DIIS Comment
Ny handlingsplan mod menneskehandel vil fortælle succeshistorier
I den netop udkomne nye danske Handlingsplan mod Menneskehandel tilbydes ofrene ikke, som i USA og en række andre europæiske lande, en opholdstilladelse. I stedet sendes de hjem med succeshistorier i bagagen. Men er det et humanitært eller diplomatisk fornuftigt træk?
24. juni 2011
Regeringens nye Handlingsplan mod Menneskehandel 2011-2014 udkom forleden. Lykke Friis, ansvarlig minister for området, udtaler til DR og andre medier, at handlingsplanen fortsætter den indsats der har været hidtil, fordi den virker. Nu blot i forbedret udgave. Der er gode elementer i den nye plan. For eksempel omhandler den nu i højere grad alle former for tvangsarbejde, samt øget fokus på handel med mænd og børn. Men der er et centralt og kontroversielt element, som handlingsplanen smyger sig uden om: den automatiske deportering frem for muligheden for opholdstilladelse til mennesker udsat for handel. I Danmark kan man maksimalt få 100 dages ophold efter menneskehandel, inden man sættes på et fly ud af landet. Handlingsplanen ændrer således ikke på det indbyggede paradoks: at deportere mennesker, som mange i øvrigt er så optagede af at redde, særligt udenlandske kvinder der sælger sex.
Danmark er i den seneste FN-rapport blevet kritiseret for at deportere mulige ofre for menneskehandel (OHCHR 2011). Den kritik har Danmark valgt ikke at kommentere. I stedet vil man nu øge indsatsen for, at flere accepterer tilbuddet om at blive sendt hjem, blandt andet ved, som der står i den nye handlingsplan, at: “Succeshistorier om forberedt hjemsendelse indsamles og formidles til ofrene”. Ofrene skal høre historier, som Lykke Friis forklarer på DR, om den rumænske flaskesamler der blev sendt hjem og fik et lastbilskørekort, og den nigerianske kvinde der blev sendt hjem og åbnede en butik og fik et helt nyt liv. Løsninger på menneskehandel er bestemt ikke enkle og definitionen af menneskehandel kompleks, men spørgsmålet er, om det hjælper at pakke handlinger ind i pæne og teknokratiske ord og dermed neutralisere dem. I Danmark kalder vi det “frivillig forberedt hjemsendelse”, “udvisning”, “afvisning”, “domsudvist” eller “administrativt udvist”. I Nigeria kalder de det deportering.
At fortælle succeshistorier om Nigeria og sende dem tilbage til hvor de kommer fra, konstruerer hjemlandet som et trygt og sikkert sted, hvor kvinderne, når vi taler om sexarbejdere involveret i menneskehandel, har bedst af at blive. Kvinder er mest sikre når de bliver hjemme ved familien, i deres landsby, i deres hjemland. Samtidigt er Nigerias mest brugte anti-traffickingpraksis at tilbageholde kvinderne ved grænserne og i lufthavnen i Lagos. Hvis de fanges sendes de på krisecenter hvor de får en god dosis missionering om at hverken Gud eller Nigeria vil have at de rejser. I stedet kan de nu, betalt af europæiske lande som Danmark, lære at flette hår eller sælge telefonkort. Både Nigeria og Danmark er således enige om at det er bedst at kvinderne bliver i Nigeria. Så er Nigerias kompromiterede ære reddet, kvindernes moral reetableret og Danmark er kommet af med de udokumenterede migranter. Med den tilgang mindskes fokus på den oprindelige årsag til migrationen. De fleste deporterede kvinder fortæller, at de følte sig presset, med ryggen mod muren, til at blive frivilligt deporteret. I Europa blev de overbevist – af succeshistorier – om at de ville modtage diverse former for assistance, når de kom tilbage til Nigeria. Problemet er imidlertid, at kvinderne som oftest er lige så fattige når de vender hjem som da de rejste; at hjælpeprogrammerne er bureaukratiske og kortsigtede, maksimalt på cirka seks måneder, men kvinderne har jo et helt liv foran sig; at kvindernes rejse til Europa var en del af en større familieinvestering; at nogle må ty til prostitution i Nigeria for at klare sig osv. For nogle føltes det som at blive handlet igen, nu blot i modsat retning – mod Syd – med statslig intervention.
Danmarks deporteringer af menneskehandelsofre indskriver sig samtidigt i en ofte ubemærket, men hastigt voksende europæisk deporteringsindustri. Det urovækkende er at de nu skal sminkes med succeshistorier og derved lokke kvinderne til at lade sig frivilligt deportere. Der deporteres nu så mange migranter til Nigeria fra Europa at de fællesfinansierede chartrede Frontexfly lander i cargoområdet i lufthaven i Lagos, hvorefter flydøren åbnes og de deporterede vandrer ud gennem en stor metallåge og forsvinder.
Handlingsplanen kunne have kigget mere ud i verden og ikke lukket sig inde bag grænsebommene. I andre lande, eksempelvis i USA, Spanien, Italien og Belgien er der muligheder for at blive i landet, hvis man har været handlet. Der er udviklet relativt fornuftige systemer, der gør, at det ikke vælter ind med mennesker, som siger at de er handlet og derfor kræver ophold. Flere analyser viser, at antallet af ofre i Danmark ikke er overvældende (Se for eksempel SFI 2011; CMM 2010; POLITI 2009). Det ville have været et humanitært, klogt og diplomatisk træk, hvis Danmark i forhold til samarbejdet med afsenderlande som eksempelvis Nigeria, tilbød de relativt få ofre den hjælp, de ofte reelt har brug for.
Den nye handlingsplan fastholder, at mennesker, der har været udsat for handel, mest af alt har brug for at blive identificeret og kategoriseret og dernæst at få sundheds - og psykologisk hjælp. Særligt fordi der i Danmark fokuseres meget på de skadende effekter ved prostitution. Den slags hjælp er naturligvis vigtig. Men ofte har handlede kvinder allermest brug for et arbejde, en mulighed for at forsørge sig selv og deres familier på langt sigt (Se for eksempel Lisborg&Plambech 2009). For nogle er det en løsning at rejse hjem, for andre er det at blive, eksempelvis med en midlertidig arbejdstilladelse. Det er langsigtet hjælp. Det betyder ikke at alle vil tage imod en opholdstilladelse, nogle vil gerne tilbage til Nigeria, oftest ældre kvinder, som med deporteringen lader sig pensionere som migranter. De orker ikke mere. Det er ofte deres succeshistorier der bliver brugt.
Mange arbejdsmigranter, handlede eller ej, vender hjem, når deres økonomiske projekt er fuldført. Hvis de deporteres før projektet er gennemført, forsøger de at rejse ud igen, med fare for nye risikofyldte migrationsruter – særligt de unge. Handlingsplanen lægger op til en tilbundsgående analyse af hjemsendelser. Det er et godt og nødvendigt initiativ, men så længe de økonomiske motiver for migrationen ikke indtænkes, bliver det yderst vanskeligt at få flere til at takke frivilligt ja til at blive deporteret.
Danmark er i den seneste FN-rapport blevet kritiseret for at deportere mulige ofre for menneskehandel (OHCHR 2011). Den kritik har Danmark valgt ikke at kommentere. I stedet vil man nu øge indsatsen for, at flere accepterer tilbuddet om at blive sendt hjem, blandt andet ved, som der står i den nye handlingsplan, at: “Succeshistorier om forberedt hjemsendelse indsamles og formidles til ofrene”. Ofrene skal høre historier, som Lykke Friis forklarer på DR, om den rumænske flaskesamler der blev sendt hjem og fik et lastbilskørekort, og den nigerianske kvinde der blev sendt hjem og åbnede en butik og fik et helt nyt liv. Løsninger på menneskehandel er bestemt ikke enkle og definitionen af menneskehandel kompleks, men spørgsmålet er, om det hjælper at pakke handlinger ind i pæne og teknokratiske ord og dermed neutralisere dem. I Danmark kalder vi det “frivillig forberedt hjemsendelse”, “udvisning”, “afvisning”, “domsudvist” eller “administrativt udvist”. I Nigeria kalder de det deportering.
At fortælle succeshistorier om Nigeria og sende dem tilbage til hvor de kommer fra, konstruerer hjemlandet som et trygt og sikkert sted, hvor kvinderne, når vi taler om sexarbejdere involveret i menneskehandel, har bedst af at blive. Kvinder er mest sikre når de bliver hjemme ved familien, i deres landsby, i deres hjemland. Samtidigt er Nigerias mest brugte anti-traffickingpraksis at tilbageholde kvinderne ved grænserne og i lufthavnen i Lagos. Hvis de fanges sendes de på krisecenter hvor de får en god dosis missionering om at hverken Gud eller Nigeria vil have at de rejser. I stedet kan de nu, betalt af europæiske lande som Danmark, lære at flette hår eller sælge telefonkort. Både Nigeria og Danmark er således enige om at det er bedst at kvinderne bliver i Nigeria. Så er Nigerias kompromiterede ære reddet, kvindernes moral reetableret og Danmark er kommet af med de udokumenterede migranter. Med den tilgang mindskes fokus på den oprindelige årsag til migrationen. De fleste deporterede kvinder fortæller, at de følte sig presset, med ryggen mod muren, til at blive frivilligt deporteret. I Europa blev de overbevist – af succeshistorier – om at de ville modtage diverse former for assistance, når de kom tilbage til Nigeria. Problemet er imidlertid, at kvinderne som oftest er lige så fattige når de vender hjem som da de rejste; at hjælpeprogrammerne er bureaukratiske og kortsigtede, maksimalt på cirka seks måneder, men kvinderne har jo et helt liv foran sig; at kvindernes rejse til Europa var en del af en større familieinvestering; at nogle må ty til prostitution i Nigeria for at klare sig osv. For nogle føltes det som at blive handlet igen, nu blot i modsat retning – mod Syd – med statslig intervention.
Danmarks deporteringer af menneskehandelsofre indskriver sig samtidigt i en ofte ubemærket, men hastigt voksende europæisk deporteringsindustri. Det urovækkende er at de nu skal sminkes med succeshistorier og derved lokke kvinderne til at lade sig frivilligt deportere. Der deporteres nu så mange migranter til Nigeria fra Europa at de fællesfinansierede chartrede Frontexfly lander i cargoområdet i lufthaven i Lagos, hvorefter flydøren åbnes og de deporterede vandrer ud gennem en stor metallåge og forsvinder.
Handlingsplanen kunne have kigget mere ud i verden og ikke lukket sig inde bag grænsebommene. I andre lande, eksempelvis i USA, Spanien, Italien og Belgien er der muligheder for at blive i landet, hvis man har været handlet. Der er udviklet relativt fornuftige systemer, der gør, at det ikke vælter ind med mennesker, som siger at de er handlet og derfor kræver ophold. Flere analyser viser, at antallet af ofre i Danmark ikke er overvældende (Se for eksempel SFI 2011; CMM 2010; POLITI 2009). Det ville have været et humanitært, klogt og diplomatisk træk, hvis Danmark i forhold til samarbejdet med afsenderlande som eksempelvis Nigeria, tilbød de relativt få ofre den hjælp, de ofte reelt har brug for.
Den nye handlingsplan fastholder, at mennesker, der har været udsat for handel, mest af alt har brug for at blive identificeret og kategoriseret og dernæst at få sundheds - og psykologisk hjælp. Særligt fordi der i Danmark fokuseres meget på de skadende effekter ved prostitution. Den slags hjælp er naturligvis vigtig. Men ofte har handlede kvinder allermest brug for et arbejde, en mulighed for at forsørge sig selv og deres familier på langt sigt (Se for eksempel Lisborg&Plambech 2009). For nogle er det en løsning at rejse hjem, for andre er det at blive, eksempelvis med en midlertidig arbejdstilladelse. Det er langsigtet hjælp. Det betyder ikke at alle vil tage imod en opholdstilladelse, nogle vil gerne tilbage til Nigeria, oftest ældre kvinder, som med deporteringen lader sig pensionere som migranter. De orker ikke mere. Det er ofte deres succeshistorier der bliver brugt.
Mange arbejdsmigranter, handlede eller ej, vender hjem, når deres økonomiske projekt er fuldført. Hvis de deporteres før projektet er gennemført, forsøger de at rejse ud igen, med fare for nye risikofyldte migrationsruter – særligt de unge. Handlingsplanen lægger op til en tilbundsgående analyse af hjemsendelser. Det er et godt og nødvendigt initiativ, men så længe de økonomiske motiver for migrationen ikke indtænkes, bliver det yderst vanskeligt at få flere til at takke frivilligt ja til at blive deporteret.
Emner
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Marie Hald
Ny handlingsplan mod menneskehandel vil fortælle succeshistorier