Paris-angreb sender ikke amerikanske landtropper til Syrien
Selv om terrorangrebet i Paris helt naturligt trak store ord frem hos Frankrigs transatlantiske alliancepartner, var budskabet fra det Hvide Hus alligevel klart: Terroranslaget i Paris resulterer ikke umiddelbart i amerikanske landtropper til Syrien. Fredagens angreb var ifølge Obama et angreb på ”all of humanity” og med den sympatierklæring fulgte løfter om yderligere amerikansk-fransk koordination af indsatsen mod IS. Samtidig var både Obama, og hans rådgiver samt talsmand Benjamin J. Rhodes, hurtige til at afvise direkte militære konsekvenser. “We don’t believe U.S. troops are the answer to the problem,” fortalte Rhodes søndag fra G20-mødet i Tyrkiet og tilføjede, at “further introduction of U.S. troops to fully re-engage in ground combat in the Middle East is not the way to deal with this challenge.”
Clinton: Dette er ikke USA's kamp
Heller ikke blandt Obamas mulige efterfølgere er der et egentligt sikkerhedspolitisk jordskred at spore. Godt nok er langt størstedelen af den aktuelle præsidentvalgkamps deltagere – modsat Obama – fortalere for en no-fly zone i Syrien. Men indtil nu har ingen kandidater talt om landtropper. Ved weekendens valgkampsbegivenheder ville kun få af kandidaterne være konkrete på Paris-angrebets implikationer. Mest markant var en nærmest optimistisk Hillary Clinton, der kampstærk fastholdt sit vedvarende budskab om, at USA's terrorberedskab er robust, og som trods sympatierklæringer med Frankrig understregede, at den direkte militære reaktion på Paris ”cannot be an American fight”, men at allierede og partnere skal mobiliseres.
Republikanerne: Lederskab men ingen kanoner
Ikke overraskende var ingen af de republikanske kandidater sene til at kritisere Clinton for den udtalelse – ikke mindst Jeb Bush og Marco Rubio fik ved weekendens valgkampsarrangementer understreget, at Hillary tager fejl, hvis hun afskriver amerikansk lederskab i den globale kamp mod terror, herunder ikke mindst i Syrien. Fra det mere populistiske republikanske hjørne blev der talt til den amerikanske befolknings frygt, da kandidater som Donald Trump, Ted Cruz og Ben Carson dels forudså, at IS også vil angribe USA - ”this will be coming to America”- og dels forsøgte at ophøje konflikten med Islamisk Stat til et globalt ”clash of civilizations”. Således insisterede selv Rubio på, at USA er i krig med ”radical Islam”, og afviste dermed Hillarys forsøg på en hårfin sondring: ”I don’t think we’re at war with Islam. I don’t think we’re at war with all Muslims. We’re at war with jihadists”, sagde hun til New York Times. På trods af denne skarpe retorik var de republikanske kandidater dog ukonkrete om strategien. Jeb Bush finder det for tidligt at tale om andet end no-fly zoner. Rubio afslog at give et konkret tal på, hvor mange soldater han ville bidrage med, men ønsker dog ”a substantially increased commitment of special operators on the ground”. Allerede inden angrebet i Paris har præsident Obama imidlertid besluttet at sende flere specialstyrker til Syrien for derfra at lede luftangrebene fra jorden. Ted Cruz fastholdt sin tidligere kurs om, at det er kurdiske tropper, der bør lede landkrigen.
Intensiveret aktivisme – eller snarere ny slags isolationisme?
Flere amerikanske medier konkluderer disse dage at angrebet i Paris har smidt sikkerhed på banen som valgkampens vigtigste omdrejningspunkt, men det er altså stadig et noget åbent spørgsmål. For hvor stor er viljen til fornyet militært engagement i Mellemøsten reelt? Nok falder den amerikanske tilfredshed med Obamas sikkerhedspolitik (og særligt hans krig mod IS) stadigt dybere.Men det samme gør den amerikanske befolknings egen tro på, at USA reelt kan ændre historiens gang i verdens konfliktzoner – og mindst af alt i Mellemøsten. Her kan den største ubekendte i de kommende måneders amerikanske diskussion om efterspillet til Paris blive den amerikanske befolknings frygt. “Voters are very dubious about our ability to remake the world. But they have a very low tolerance for being frightened” sagde Newt Gingrich, der tidligere har været formand for repræsentanternes hus, i weekenden. Spørgsmålet er hvilken vej den frygt tipper: Vil den betyde fornyet vælgeropbakning til støvler på jorden? Eller vil den snarere friste amerikanerne til at lade Paris blive Frankrigs og Europas hovedpine. Kort sagt: Vil frygt (der er republikanernes tema, ikke Hillarys) blive en faktor i den amerikanske valgkamp? Og hvis ja, er den i så fald lig med fornyet aktivisme eller snarere med en retur til forrige tiders isolationisme? Weekendens republikanske krav om at Obama efter Paris trækker sit tilbud om 10.000 syriske flygtninge til USA tilbage, kunne lige så vel pege på det sidste, som det første. Også i USA drømmer man om bare at lukke grænsen.