Siriuspatruljen hævder dansk suverænitet i et Grønland på vej mod løsrivelse

På bedste nationalromantisk vis legitimerer den dramatiske eventyrfortælling om Forsvarets opgaveløsning i Arktis den danske militærtilstedeværelse i den nordøstgrønlandske nationalpark.  Men på mange måder er det passé at fortælle historien om suverænitet i Grønland uden overhovedet at berøre Grønland som selvstændig aktør på vej mod større løsrivelse.

I en tid hvor de forsvarspolitiske dynamikker i Arktis står højt på dagsordenen, giver serien anledning til at overveje, hvilken rolle godt fjernsyn spiller i diskussionen om, hvordan vi fremadrettet skal forholde til os til suverænitetsforhandlingerne i en tid, hvor alle aktører i Rigsfællesskabet vil have den største bid af isen.

En succeshistorie ude af trit med tiden

Historien på DR om Sirius handler ikke om Grønland, det grønlandske folk eller Danmark-Grønland relationen. I stedet sætter DR-dokumentarens tre afsnit fokus på historien om de stærke Siriusmænd og deres elskværdige slædehunde i fælles kamp for overlevelse i en verdensdel, hvor selv den mindste fodfejl kan have fatale konsekvenser.

I dokumentaren bliver det understreget, hvordan soldaterne er langt hjemmefra i deres 26-måneders udsendelse, hvorfor et én-til-én oplæringsforløb mellem den nye og mere erfarne patruljefører er altafgørende for at sikre, at den nødvendige viden om overlevelse i Arktis ikke går tabt fra soldat til soldat.

Dette til trods for, at de grønlandske fangere har mestret og overleveret denne viden i generationer.  Alt i alt fremstår Sirius dog som en fascinerende og til dels ydmyg fremstilling af maskuline og modige mænd, de færreste vil få kaffen alvorligt galt i halsen over.

I hvert ikke så længe ingen sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvorfor det kun er Dannebrog, der vajer fra hundeslæderne, når nu det er grønlandsk territorie, soldaterne befinder sig på. Drejer man synsvinklen en smule, står det altså klart, at der uden for rammen af serien er spørgsmål, Forsvaret måske bør stille sig selv. For hvem suverænitetshævder de danske soldater egentlig på vegne af?

Flagsymbolik som endnu et bump i isen

I Sirius-dokumentarens andet afsnit følger seerne to patruljefører, der på rejsen i ukendt land støder på problemer med ekstreme vejrforhold og udfordrende terræn. Fortællingen spidser til, da hundeslæden under stejl nedkørsel i Dværgearve Dal vælter. Slædens opstander knækker, og Dannebrogsflaget mister sin fatning og falder af. Heldigvis er der ikke langt fra tanke til handling hos de danske soldater, og med alternative remedier går der ikke længe, før slæden fremstår så god som ny.

De dramatiske scener fremprovokerer, at man som seer flere gange undrer sig over, om udfordringerne ved at have flaget flagrende for enden af slæden (og ofte i hovedet på slædeførerne) ikke overstiger dets funktion, når nu der er så lille et antal udefrakommende tilskuere i den arktiske ødemark. Men symbolsk eller ej er flaget en stor, synlig og vigtig markør i den danske selvforståelse og suverænitetshævdelse.

Af samme årsag har diskussionen om, hvilke flag der bør fastgøres til Sirius’ slæder fyldt i forsvarspolitiske diskussioner mellem Danmark og Grønland. Danske politikere har argumenteret både for og imod, at det grønlandske flag skulle blive en fast del af udsmykningen. Enten med reference til at man i et ligebyrdigt forhold i Rigsfællesskabet selvfølgelig bør montere både Dannebrog og det grønlandske flag, der på grønlandsk hedder Erfalasorput. Eller med modargumentet om at så længe Grønland ikke aktivt bidrager til det danske forsvar, må det grønlandske flag vige pladsen.

De grønlandske politikere genpejler uenighederne ved på den ene side at fremhæve vigtigheden af at blive inkluderet i suverænitetsopgaven mens andre understreger, at det grønlandske flag per definition ikke hører hjemme på danske myndigheders slæder. Helt aktuelt lægger grønlandske politikere op til, at en større del af slædehundeførerne bør have grønlandsk baggrund. Det kræver dog, at man fra politisk side først og fremmest kan blive enige om, at det er en god idé at opfordre til værnepligt blandt den grønlandske befolkning. For ikke at nævne nødvendigheden af, at den unge generation af grønlændere beslutter sig for at melde sig.

Forhenværende Forsvarsminister Trine Bramsen igangsatte efter sigende processen med at få de grønlandske flag monteret som fast procedure. Men optagelsen af Sirus-dokumentaren fra 2022 giver indtryk af, at man tilsyneladende ikke er blevet enige om at komme i hus med dén opgave. Så selvom flagene måske nok er symbolske, er deres funktion langt fra uanseelig, men på mange måder demonstrativ for, hvordan Siriuspatruljens tilstedeværelse i Grønland danner grobund for interne diskussioner i Rigsfællesskabet om, hvem vi er, og hvordan vi forestiller os vores fremtidige samarbejde. Helt samme diskussion ville i princippet kunne ramme Søværnets fartøjer, som patruljerer Grønlands kyster, og som spiller en langt større rolle i både flere grønlænderes liv og i Forsvarets selvforståelse end Siriuspatruljen.  

Hvad er det, vi kæmper for?

Siriuspatruljens opgaveløsning i Arktis falder naturligt ind under Forsvarets velkendte og mundrette slogan ’Fordi noget er værd at kæmpe for’, der omfavner sin identitet og kernefortælling med en implicit selvfølgelighed. Dette ”noget” består i bund og grund af sikkerhed og de centrale værdier i det danske fællesskab, og kampen kæmpes på vegne af staten Danmark.

Men kradser man lidt dybere i overfalden på Forsvarets officielle beskrivelse af sig selv og sit værdigrundlag, bliver det tydeligt, at rammesætningen af Forsvarets fælles ”vi” undlader at forholde sig til kompleksiteten bag dét, at Danmark er den suverænitetshævdende aktør på flere nationers vegne. De enheder Danmark, Grønland og Færøerne udgør hver for sig og sammen som enten ’stat’, ’kongerige’ eller ’rigsfællesskab’ skaber rum for, at fortællingen om ”os” og vores indbyrdes kompetencefordeling er til forhandling.

Forsvarets fremstilling af sig selv som “hele Rigsfællesskabets forsvar” udspringer af en antagelse om, at alle tre rigsdele udgør én enhed med fælles interessevaretagelse. Forudsætningen for legitimt at kunne suverænitetshævde på vegne af hele Rigsfællesskabet udfordres midlertidigt af Grønlands eksplicitte ønske om i højere og højere grad at fremstå som selvstændig sikkerheds- og forsvarspolitisk aktør med øget indflydelse og autonomi i eget land.

Den danske suverænitetshævdelse på grønlandsk territorie fungerer dermed ikke kun som en påmindelse til udefrakommende militærmagter om, hvor de danske grænser går. Tværtimod spiller suverænitetshævdelsen ind i den komplicerede og interne Danmark-Grønland-relation som en understregning af, at det - Grønlands selvbestemmelse underordnet - stadig er den danske stat, der har magten.

Derfor kan man med fordel også spørge sig selv, hvem det egentlig er, Siriuspatruljens slædemissioner suverænitetshævder overfor. Er det kun potentielle udefrakommende indtrængere eller er det i lige så høj grad over for det grønlandske folk? Og giver det grundlæggende set overhovedet mening at tale om ejerskab og tilstedeværelse i en nationalpark, hvor naturen i sidste ende styrer slagets gang?