst på grund af deres vidt forskellige faglige baggrunde og indgangsvinkler - et meget broget billede af, hvorvidt Rwanda og det internationale samfund virkelig er kommet ti år videre. Meget har ændret sig, men en del synes også at være håbløst stillestående.

Der findes ingen simple forklaringer på udviklingen af folkedrab, hvad man kan gøre for at forhindre det, eller hvordan man bedst bearbejder dets konsekvenser. Netop disse betragtninger har relevans for dansk udenrigspolitik - i særdeleshed i forhold til de konflikter, der vil være på dagsordenen ved vores kommende medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd.

Til sidst vil vi gerne rette en stor tak til vores bidragsydere samt den ansvarshavende redaktør, Jesper Linell, layouteren Allan Lind Jørgensen og alle andre, der har hjulpet til med at publicere dette nummer. Alle har igennem hele processen været åbne for udvikling af nye ideer og vores betragtninger til artiklerne.