Mod en retfærdig grøn omstilling i Syd

Borger-inddragelse og demokrati er afgørende for en retfærdig grøn omstilling

I den globale debat om grøn omstilling rettes meget opmærksomhed mod hvordan det hele skal finansieres. Andre debatter drejer sig om teknologierne og de praktiske løsninger. Disse ting er åbenlyst afgørende, men i både Nord og Syd er der er langt mindre opmærksomhed omkring et tredje vigtigt led i den grønne omstilling, nemlig hvordan vi kan sikre en retfærdig demokratisk proces der inddrager borgerne i beslutningsprocesserne. Det er problematisk at denne vinkel ikke fylder mere i den internationale debat og praksis, fordi (i) det er afgørende for at sikre, at grøn finansiering og praktiske løsninger støtter en retfærdig og lige omstilling; og (ii) uden kollektiv handling og folkelig legitimitet vil mange grønne tiltag og initiativer simpelthen ikke være effektive eller bæredygtige over tid.

Udfordringen med at sikre borger-inddragelse og demokratiske beslutningsprocesser findes på mange områder af den grønne omstilling, både i forhold til hvordan vi bedst forebygger og tilpasser os klimaforandringerne, hvordan CO2 markeder og deraf afledte projekter skal fungere (hvis overhovedet), hvordan vi sikrer biodiversitetsbevarelse, og hvordan vi håndterer minedrift og de social og miljømæssige udfordringer med kritiske mineraler til de grønne teknologier. Disse aktiviteter har alle betydelige konsekvenser for mennesker der bor og lever dér hvor de finder sted, og derfor er det afgørende at borgerne inddrages fuldt ud i beslutningsprocesserne.

Et af de områder, hvor spørgsmålet er vigtigt, er i forhold til de voksende investeringer i skov- og landbaserede CO2-projekter og vedvarende energi i Syd, herunder Afrika.

Afrikanske ambitioner: Et nyt hotspot for grønne investeringer

Flere afrikanske regeringer positionerer i stigende grad sig selv som vigtige aktører i ikke bare den afrikanske, men også den globale grønne omstilling. Det blev blandt andet tydeligt i den såkaldte Nairobi-erklæring fra 2023, som - selvom den ikke blev støttet af alle afrikanske lande - udgjorde et betydeligt forsøg på at omskrive fortællingen om afrikanske lande som passive ofre for klimaforandringerne. For de afrikanske ledere som støttede erklæringen er ambitionen at få gjort Afrika til et centralt hotspot for CO2 markederne og grønne investeringer. Fokus er især på handel med CO2 kvoter og ”off-setting” projekter, hvorigennem virksomheder og lande kan kompensere for deres egne udledninger ved at investere i skov-, landbrugs- og vedvarende energiprojekter der reducerer udledningen af CO2.  Et eksempel er det stort anlagte Africa Carbon Markets Initiative, som med en række stærke internationale aktører og FN organisationer i ryggen især satser på at udvikle de frivillige CO2 markeder i afrikansk regi. Afrikanske ledere har også fået øje på muligheden for at koble grønne aktiviteter med de gældsproblemer som mange lande kæmper med. Et eksempel er Gabons "debt-for-nature swap”, som refinansierer for 500 millioner dollars lån mod at landet til gengæld sætter stærkere ind med naturbevaring.

Kampen om jorden

Et gennemgående træk ved disse ambitioner er, at de kræver betydelige arealer af jord-, vand- og andre naturressourcer, og at de er genstand for voksende uenigheder og modsatrettede interesser. De samlede internationale forpligtelser under Paris-aftalen forudsætter at ca. 1,2 milliarder hektar jord verden over stilles til rådighed for projekter, der har til formål at opsuge og lagre CO2 via fx genrejsning af skov, genoprettelse af vådområder, bæredygtig dyrkning af afgrøder, braklægning mm. Dét svarer til cirka to tredjedele af verdens dyrkbare land.

Meget af dette afhænger af naturgenopretning og -beskyttelse i Syd, herunder Afrika. Investeringer i sådanne projekter er for længst gået igang, og ved de seneste COP-møder har der været fornyet momentum for disse initiativer. Samtidig er fokus udvidet fra primært at handle om skov-områder til nu også at omhandle græsarealer, vådområder osv. Og nye aktører har meldt sig på banen. I løbet af 2023 indgik det Dubai-baserede investeringsselskab Blue Carbon individuelle aftaler med fem afrikanske lande om projekter der skal kompensere for klimaudledninger ved at formindske CO2-udslip gennem naturgenopretning og -bevaring. Aftalerne dækker mere end 24 millioner hektar og udgør betydelige andele af disse landes areal. For eksempel indebærer Blue Carbon’s aftale med Zimbabwe et forståelsesdokument om CO2-reducerende aktiviteter der sammenlagt dækker næsten 20 procent (sic) af landets areal, med en økonomisk ramme på 1,5 milliarder dollars.  Vind- og solprojekter kræver også plads, og det samme gør biobrændselsprojekter, alt imens den afrikanske eksport af mineraler til brug i grønne teknologier er steget betydeligt. Samtidig betyder den globale tilbagegang i biodiversitet af der er brug for bevarelse af yderligere landområder over hele Afrika. Den grønne omstilling bidrager dermed markant til den tiltagende globale knaphed på jord og andre naturressourcer, hvilket truer både de afrikanske og globale udviklings- og klimamål.

Risici for mennesker, klima og natur

En udfordring i mange afrikanske lande er at bevarelse og genopretning af natur for at reducere CO2 udledninger fokuserer på naturressourcer og områder der allerede bruges af almindelige mennesker som en del af deres levebrød. Det har ført til voksende modstand mod projekterne fra borgere og civilsamfundsorganisationer. Menneskerettighedsforkæmpere har udtrykt bekymring over hårdhændede metoder og "grøn beslaglæggelse" af landområder der tilhører lokalsamfund. I nogle lande politiserer konkurrerende eliter desuden de grønne indgreb for at opnå politiske fordele.

Mange grønne projekter forsøger sig faktisk med inkluderende tilgange, f.eks. ved at genoprette landbrugsjord og skov i samarbejde med småbønder. Men historisk set har sådanne projekter lidt under manglen på et bredere institutionelt rammeværk, som ikke bare inddrager folk i udførelsen af allerede planlagte aktiviteter, men også reelt giver dem mulighed for at debattere hvordan de grønne projekter grundlæggende skal udformes, og hvordan de kan få gavn af dem. Derfor har projekterne ofte fejlet i at opnå bred legitimitet og har ikke kunnet levere reelle langsigtede fordele for de involverede samfund. Dét har man set både i Afrikas årtier lange forsøg med traditionel naturbevarelse, og i de pilotforsøg der har været med skov-og klima projekter under ”REDD+” konceptet.

Som følge heraf er mange projekter i stedet blevet polariserende og en kilde til konflikt i sig selv. Manglen på folkelig opbakning kompromitterer desuden evnen til at opfylde klimamålene: CO2-reducerende projekter baseret på natur-genopretning og -bevaring har, uden lokal legitimitet, haft vanskeligt ved at opfylde deres mål om at reducere af CO2-udledningerne, ligesom protester imod vedvarende energiprojekter har resulteret i forsinkelser eller endda annullering af nogle af ​​disse projekter.

Så selv om det kan virke irrelevant at bruge tid på borger-indflydelse når vi står i en klima- og miljømæssig krise, er det ganske enkelt nødvendigt. Uden folkelig legitimitet vil klima-og miljøambitionerne simpelthen ikke kunne nås.

Behovet for at styrke borger-inddragelse og demokratisering af CO2-projekter

Hvis de afrikanske landes forhåbninger om en bølge af grønne investeringer og CO2-reducerende projekter skal lykkes, er der brug for en samarbejdsorienteret indsats for at styrke borger-inddragelse og demokratisering i projekterne. Det indebærer bl.a.:

• Styrkelsen af globale og nationale standarder og regulering for at sikre, at investeringerne og projekterne leverer reelle målbare fordele og rettigheder for afrikanske befolkninger, og ikke efterlader dem uden levebrød.
• Støtte til inkluderende nationale dialoger og offentlig drøftelse af de store politiske spørgsmål: Hvilken form for forebyggelse af klimaforandringer ønsker vi, og hvordan kan det imødekomme befolkningens behov?
• Styrkelse af rammerne for inkluderende beslutningsprocesser og planlægning af investeringer i jord- og skovbaserede CO2-projekter og vedvarende energiprojekter. Det er ikke nok at spørge folk når beslutningerne reelt er taget.
• Facilitering af kollektive ”bottom-up”-initiativer i forbindelse med investeringer og projekter, bl.a. gennem såkaldte ”whole of society”-tilgange der bringer civilsamfund og offentlige og private aktører i dialog.
• Styrkelse af offentlige klage- og ombudsmandsordninger samt konfliktløsningsmekanismer
• Deling og implementering af metoder hvormed borgere inddrages i overvågning og evaluering af projekterne for at sikre at de udføres som aftalt og gavner lokalbefolkninger (de eksisterende internationale verifikationsordninger er overfladiske og ikke nationalt forankrede).

 I lande og områder præget af et højt konfliktniveau, skrøbelighed og meget autoritær styring er nogle af disse tilgange ikke mulig, og man må så fokusere mere ensidigt på civilsamfundet og græsrods- tilgange.

Danmarks rolle

Som selvudnævnt frontløber inden for global klimafinansiering til fordel for fattige og sårbare mennesker er Danmark godt positioneret - og forpligtet - til at spille en vigtig rolle i sådanne tiltag. En del af Danmarks multilaterale og bilaterale klima-finansiering til Syd vedrører skov- og naturrelaterede projekter relateret til klimaforandringer. Det gælder ikke mindst den nye særlige internationale indsats for skove og natur, hvortil der er afsat 1 millard kr i Finansloven for perioden 2024 til 2027, med potentiel støtte til bl.a. Central African Forest Initiative (verdens næststørste regnskov) samt aktiviteter i Østafrika. På samme vis har Danmark en langvarig interesse og verdensledende rolle inden for vindsektoren, med betydelige planlagt finansiering til vedvarende energi i Syd. Samtidig er Danmark forpligtet på menneskerettigheds-området og i forhold til FN-aftaler om f.eks. oprindelige folks rettigheder. Dét understreger yderligere behovet - og potentialet - for at Danmark støtter borger-inddragelse og demokratisering af den grønne omstilling i Syd.

Regeringen har meldt ud at Danmark skal føre en mere pragmatisk og partnerskabsorienteret tilgang i sit samarbejde med Afrikanske lande. Det giver god mening i flere henseender, men fører også til dilemmaer. Demokratisering og borger-inddragelse er følsomme emner i internationalt samarbejde, og den tid hvor Nord skulle belære resten af verden er forbi. I stedet handler det om at indgå i ligeværdige samarbejder for at løse den globale udfordring, som alle lande står med i forhold til demokratisering og borger-indflydelse i den grønne omstilling. I sit samarbejde med afrikanske lande kan Danmark gøre følgende:

Støtte det fælles arbejde med at udvikle principper for CO2 investeringer og projekter

• Agendaen omkring 'retfærdig omstilling' bør udvides til også at handle om folks levevilkår og politiske inddragelse. Oprindeligt handlede debatten om en ”retfærdig omstilling” mest om at sikre nye jobs til folk i brancher der blev ramt af omstillingen. Det gør den til dels stadig i Danmark. Men i den afrikanske debat – og mere generelt internationalt - har begrebet i den senere tid fået en bredere betydning. Det giver grundlag for en fælles debat om hvordan vi sikrer at de grønne projekter inddrager borgere og kommer alle til gavn.
• Danmark bør danne partnerskaber med udvalgte afrikanske lande for at fremhæve emnet i globale klimaalliancer, i de multilaterale klimafonde, i det såkaldte NDC Partnership partnerskabet og i COP-forhandlinger om regulering og handel med CO2-kvoter.
• Danmark bør desuden støtte panafrikanske græsrodsalliancer og civilsamfundsorganisationer for at fremme debat og erfaringsudveksling om de politiske og demokratiske aspekter af CO2-projekter.
• Danmark bør desuden deltage i udbredelse af eksisterende relevante standarder omkring CO2 investeringer og -projekter. Et eksempel er den såkaldte Global Standard for Nature-based Solutions, som indeholder en række fornuftige kriterier omkring bl.a borger-inddragelse og -rettigheder.

Facilitere erfaringsudveksling

• Danmark bør støtte erfaringsudveksling internt mellem lande i Syd i forhold til borger-indflydelse i CO2-projekter og investeringer. Eksempelvis erfaringerne fra REDD+ aktiviteter under The Amazon Fund; Central African Forest Initiative; Forest Carbon Partnership og lignende aktiviteter i Asien.
• De grønne CO2 projekter i Afrika kan desuden trække på erfaringer fra demokratiske tilgange indenfor klimatilpasning. Det gælder blandet andet principperne for Locally Led Adaptation, som Danmark har forpligtet sig til og støtter gennem bl.a. LOCAL-programmerne i flere afrikanske lande.
• Danmark kan desuden gå i dialog med de multilaterale udviklingsbanker omkring emnet. For eksempel indikerer DIIS-interviews i Verdensbanken, at spørgsmålet om demokratisering af den grønne omstilling bliver et fokusområde i de kommende år.

Bilaterale partnerskaber

• Bilaterale læringspartnerskaber kan give indsigter for både Nord og Syd. Udfordringen med at sikre folkelig legitimitet i den grønne omstilling er en global problemstilling - også i Danmark, hvor modstand mod vedvarende energiprojekter er et stadigt større problem for gennemførelsen af grønne energi-planer på kommunalt og national niveau.
• I de senere år har Danmarks samarbejde med afrikanske lande blandt andet fundet sted gennem det såkaldte Strategiske Sektorsamarbejde, hvor ministerier og myndigheder i Danmark og afrikanske lande arbejder direkte sammen. Dette arbejde har dog hidtil primært fokuseret på meget tekniske aspekter af den grønne omstilling. Men Danmark har traditioner og ekspertise indenfor borger-inddragelse – for eksempel kommunale planlægningsprocesser – som kunne have interesse for afrikanske lande og anvendes bedre i dette samarbejde.