Mozambique er næppe på vej tilbage til borgerkrig, men demokratiet er truet

De seneste måneders sammenstød mellem statslige sikkerhedsstyrker og bevæbnede Renamo oprørere i det centrale Mozambique udfordrer landets nu 21 år med fred og forrygende udvikling. Gentagne forsøg på at få Renamo’s leder, Alfonso Dhlakama og landets præsident, Armando Guebueza til forhandlingsbordet efter de første sammenstød i april i år har slået fejl. Der er dog næppe tale om, at Mozambique er på vej tilbage til en omfattende væbnet konflikt, som den der hærgede landet i 16 år mellem 1977 og 1992.

For det første har hverken Frelimo eller Renamo en militærstyrke stærk nok til at føre krig. Renamo anslås at have ca. 300 væbnede mænd. De er gamle oprørere fra krigens tid, ikke unge og nytrænede. Frelimo regeringen valgte i sin tid en lille hær, for at mindske omkostninger og undgå militærkup. Man kan derfor ikke forvente sig meget mere end individuelle angreb fra begge sider.

For det andet er det yderst tvivlsomt, at Renamo ville kunne mobilisere de ressourcer, det kræver at føre krig. Et ønske som partiet i øvrigt konstant benægter. I 1970’erne fik bevægelsen ikke kun støtte fra det hvide mindretalsstyre i Sydafrika og Rhodesia, men var også en lille brik i den Kolde Krig. Frelimo var et marxistisk-leninistisk parti. Renamo fik derfor støtte fra anti-kommunistiske bevægelser i blandt andet USA. I dag har Frelimo den fulde internationale støtte. Renamo har hverken adgang til diamanter, kontrol med narkohandlen, eller forbindelser til terrornetværk, som kunne finansiere våben osv. Befolkningen har også i stigende grad mistet troen på partiet, som ellers i det første valg efter borgerkrigen fik et uventet stort antal stemmer i landdistrikterne. I valget i 1999 truede partiet endda med at vælte Frelimo, som har haft regeringsmagten siden uafhængigheden i 1975.

Hvis ikke der er fare for borgerkrig, hvad er så på spil? De seneste sammenstød i Mozambique skal forstås i lyset af de sidste 20 års politiske udvikling, som gradvist har svækket Renamo og lukket det demokratiske spillerum, der blev åbnet i 1992. Det er kun delvist Renamos – eller nærmere dets leder, Dhlakamas – skyld. Hans mangel på politisk tæft og angst for at miste magten i sit eget parti, har udhulet Renamo som en toneangivende opposition og udstødt dets bedste spillere, som har dannet nye partier. Senest MDM (Mozambiques Demokratiske Bevægelse), som ledes af Daviz Simango, borgmesteren for landets anden største by, Beira. Dhlakama har ikke formået at bruge parlamentet til at få sine politiske budskaber igennem og har været ude af stand til at forny sit parti.

Men på spil har også været Frelimos gennemgribende forsøg på at udelukke oppositionen fra politisk indflydelse, positioner i statsapparatet og aktier i den private sektor. Tre sfærer, der i Mozambique er tæt forbundet. Selvom fredsaftalen i 1992 lagde op til magtdeling, så har Frelimo siden landets første flerpartis valg i 1994 ikke været villig til at dele. En stærk markør er, at den landlige befolkning har været udelukket fra kommunalvalg.

Demokratisk decentralisering siden 1998 har kun indtil nu dækket byerne, hvor man vidste, at Frelimo har flertal. De landlige områder, hvor Renamo har mange vælgere, bestyres af statsansatte, som er udpeget af Frelimo. Renamo boykottede kommunalvalgene i 1998, men fik intet ud af det. Siden 2005 har Frelimo brugt de landdistriktsmidler, der er i udbud som valgflæsk. Det har øget partiets støtte på landet. Frelimo mistænkes også for valgsvindel, specielt i 1999 og for brug af politiet til at chikanere Renamo. Det er sket uden stor kritik fra det internationale samfund, som siden 1992 har finansieret minimum 50 % af statsbudgettet.

Frelimo har monopoliseret den politiske magt ved fortsat at styre statsapparatet - og sikkerhedstyrkerne - og ved at sikre sig aktier i den private sektor. Interne splittelser er blevet vendt til fornyelse i partiets ledelse, sidst med Guebueza som overtog fra Alberto Chissano i 2005. Frelimo kan også bryste sig af det seneste økonomiske boom, støttet af den fornylig fundne gas og de nye kulminer i nord.

Det økonomiske boom har ifølge kommentator Joe Hanlon yderligere presset Dhlakama op i en krog og tvunget ham tilbage i ’bushen’. Det vil sige til det hovedkvarter ude på landet, som blev angrebet af militæret mandag d. 21. oktober 2013. Hans tidligere oprørssoldater vil have del i det økonomiske boom. De føler ikke de har fået noget ud af fredsaftalen. Alt imens kan de se Frelimos ledere blive rigere og rigere, og uligheden stiger. Den seneste episode er en kulminering af handlinger, der begyndte i april i år, hvor netop nogle af de utilfredse Renamo oprørere angreb en politistation for at løslade partifæller. 4 politimænd omkom. Renamo forsvarede angrebet med, at de var trætte af, at politiet arresterede dem blot for at holde politiske møder. En ulovlig handling fra politiets side, der på ingen måde er usædvanlig. Renamos angreb var en voldelig modreaktion mod en ulovlig politiaktion. Det blev efterfulgt af vejsideangreb, som Renamo’s ledelse tog afstand fra, men som gav anledning til en militærintervention og til anklager om, at Renamo igen ønsker krig.

Det skete samtidigt med, at Renamo lagde politisk pres på regeringen til at ændre valglovgivningen, som i dag favoriserer Frelimo. Et pres, som ikke har givet nogle resultater. Renamo blev blot henvist til parlamentet, hvor et Frelimo flertal ville nedstemme forslaget. Som modsvar boykotter oppositionspartiet kommunalvalget i november, og truer med at gøre det samme til næste års parlamentsvalg.

Alt tyder på, at Renamo er spillet fallit. Frelimo kan derimod mistænkes for at bruge sammenstødende til yderligere at marginalisere Renamo som en politisk aktør. Frelimo påstår, at Renamo ønsker, at krigen vender tilbage. Det er velkendt retorik. Frelimo har jævnligt fremstillet Renamo som en guerillahær og som nationens fjende, der står for primitivitet og ødelæggelse. Enhver voldelig modreaktion fra Renamos side bekræfter dette billede og legitimerer desuden de arbitrære anholdelser af Renamo medlemmer, som ofte foregår i det skjulte. Krigsretorikken spiller sammen med den ’winner takes it all’ politiske kultur, som har kendetegnet det 21 år gamle demokrati.

Selvom der næppe er fare for en tilbagevenden til borgerkrig i Mozambique, så er de seneste sammenstød en advarsel om, at mangel på reel deling af magt og ressourcer i et nyt demokrati, udover at underminere politisk debat, kan have voldelige konsekvenser. Det demokratiske spillerum, der åbnede sig efter krigen, er langsomt blevet lukket af Frelimo. Om regeringspartiet er villig til at give plads til de nye oppositionspartier, som MDM, vil kun de kommende valgperioder vise. International støtte til at styrke flerpartisystemer og nye partiers organisatoriske og strategiske kunnen kan være vigtig. Et område som Danida netop prioriterer i dag, men som kunne styrkes i Mozambique.