Partnerskaber om klimasikkerhed med Afrika kræver politiske kompromiser

FN, EU og Nato udvikler i disse år strategier for klimasikkerhed, og dagsordenen fylder stadigt mere i internationalt udviklingsarbejde. En stor del af midlerne til klimasikkerhed målrettet afrikanske partnere er dog ikke nye og additionelle. Det har skabt modstand fra afrikanske aktører, der ligeledes frygter, at dagsordenen vil øge fokus på vestlige sikkerhedsinteresser frem for langsigtet udvikling. Danmarks kampagne til FNs Sikkerhedsråd samt overtagelsen af EU-formand-skabet i 2025 giver en vigtig strategisk position til at trække klimasikkerhedsdagsordenen i en konstruktiv retning.

Afrika bidrager kun med omkring 4% af verdens samlede drivhusgasudledninger, men kontinentet er allerede mærket af klimaforandringer, som påvirker fødevareproduktion, økonomisk udvikling, sundhed og kan gøre områder ubeboelige. Samtidig har mange afrikanske samfund begrænsede økonomiske og administrative ressourcer til at tilpasse sig den globale opvarmning og de afledte ekstreme vejrhændelser. Fattige og marginaliserede grupper, herunder kvinder og børn, er særligt udsatte. Udfordringerne forværres yderligere, hvis planetens nuværende kurs mod væsentligt mere end 1,5 graders temperaturstigning fortsætter.

Forskning peger på, at tilpasningsinitiativer bidrager til at tackle klimaudfordringer og de afledte naturkatastrofer. Ikke desto mindre er donorlande ikke i mål med deres finansieringsløfter, og de er endnu længere fra at udfylde de reelle behov. En nylig FN-rapport vurderer, at klimatilpasningsbehovet er 10-18 gange større end den afsatte finansiering. Områder ramt af voldelig konflikt bliver i særlig grad forbigået. Den nyoprettede fond til at dække tab og skader forårsaget af klimaforand-ringerne er endnu længere fra at imødekomme finansieringsbehovet.
Som reaktion på den manglende finansiering forsøger en række afrikanske lande at sætte global klima-retfærdighed og bæredygtig udvikling på den klima-diplomatiske dagsorden. Det skete blandt andet på det afrikanske klimatopmøde i september 2023, som affødte Nairobi-erklæringen. Her er hovedbudskabet, at afrikanske lande selv vil tage ansvar for den grønne omstilling, men at det kræver investeringer både til klimatilpasning, tab og skader og bredere økonomisk udvikling. I den nuværende politiske situation kan Danmark konstruktivt understøtte samarbejde inden for fred, udvikling og klimahandling ved at udvikle partnerskaber om vidensproduktion, tilpasnings-initiativer og fælles politisk handling.

Klimasikkerhed – men for hvem?

Nato og EU har udviklet strategier for klimasikkerhed, men det er et begreb som har vagt skepsis blandt en række afrikanske lande og AU. Der er især bekymring for, at donorlande kanaliserer ressourcer væk fra udviklingsindsatser og prioriterer klimaløsninger med vægt på Europas egne sikkerhedsinteresser særligt begrænsning af migration.

For at understøtte forebyggende klimasikkerhedsarbejde med vægt på afrikansk ejerskab kan Danmark oplagt bidrage til implementeringen af den Afrikansk Unions 'Agenda 2063’. Her er bæredygtig udvikling gennem klimaresiliens et omdrejningspunkt. Og med strategien for klimaforandringer og resilient udvikling frem mod 2032 har AU søsat en række konkrete initiativer fra vidensproduktion over regeringsførelse til tilpasning og konfliktløsning, som Danmark og dets partnere har gode forudsætninger for at understøtte. I forbindelse med Danmarks kommende Afrikaplan er det væsentligt at indtænke princippet om ligeværdige partnerskaber på tværs af indsatsområder.

Behovsdrevet kapacitetsopbygning

For at sikre lokal kapacitetsopbygning på dette felt kunne Danmark støtte initiativer, der bidrager til lokal vidensproduktion og -deling. Det kunne f.eks. være Det Verdens Meteorologiske Instituts initiativ ”The Early Warning for All Initiative”, der har til formål at udvikle tidlige advarselssystemer for hele verden inden 2027. Danmark kunne også understøtte AUs arbejde med at styrke afrikansk videnssamarbejde om vejrsystemer og klimaforandringer. For at udbygge partnerskaber på et bilateralt niveau kan DMI udvide samarbejder, som dem vi allerede ser i Ghana og Tanzania for at understøtte afrikansk klimaforskning med vægt på varsling og tilpasning.

I det bredere klimatilpasningsarbejde er AU´s Africa Adaptation Initiative et relevant tiltag, hvor Danmark både har erfaring og ressourcer til at støtte initiativer med afrikansk ejerskab. I relation til myndighedssamarbejder kan det overvejes at anvende erfaringer fra strategiske partnerskaber med vækstøkonomier i økonomisk svage udviklingslande med tilstrækkelig kapacitet.

Initiativer i konfliktramte områder

Konsekvenserne af klimaforandringer og den grønne omstilling er vidt forskellige fra land til land på det afrikanske kontinent. Det gælder både landenes direkte udsathed overfor klimaforandringer, deres forskelligartede betingelser for at tilpasse sig og de økonomiske konsekvenser af den grønne omstilling. Kenya er eksempelvis tæt på at være 100% selvforsynende med vedvarende energi og er samtidig bannerfører for en fælles afrikansk klimadiplomatisk indsats. Niger og Sydsudan er blandt verdens mest klimaskrøbelige lande, både hvad angår direkte påvirkning og betingelser for at tilpasse sig. Store olie- og gasproducerende lande som Algeriet, Nigeria og Sydafrika har flere økonomiske ressourcer til at tilpasse sig, men er økonomisk udfordret af en fossilfri fremtid. Det er derfor centralt at tænke i kontekstafhængige løsninger i samarbejde med både civilsamfunds- og statslige aktører.

En række analyser peger på, at de lande og områder, der er mest klimaudsatte, også er hyppigere ramt af voldelig konflikt og samtidig modtager relativt begrænset økonomisk støtte til klimatilpasning. Det skyldes både, at vores kendskab til klimaforandring-ernes konsekvenser her er begrænsede, og at det kan være svært at finde samarbejdspartnere i konfliktramte områder, hvor statslige institutioner er svage eller fraværende. Det er derfor væsentligt både bilateralt og multilateralt at fokusere på lokalt forankrede klima-indsatser og vidensproduktion om klimaforandringer og deres miljømæssige og sociale konsekvenser. Frem for helt at afskære sig relationer til lande med fjendtligt indstillede regimer er det relevant at afdække muligheden for direkte og indirekte at understøtte klima-tilpasning særligt med civilsamfundsaktører.

Her kunne Danmark videreudvikle klimasikkerheds-aktiviteter, der integrerer klimaindsatser og freds-opbygning i regi af Freds- og Stabiliseringsfonden (FSF). Danmarks partnerskab med lokale somaliske aktører, Berghof Foundation, International Organization for Migration og UNEP om tackling af global op-varmning og konflikt er et innovativt partnerskab til efterlevelse. FSF er et godt redskab til at udvikle samtænkte løsninger, men det er væsentligt samtidig at videreudvikle udviklingspolitiske initiativer, der bygger på samarbejder med civile statslige og civilsamfundsaktører. Herved understøttes, at klimaforandringer også anvendes som en positiv dagsorden, der kan styrke lokalt forankret kapacitetsopbygning i konfliktramte områder.

Partnerskaber fordrer politiske kompromiser

Danmark har længe positioneret sig som en brobygger mellem det globale nord og syd i klimadiplomatiet. Det så vi i 2022, da Danmark blev det første land til at støtte en tab og skader fond, og senest ved COP28, hvor Danmark lovede 175 millioner DKK til fonden. Under COP28 har Danmark desuden underskrevet en erklæring om øget støtte til konfliktramte og skrøbelige lande.

En række klimapolitiske spørgsmål er dog stadig uafklaret, og det vil have en væsentlig betydning for partnerskabernes succes, at Danmark og andre europæiske aktører presser yderligere på for at finde fælles europæisk-afrikansk fodslag. I den forbindelse er det en meget påtrængende debat, at donorlandene ikke levede op til deres mål om 100 milliarder USD til klimafinansiering årligt fra 2020. Selvom man nok når målet i 2022 eller 2023, ses det som et svigt, der udfordrer de kommende forhandlinger om et nyt finansieringsmål. Det kunne derfor være særdeles hensigtsmæssigt, at Danmark frem mod sit EU-formandskab, der vil ligge under COP30, finder strategiske kompromiser mellem europæiske mål om reduktioner og afrikanske krav om styrket klimafinansiering.

Kravene fra afrikanske aktører er her bredere end klimafinansiering i snæver forstand. De indebærer også virksomhedssamarbejder med vægt på blandet privat-offentlig finansiering og teknologideling. Desuden stiller AU krav til tilpasning af den multi-laterale arkitektur, så kontinentet får indflydelse, der bedre reflekterer befolkningens størrelse. Blandt de centrale krav er et mere retfærdigt finansielt system, gældstilgivelse og større repræsentation i det internationale system fra Verdensbanken til FNs sikkerhedsråd.

Hvis Danmark ønsker at opbygge stærke partner-skaber, der samtænker klimahandling, sikkerhed og udvikling, er politiske kompromiser, hvor afrikanske lande imødekommes på kravet om øget medindflydelse, en vigtig løftestang.